Frontløberne

Af Elisabeth Lockert Lange

Pædagogisk kvalitetsudvikling.

Refleksion er grundlaget i udviklingen af den pædagogiske kvalitet i Københavns Kommunes daginstitutioner og fritidsinstitutioner. I hvert fald at dømme efter deltagernes bud på Børne- og Ungdomsforvaltningens konference med præsentation af Pædagogisk kvalitetsudvalgs arbejde.

I alt seks pejlemærker blev præsenteret. Efter vinderen refleksion kom som nummer to prioritering tydeligvis ”alle børn og unge har ret til positiv voksenkontakt hver dag”. Relation med andre ord. Men tingene hænger sammen, også inklusion, forældresamarbejde, overgange og sprog er vigtige pejlemærker i arbejdet med at styrke kvaliteten i dagtilbuddene.

Det er G-nøgler og noder overalt, der møder de fremmødte i Tivolis kongrescenter. Det er her Pædagogisk kvalitetsudvalgs tanker og bud på fremtidens udvikling af den pædagogiske kvalitet i dagtilbuddene præsenteres på en konference den 23. august for kommunale og selvejende ledere.

Og G-nøglerne?
Børne- og ungdomsborgmester Anne Vang forklarer idéen: seks pejlemærker er blevet til seks toner. Politikerne slår tonerne an og sætter retningen for arbejdet med kvalitet i fremtiden. Institutionerne skaber melodierne, og der er ligeså mange som der er institutioner. Og G-nøglen – den står for gejsten.

Hver af de seks toner – pejlemærker – har fået sin farve, og på den måde bliver det hele meget anskueligt og visuelt, når deltagerne undervejs i konferencen arbejder gruppevis med pejlemærkerne.

Og måske derfor kvitterer deltagerne på konferencen med at kaste sig kreativt over opgaven, prioritere pejlemærkerne i formidable plancher, som hænges op, så alle kan se hvor forskelligt grupperne har grebet det an.

For hvor har de københavnske dag- og fritidsinstitutioner i årevist efterlyst, at politikerne interesserede sig for indholdet frem for (kun) struktur. Kigger man tilbage på de sidste mange års møder i diverse fora, så har det ønske været ført frem igen og igen. Som Janne Schirmer, leder for en klynge med 900 børn på Østerbro og medlem af Pædagogisk kvalitetsudvalg, siger på konferencen: ”Hey, det er en varsling om nye tider. Fra snak om økonomi og struktur til indhold og kvalitet.”

Trods forskellighederne tegner der sig alligevel et ret klart billede af, hvad fundamentet er. Faglig refleksion og en metodisk tilgang er den basis, som alt andet, den daglige kontakt med barnet, inklusion, overgange, forældre-samarbejde og sprog, bygges på.

Konferencen, tankerne bag og arbejdet i Pædagogisk kvalitetsudvalg giver løfter for fremtiden.

”Vi kan godt være frontløbere på dette her i Københavns Kommune. Det er en ny måde at tænke velfærdsledelse på”, siger Anne Vang og indbefatter det hele, den faglige gejst, refleksionen og mangfoldigheden af metoder.

Løfterne, og det der vil gøre det hele muligt, handler bl.a. om finansiering. Finansiering af tid til refleksion og finansiering af den forskning, som skal tilknyttes diverse metodeafprøvninger i institutionerne.

Derudover frafalder Anne Vang kravet om årsplaner, dem kan vi godt undvære, siger hun, og henviser til arbejdet med forenkling og afbureau-kratisering i den særligt nedsatte afbureaukratiseringsgruppe. Og så lover hun præcise funktionsbeskrivelser for lederne. Det har været efterlyst, og ”det har vi taget til os”, er ordene.

Forslag

Anne Vang har allerede i sidste nummer af LFS Nyt fortalt om Pædagogisk kvalitetsudvalgs tanker og diskussioner, og om de tre hovedtemaer, som de har valgt at centrere deres anbefalinger omkring. Men vi tager lige hovedtemaerne hurtigt igen. At øge chanceligheden (og hvordan kan vi blive bedre til det). At styrke gejsten (og hvordan kan vi gøre det). Og som det tredje at styrke ledelsesopgaven, for ledelse rykker.

”Dette arbejde er operationaliserbart”, siger hun begejstret fra talerstolen.
Og peger på den magiske kombination af gejst og pædagogisk refleksion. Det rykker. De konkrete forslag er sociale normeringer, det vil sige flere midler til den pædagogiske indsats i dag- og fritidsinstitutioner
(for også de 6 til 13 årige børn skal med) med mindre ressourcestærke familier. De flere pædagogiske midler kobles med forskning, så man kan se hvordan midlerne bruges, og hvad de gør for børnene.

”Dette er vigtigt, for når vi ikke laver en prioritering på makroniveau, så gør I det på mikroniveau og tager penge ud af budgettet til de udsatte børn. Vi foreslår en hypoteseafprøvning med rigtig viden og forskning, og vi vil bevæge os fra en testkultur til en evalueringskultur. Og vi finansierer det.”

Der skal sættes tid af til refleksion, og penge af til tiden.
”Vi tager jeres faglighed seriøst. Og jeres vidensdeling skal gøres nem.”

For der ligger udfordringer og forventninger nok i de seks pejlemærker. Positiv voksenkontakt hver dag lyder måske banalt, men det er det ikke, der kan sagtens sine steder ligge en udfordring i at alle børn ses og høres hver dag. På samme måde med inklusion og at alle børn har nogen at lege med. Og med sprogindsats, og overgange og sammenhæng. Og med forældresamarbejdet.

”Vi kræver ikke at I vælger en bestemt retning, men vi kræver at I vælger en retning, og at vi har dialog om det.”

Anne Vang understreger at pejlemærkerne ikke er mejslet i granit, de kan revideres i en løbende dialog. Rammen er evalueringsfællesskaber, i den enkelte institution, flere institutioner sammen og i kommunen. Og arbejdet er startet nu hvor pejlemærkerne er sendt ud i institutionerne, og finansieringen tages med i budgetforhandlingerne. I november sættes de første initiativer i gang.

Praksis og politik

Hvordan kan det så omsættes i praksis? Som børne- og ungdomsborgmester så rigtigt siger, kan det gøres på et utal af måder. To medlemmer af Pædagogisk kvalitetsudvalg, klyngeleder Janne Schirmer og leder af Marthahjemmet, Anna Fisker, har nogen tanker om det.

”Vi arbejder allerede med de fleste af pejlemærkerne, også kravet om systematisk refleksion og kravet om daglig voksenkontakt, men vi skal jo selv finde ud af, hvordan det giver mening i lige vores klynge. Vi startede i sin tid i praksis, med at finde ud af hvad der er god pædagogik for os, hvad der er fælles for os”, siger Janne Schirmer.

I deres proces har de i klyngen valgt at bruge HEFU-modellen, som er udviklet af Karin Kildedal. De har arbejdet med at skabe sammenhæng mellem de mange lag i deres arbejde, fra lovgivning og etik til læringsfællesskaber og praksis.

”Hvordan sikrer vi positiv voksenkontakt hver dag? Vi gør det forskelligt i klyngen, men vi har et fælles udgangspunkt og en fælles retning. Vores fokus i klyngen er at være en skæld-ud-fri-zone, og vi arbejder med tryghed og en anerkendende tilgang.”

Anna Fisker anskuer hver enkelt af de seks pejlemærker ud fra to vinkler, et medarbejderperspektiv og et barneperspektiv.

”For pædagogisk kvalitet forpligter til, at man inddrager barnets perspektiv, hvordan barnet tænker om det, uanset om det er sprog, fællesskaber, overgange eller refleksion. Refleksionen er den vigtigste ledelsesopgave at give plads til, den er det vigtigste potentiale til at øge fagligheden.”

Konferencen sluttede med en paneldiskussion mellem Anne Vang, Trine Schaltz fra SF og Kasper Johansen fra De radikale, og de er enige om det meste. De vil alle tre fremad for området, satse på kvaliteten, skifte fra test for testens skyld til noget, som er brugbart for børn, medarbejdere ogforældre. Men det er ikke tre års og fem års testen, der skal afskaffes, for de er pædagogiske redskaber og de bruges, understreger Anne Vang. Den ene bruges til at fordele børn i skolerne, den anden til at se hvilke institutioner som er fantastiske til sprogindsats. De vil også alle tre sætte penge af, og det er varige midler. Projekter er det nye fyord.