Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Teamarbejde
Så er det tid til årets DHL løb!
Sådan skrev vi for et par numre siden for at gøre opmærksom på den mulighed, som LFS’ medlemmer har for i LFS regi at løbe det verdens-omspændende – og verdens største – løb.
Det varede heller ikke længe, før det ene medlem af LFS efter det andet, pædagoger, medhjælpere og dagplejere, og den ene arbejdsplads efter den anden, fra både dagområdet, specialområdet og dagplejeområdet, meldte sig til den svedige men også festlige begivenhed. Som bekendt skal hver tilmeldte løbe fem kilometer for derefter at give stafetten videre til den næste.
For vaneløbere er fem kilometer måske ikke særlig meget, men for mange ikke så drevne løbere kan det nu lyde ret vildt. Men ganske som de foregående år havde fagforeningen ingen problemer med at få folk med.
LFS havde købt sig til 25 hold, det vil sige 125 mennesker, men det viste sig ikke at være nok. Efter ret kort tid havde der meldt sig interesserede nok til 35 hold, altså 175 deltagere.
LFS’erne løb fredag eftermiddag den 31. august, den festligste af alle dagene.
Og det var et flot syn med alle LFS’erne i de sorte bluser med orange print. Budskabet:
Nej til privatisering og udlicitering af dagtilbud. Børn er ingen handelsvare. Ingen profit på børn.
Løbet startede mandag den 27. august, og der blev løbet hele ugen. I København var det som sædvanlig i Fælledparken, at alt var rigget an til de mange løbere. Og der kommer flere til år for år.
DHL løbet er et stafetløb, og i det ligger at depechen overdrages fra den ene løber på holdet til den næste. De udtrykker det sådan: ”Med depechen overdrages ansvar og tillid til at den næste løber i kæden giver sit bedste for teamet”.
Et smukt billede – ikke kun for et stafetløb men i lige så høj grad overført til en pædagogisk arbejdsplads og det (team)arbejde, som hele det pædagogiske personale udfører hver dag, sammen og hver for sig.
Samtidig med at der blev indkaldt til DHL løb dumpede en rapport fra FOA ind. Rapporten viser sundhedstilstanden blandt FOAs medlemmer sammenlignet med andre danskeres, og det er ikke opløftende læsning. Den taler om overvægtige, også svært overvægtige, især blandt kvinderne, om markant flere rygere, flere med diabetes, forhøjet blodtryk, slidgigt, hovedpine og rygsygdomme, og flere som tager medicin. Det fysiske arbejdsmiljø er også markant hårdere end andre danskere, med ofte forvredne arbejdsstillinger og mange tunge løft. For ikke at tale om støjen! Derimod er det psykiske arbejdsmiljø ikke ringere end resten af den arbejdende befolknings, fx er deres indflydelse på arbejdsopgaverne god.
Motion er ikke den store fritidsbeskæftigelse blandt FOAs kvinder, der er markant færre som dyrker moderat eller hårdt fysisk aktive i fritiden. Selv om mange af undersøgelsens deltagere siger at de gerne vil.
Rapporten understreger dog at FOA medlemmer er meget forskellige, og at der er store forskelle mellem sektorerne.
Måske er LFS’ere bare mere fysisk aktive end resten af FOA-gruppen, for de er absolut ikke svære at få op af stolen og ud og løbe fem kilometer.
ella