Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Akutpakke
LO bifalder den akutpakke 332 millioner kroner for de arbejdsløse, der er ved at miste retten til dagpenge, som beskæftigelsesministeren og arbejdsmarkedets parter har forpligtet sig på. Alle i risikogruppen bliver kontaktet og får tilbud om hjælp og individuel rådgivning, der er mulighed for jobrotation for de langtidsledige og for opkvalificeringsjobs i pakken.
FOA er derimod ikke imponeret. Indholdet er da sympatisk, siger Dennis Kristensen, formand for FOA, men pakken står ikke mål med problemet. De ledige har brug for et forsørgelsesgrundlag, et arbejde, eller ved at gøre det nemmere at optjene dagpenge eller ved at forlænge længden af dagpengeperioden.
”Vi får nu for 332 millioner kroner samtaler, fokus, kurser og ekstra breve.
Det er der intet i vejen med. Men hvis det ikke skal forblive som det store samtale-cirkus, så er man nødt til også at bruge de værktøjer, som vi ved, er virkningsfulde.”
Dagplejen skrumper
Faldende børnetal og nedskæringer går hårdt ud over dagplejen, skriver FOA på deres hjemmeside. Underligt når man tænker på at dagplejen er den pasning som forældrene er allermest tilfredse med, som undersøgelse på undersøgelse viser. Alligevel er antallet af dagplejere gået fra 16.352 i maj 2011 til 14.914 i maj 2012 – et fald på 1.438 dagplejere. Året før forsvandt 1.300 dagplejere. Det handler selvfølgelig om økonomi, kommunernes dårlige økonomi.
KK skal informere bedre om digital kommunikation
Overgangen til øget digitalisering skal ske under hensyntagen til borgerne, hedder det. Borgerrådgiveren i Københavns Kommune har undersøgt, hvordan kommunens vejledning til borgerne om tilslutning til digital post er, og helt kort opsummeret var den ikke i overensstemmelse med kravene til offentlige myndigheders vejledning eller med kommunens kommunikationspolitik. Nogle af informationerne var ukorrekte og der var mangler. Derfor har Borgerrådgiveren henstillet til Københavns Borgerservice at opdatere informationen på kommunens hjemmeside.
Kommuner misbruger penge til bedre pasning
Kommunerne har fået 500 millioner kroner, så børnene får flere voksne i daginstitutionerne. Mens man i København holder sig til aftalen, er der mange kommuner ude i landet som vil bruge pengene til helt andre formål, viser en rundspørge, som FOA har fået lavet. Faktisk vil kun 14 procent af kommunerne bruge alle pengene på bedre normeringer. Den udmelding kommer bag på forbundet.
Pengene er jo afsat, netop fordi mange institutioner har alt for få voksne til alt for mange børn, påpeger Jakob Sølvhøj, formand for FOAs pædagogiske sektor.
Og som alle ved afhænger kvaliteten i dagtilbuddene af netop antalletaf voksne i forhold til børn.
Reallønnen
I mange FOA-faggrupper har lønnen det seneste års tid kunnet følge med priserne. Med 0,1 procent højere stigning på lønnen end på priserne er der ikke noget at juble over. Men det er dog en trøst at den holder trit. Det er tallene for lønnen fra maj sidste år til maj i år, der viser en stigning på 2,2 procent i gennemsnit, mens priserne i samme periode gik op med 2,1 procent. De foregående år holdt lønnen derimod ikke trit med priserne.
Lus
En parringsdygtig lus forlader ikke godvilligt sin yngleplads. Med mindre der er varme og mad lige ved siden af. Vi er på vej ind i lusesæsonen, den mørke årstid hvor børnene leger indendørs og lusene kravler fra den ene varme hovedbund til den anden og suger blod. De lever kun i hovedbunden og ikke i omgivelserne, og uden varme og blod dør de ret hurtigt. Der er flere måder at behandle lus på, den mekaniske som grundig kæmning. Det nyeste lusemiddel er uden kemiske stoffer, det er brygget på planteolier, som ikke irriterer børnenes hud og heller ikke gør lusene resistente. De kvæler i stedet lusene ved at indkapsle dem.
Startsæt til tidligere anbragte unge
Socialstyrelsen har udarbejdet et startsæt, som skal gøre det nemmere for den unge at overskue praktiske forhold, når han eller hun for første gang skal bo for sig selv. Startsættet består af en mappe med syv kortsamlinger. Kortene rummer gode råd og vejledninger om fx madlavning, rengøring, jobsøgning, sex, sundhed og sociale rettigheder og forpligtelser. Det hele er beskrevet kort og præcist og i en form, der skal skabe nysgerrighed, overblik og struktur.
På websitet kortfortalt.dk kan pdf-filer med korttekster og andre relevante informationer, f.eks. budgetskabelon, madopskrifter og forslag til joban-søgning downloades.
På websitet findes også en SMS tjeneste, som den unge kan tilmelde sig, ligesom der ligger videoer med praktiske råd om det at flytte for sig selv.
Socialstyrelsen evaluerer lige nu på kvaliteten af Startsættet og hjemme-sidens indhold. Du kan være med via et evalueringsskema, som rekvireres ved at skrive til projektleder Lene Krüger på k.k@live.dk (mail virker ikke længere, red.)
Læs mere på servicestyrelsen.dk
Rådgivning til unge om stofmisbrug
Et nyt landsdækkende internetbaseret tilbud informerer og rådgiver om stofmisbrug til unge, som måske ellers ikke ville have opsøgt rådgivning og støtte i forhold til brug af rusmidler. Det er Center for Social Pædagogik og Slagelse Misbrugscenter, der er gået sammen om at etablere tilbuddet for Socialstyrelsen. Tilbuddet henvender sig til unge i alderen ca. 15-24 år, der er i risiko for at udvikle et behandlingskrævende misbrug. Kommunikationen på internettet giver mulighed for en fri og åben kommunikation og kan derfor også bruges til at etablere et trygt rådgivningsmiljø, hvor man kan være anonym, og hvor tilgængeligheden er høj. Projektperioden løber fra april 2012 – december 2015.
Læs mere om projektet på servicestyrelsen.dk
Koden for den sociale arv
Hvorfor går børn af akademikere i gymnasiet og videre på universitetet, mens børn af ufaglærte vælger en erhvervsuddannelse? Og hvorfor ender børn af bistandsklienter alt for ofte selv som bistandsklienter?
En ung forsker, den 36 årige professor Mads Meier Jæger, ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, har fået en bevilling på 10,2 millioner kr. fra EUs forskningsråd til forskning i social arv. Projektet går på tværs af landegrænser og skal afdække de mekanismer, der skaber social arv, som i Danmark især handler om uddannelse. Det ser han frem til:
”Selvom vi i Danmark har en omfordelingsstat, er vi stadig elendige til at bryde den sociale arv. Vi ved alt for lidt om, hvad der ligger til grund for, at den reproducerer sig selv generation efter generation.”
Projektet løber fra januar 2013 til december 2017.
Fritids- og ungdomsklubliv for unge med ADHD
ADHD-foreningen har i samarbejde med Ungdomsringen modtaget tilskud fra Social- og Integrationsministeriet til at lave et udviklingsprojekt med titlen ADHD-rummelige klubber. Det er de rigtig glade for, skriver de i en pressemeddelelse. For selvom klubber har fællesskabet og de sociale relationer som kerneområde kan unge med ADHD være svære at rumme i klubverdenen. Derfor er projektets overordnede formål at forebygge social isolation og udsathed hos børn og unge med ADHD og ADHD-lignende problematikker gennem at styrke den pædagogiske indsats i landets fritids- og ungdomsklubber. Konkret etableres en netværksgruppe bestående af klubmedarbejdere, som skal være medvirkende til at udvikle og afprøve metoder og aktiviteter i deres egne og i andres fritids- og ungdomsklubber.
Desuden udarbejdes en metodehåndbog. Projektet løber over to år.
Vold på specialskoler
Over halvdelen af lærerne, pædagogerne og pædagogmedhjælpere, der arbejder på en specialskole, er hvert år udsat for trusler om bank på deres arbejde. Mere end 75 pct. oplever hvert år at blive råbt truende ad. Samtidig har godt 75 pct. af lærerne, pædagogerne og pædagogmedhjælpere inden for det sidste år oplevet at blive slået på deres arbejde på en specialskole.
Det viser en stor undersøgelse der er lavet i et samarbejde mellem Arbejdsmedicinsk Klinik Herning og Psykologisk Institut, Københavns Universitet. I undersøgelsen indgår 796 ansatte på specialskoler og svarprocenten i undersøgelsen er over 95 procent. Samtidig viser undersøgelsen også, at ganske mange lærere, pædagoger og pædagog-medhjælpere næsten hver dag er udsat for trusler og vold: Omkring 20 pct. af lærerne, pædagogerne og pædagogmedhjælpere bliver truet med bank dagligt /ugentlig og 20 pct. oplever dagligt / ugentlig at blive slået. Hent rapporten på arbejdsmiljøweb.dk (link er ikke længere aktivt, red.)