De professionelle kan skabe den største forandring

Af Assia Awad

Med behandlingsværktøjet mentalisering kan man i arbejdet med omsorgssvigtede børn og unge hjælpe selv dem, man tidligere har regnet udenfor behandlingsmæssig rækkevidde, med at forstå og få kontrol over egne handlinger.

I løbet af det seneste årti har behandlingsformen mentalisering vundet indpas i en række lande, herunder Danmark. Behandlingen tilbyder fagpersoner en ny og meningsfuld måde at arbejde med omsorgssvigtede og traumatiserede børn og unge, der som et resultat af deres opvækst typisk har svært ved at mentalisere. Mentalisering kan defineres som ”fokus på mentale tilstande hos én selv eller hos andre, især i forbindelse med forklaring af adfærd,” og evnen udvikles normalt i barnets samspil med dets forældre.

De væsentligste fordele ved at kunne mentalisere er, at man lærer sine egne følelser, tanker og antagelser at kende og forstår, at de er baggrunden for ens adfærd. Det giver en fornemmelse af at have kontrol over sine handlinger, hvilket giver selvbevidsthed og fornemmelse af identitet. Mentalisering er desuden grundlaget for meningsfulde vedvarende forhold. Ved at mentalisere ser man den andens perspektiv samtidig med at det er muligt at holde fast i, hvem man selv er. God mentalisering er også nøglen til selvregulering og selvstyring.

Psykolog Janne Østergaard Hagelquist, der netop er udkommet med bogen ”Mentalisering i mødet med udsatte børn” begyndte at arbejde med mentalisering, dels fordi der er evidens for, at metoden virker i terapi for nogle af de mest sårbare grupper, og dels fordi metoden er bundet op på nogle gode værdier.

”Behandlingen giver mening, også i forhold til grupper, som man tidligere anså for at være udenfor behandlingsmæssig rækkevidde såsom borderline og dyssociale børn og unge. Jeg oplever nogle gange, når jeg superviserer socialpædagoger, der har med unge at gøre, som har fået en diagnose som
dyssocial eller antisocial, som man tidligere kaldte det, at tankegangen er at der ikke er noget håb for disse unge. Man kan ikke lære dem noget. Engang hørte jeg om en sag, hvor en sådan dreng kom hjem og fortalte, at han havde fået en ny veninde. Han fik så besked på at ”det kan du ikke få med dit handicap.”
Det viser, hvor håbløst man har tænkt dem. Man har ment, at de børn ikke kan udvikle sig, og det er så blevet en selvopfyldende profeti. Men forskningsforsøg har vist, at de her behandlingsteknikker også kan hjælpe disse grupper”, forklarer Janne Østergaard Hagelquist, der tror på, at fagpersoner, der arbejder med disse børn og unge, kan have en utrolig indflydelse på dem.

”I mit arbejde har jeg oplevet, at det er de professionelle, der kan skabe den største forandring”, erklærer hun og understreger, at den primære behandling for disse unge netop er de professionelles evne til at mentalisere i samspillet med den unge.

I følelsernes vold

Når man som fagperson vil hjælpe en ung til at blive bedre til at mentalisere, bør man starte med at undervise i, hvad mentalisering er, og fordelene ved at kunne mentalisere. Formålet med behandlingen er, at den unge bliver klogere på, hvordan han tænker og føler vedrørende sig selv og andre, og hvad det betyder for hans adfærd over for andre. Hvordan ”fejl” i
opfattelsen af sig selv og andre fører til handlinger i et forsøg på at bevare stabilitet og finde mening i uforståelige følelser.

Et hovedelement i den mentaliseringsbaserede behandling er interventions-spektrummet. Ideen er, at behandlingsstrategierne hele tiden bevæger sig frem og tilbage i et spektrum, der er tilpasset barnets eller den unges følelsesintensitet og mentaliseringskapacitet. Når følelsesintensiteten er
høj, er mentaliseringskapaciteten lav og omvendt, derfor skal den mentaliserende fagperson hele tiden tilpasse behandlingen efter intensiteten i den unges følelser.

Når den unge er i følelsernes vold, skal fagpersonen først og fremmest være støttende og empatisk. Vedkommende skal være imødekommende, respektfuld og positiv i forhold til, hvad den unge siger, og skal i hele sin attitude vise at han ønsker at forstå. Først, når følelsesintensiteten er faldet, kan man bevæge sig op i de højere niveauer af interventionsspektrummet.

Eksempel:

14-årige Mads er blevet placeret på en døgninstitution efter at have slået og taget kvælertag på sin ekskæreste. En aften bliver han rasende over at få serveret fisk for anden gang på en uge, og han går amok, vælter flere stoleog truer med at tæske personalet. En pædagog sætter sig efterfølgende ned og taler med Mads om episoden. Mens de taler, bliver Mads vred igen. Han siger, at pædagogen ikke fatter en skid, og at det er tydeligt, at pædagogenikke kan vente med at komme hjem.

Det er dog ikke korrekt at pædagogen ønsker at komme hjem, og det fortæller pædagogen Mads. Men hvis det var de tanker, han havde haft, ville han have været åben og ærlig omkring det, så den unge kunne blive bekræftet i, at han havde aflæst pædagogens mentale tilstand korrekt.
Pædagogen støtter Mads og giver ham ret i, at det ikke er rart at føle, at man ikke bliver lyttet til, når man fortæller noget, der er svært.

Afklaring

Det næste niveau i interventionsspektrummet kaldes ”Afklaring og affektelaboring.” Ved afklaring forstås at skabe mening i en adfærd, der er et resultat af mentaliseringssvigt og sætte den ind i en sammenhæng. Sammen med unge prøver den professionelle at skabe overblik over de følelser, der førte til et sammenbrud i mentaliseringen, og den adfærd, der var en reaktion på mentaliseringssammenbruddet. Fagpersonen går sammen med den unge tilbage til sammenhængen, lige før mentaliseringen svigtede og fokuserer på følelserne, der forstyrrede mentaliseringen. Ved at genkende de følelser, der er på spil, og finde ud af i hvilken sammenhæng følelsen kom, er det muligt at reducere den unges forvirring og give støttetil mentalisering. Det er desuden vigtigt at forstå den historiske baggrund for de følelsesmæssige reaktioner, men man skal i denne fase ikke arbejde med at mentalisere adfærden.

Eksempel:

Det viser sig, at Mads aldrig har kunnet lide fisk, men at hans far altid har tvunget ham til at spise op. Selv når han kastede op, blev han tvunget til efterfølgende at spise videre. Pædagogen undersøger sammen med Mads,hvad der skete lige op til, at han væltede stolene. De spoler således hændelsen tilbage til de følelser, der førte til Mads’ adfærd. Pædagogen er også opmærksom på, at der kan være andre følelser involveret end vrede. Mads følte blandt andet angst, fordi han var bange for igen at blive
tvunget til at spise fisk.

Tredje niveau i spektrummet er basal mentalisering. Igen spoler man tilbage, men denne gang ser man også på hændelsen i et mentaliseringsbaseret perspektiv. Den professionelle bruger den historie, som han og den unge taler om, til i fællesskab at undersøge de forskellige deltageres mentale tilstande. Man prøver altså at genskabe mentaliseringsprocesserne. I det lange løb er ideen at hjælpe den unge til at danne en robust og fleksibel mentaliseringsevne, som ikke bryder sammen ved intense følelsestilstande.

Eksempel:

Pædagogen går tilbage til lige før, Mads gik amok. Sammen med Mads undersøger han, hvad der skete, og hvordan den pædagog, der fortalte, de skulle have fisk, havde oplevet det. Pædagogen spørger Mads, om han tror, at den pågældende pædagog kan have haft andre grunde til at servere fisk, end fordi han ville irritere, samt hvordan kunne Mads have hjulpet pædagogen med at forstå, hvordan han har det med fisk?

Mentaliseringen

Når den professionelle har taget sig god tid til at forstå og lytte til den unges oplevelse, tilbyder han den unge en tolkende mentalisering ved at fremlægge et alternativt perspektiv på det, den unge har fortalt. Man prøver således at vække den unges nysgerrighed og lyst til at mentalisere ved at vise, at man opfatter ting på forskellige måder.

Eksempel:

Pædagogen spørger Mads om at han ofte har svært ved at slippe sin første indskydelse, som da han tror, at man serverer fisk for ham for at genere ham? Prøver han nogensinde at lede efter andre grunde, som for eksempel at pædagogerne serverer fisk, fordi det er sundt, eller fordi de godt selv kan lide fisk?

Det sidste niveau i interventionsspektret er ”Mentalisering af overføring.” Her fokuserer man på den relation, som den unge lige i øjeblikket befinder sig i. Altså relationen mellem den unge og fagpersonen. Formålet er at få den unge til at fokusere på et andet menneskes mentale tilstande ved at bruge overføringen og vise, at det er muligt, at den samme adfærd kan opleves forskelligt af forskellige mennesker

Eksempel:

Senere i samtalen siger Mads til pædagogen ”Jeg ved, at du også er ude på at få mig til at spise fisk.” Pædagogen respekterer Mads’ følelse og genkender den som frustration og en oplevelse af at føle sig manipuleret med. Sammen undersøger de, hvad der får Mads til at føle sig sådan, og hvad der får Mads til at opleve at det er sådan. Pædagogen fortæller, hvad der sker i hans eget sind.

”Jeg har egentlig ikke tænkt på, at den her samtale handler om, at du skal spise fisk eller ej. Jeg er mere optaget af, hvordan man kan hjælpe dig med at mentalisere, når du bliver så vred.”

Selv meget sårbare børn og unge kan ende med at klare sig rigtigt godt, hvis de lærer at mentalisere, mener Janne Østergaard Hagelquist og henviser til et forsøg, som professor i psykologi, Stephen Suomi, har lavet med rhesu-saber. Forsøget viser, at nogle af de mest sårbare abeunger kan ende øverst i det sociale hierarki, hvis de får den rette omsorg.

”Jeg mener, at det samme gør sig gældende for mennesker. Hvis man for eksempel ser på mennesker med borderline, så er de jo ret sensitive og gode til at mærke andres følelsesmæssige tilstande. De mentaliserer rigtigt godt, men når de så bliver bange, frustrerede eller kede af det, mentaliserer de elendigt. Men hvis de her personer har nogle voksne, der er gode til at støtte dem og hjælpe dem med at regulere deres følelser, så de får en mere stabilmentalisering, så vil de kunne klare sig rigtigt godt i alle sammenhænge. Det at kunne leve sig ind i andre hjælper en, hvad enten man skal fungere på en arbejdsplads eller få en kæreste”

For videre læsning:

Hagelquist, Janne Østergaard (2012), Mentalisering i mødet med udsatte børn, Hans Reitzels Forlag

Bateman, Allen Fonagy (2010), Mentalisering i klinisk praksis, Hans Reitzels Forlag

Blaustein M., Kinniburgh K. (2010), Treating traumatic stress in Children and Adolescents, The Guilford Press

Perry B. og Szalawitz M. (2011), Drengen der voksende op som en hund, Hans Reitzels Forlag

Siegel D. & Hartzell M. (2003), Forældre indefra, Akademisk forlag