Rundt om det hele barn

Af Elisabeth Lockert Lange

De seks pejlemærker fra Pædagogisk kvalitetsudvalg falder fint i tråd med den måde, det pædagogiske personale tænker og arbejder på i fritidshjemmet Borgen på Østerbro. Pædagogisk leder Karin Nielsen fortæller om, hvad de gør i deres daglige arbejde i forhold til især refleksion og relationer.

”Det lyder godt, Frida.”

Svarer Karin Nielsen, pædagogisk leder i fritidshjemmet Borgen, en pige på syv-otte år, da vi passerer hende på trappen. Og netop dette, at nævne barnet ved navn, når man møder det, er en regel blandt personalet i fritidshjemmet Borgen på Østerbro.

”Det handler om retten til at blive set. Når vi nævner barnets navn, når vi møder det, så siger vi også: jeg kender dig, og du kan opsøge mig, hvis du har brug for det.”

Der er mange navne – og børn – at kende, for Borgen, som er en del af den store klynge Ø10, er normeret til 245 børn. I klyngen er der børn fra 0-18 år.

LFS Nyt har opsøgt fritidshjemmet for at høre, hvordan den pædagogiske leder reagerer på de seks pejlemærker fra Pædagogisk kvalitetsudvalg, pejlemærker som hun skal sætte i søen og omsætte til pædagogisk praktisk virkelighed.

”Der er gejst her, og alle brænder for faget og børnene. Jeg ved at alle vil bifalde dem, og jeg tror på at de giver et kvalitetsløft. Vi kan altid blive bedre, og det er vigtigt at have fagligheden helt ud i fingerspidserne. Og så var det fantastisk for en gang skyld at være til en konference, hvor vi ikke
skulle tænke i besparelser, men i det vi allerhelst vil, faglig refleksion og relationen til børnene. Hvor det handlede om udvikling og pædagogisk kvalitet”, siger Karin Nielsen med eftertryk. For hun deltog i konferencen, hvor tankerne blev lagt frem og arbejdet med i grupper (pointerne fra konferencen kan du læse om i den foregående artikel). Hun tilføjer:

”I den gruppe jeg var, var det relationen og refleksionen, der var i fokus, som i de fleste af de andre grupper.”

Selvfølgelig hænger alle pejlemærkerne sammen, og pejlemærkerne ligger også fint i tråd med den pædagogik, som klyngen allerede har udviklet og praktiserer, kaldet diamantpædagogik. De har sammen, som grundlag for deres arbejde, kortlagt hvilke pædagogiske begreber der er centrale i de konkrete praksisser. I arbejdet har de haft forsker Karin Kildedal ind over med sin model for helhedsorienteret faglig udvikling, den såkaldte HEFU-model. Omdrejningspunktet for deres pædagogiske arbejde er omsorg, udvikling og relation.

Hver institution i klyngen har udarbejdet sin egen diamant, sin egen udformning af konkret pædagogik, så det passer med den enkelte børnegruppe.

Farvekoder og rollemodeller

Relationer, eller i pejlemærkernes sprog, den daglige voksenkontakt, er helt i toppen af fokus i Borgen. Og de går systematisk til værks.

Hver torsdag formiddag samles Borgens medarbejdere udelukkende for at tale om børn, børnegrupper og relationer.
Her sparker de gode ting i gang, som Karin Nielsen siger.

Hvert barn har en primærpædagog tilknyttet, en person som følger barnet hele vejen op fra børnehaveklasse til 3. klasse. De bevæger sig på den måde rundt om det hele barn.

”Men metoden med farvekoder for børnene og på den måde se, hvem af dem der får meget kontakt, og hvem af dem der ikke gør, det var lidt af en øjenåbner. Vi har aftalt at prøve denne metode sammen med Kennedygården (en anden institution i klyngen), det er vi lige startet op med nu. Vi lægger jo mærke til de børn, der fylder meget, men de børn, som klarer sig selv, har jo også brug for at blive set”, siger Karin Nielsen. Hun fortsætter:

”Den pædagogiske leder i Kennedygården og jeg har også talt med de medarbejdere, som har kørt de nye børn ind, i forhold til hvad der virker, og hvad vi kan gøre for at gøre det optimalt.”

Borgen har kun børn fra Heibergskolen, som ligger lige ved siden af fritidshjemmet, og hvis store gård de deler. Det giver en stor fordel i forbindelse med samtænkningen, vurderer Karin Nielsen.

”Vi har et tæt samarbejde med lærerne, og altid med udgangspunkt i det hele barn. Derfor har vi også valgt at have primærpædagogen med i skole-hjem-samtaler. Børn kan være meget forskellige de to steder og vise forskellige sider af sig selv. Sammen gennemgår vi barnets kompetencer og udfordringer, og to kombinerede fagligheder giver større mulighed for at se det hele barn. Det sender også et signal til forældrene om, at vi samarbejder om barnet, men også at vi har forskellige handlemuligheder. Og så er det godt at være fælles, hvis der skal sættes en indsats i værk.”

For at styrke relationerne både børn og voksne imellem og børnene imellem, har de i Borgen også oprettet stillinger udover den almindelige samtænkning. Det er stillinger, som er øremærket til projekter sammen med en store-børnsgruppe i Hans Egede børnehave (også en institution i klyngen). Formålet er at skabe relationer med de børn, som snart skal i skole og fritidshjem. Og samtidig har de sat et projekt i søen, hvor 3. klasses børn kan være rollemodeller for de mindre.

Refleksion i fællesskab

På konferencen om pædagogisk udvikling var det tydeligt, at langt de fleste grupper anså refleksion som et grundlag for alle de andre pejlemærker. Det passer fint med Borgens arbejdsgang. Og ikke mindst bruger de refleksion til at styrke relationerne for de børn, som har brug for det. Karin Nielsen giver et eksempel: en dreng som gemmer sig og råber og fylder rigtig meget.

”Vi talte sammen hele personalegruppen om, hvad vi hver især gjorde når vi
oplevede det, og vi fik snakket igennem, hvad der virker for ham. Vi valgte at gøre en fælles, og ens, indsats, altså handle ens overfor ham. Og han har udviklet sig fantastisk. Det er et godt eksempel på, hvad det betyder, når man sammen tænker igennem, hvor det går galt, hvad der virker, og hvad vi kan lave om, så børnene kan være her på lige fod. Vi rykker os som personale, sådan at han kan være her og have gode dage.”

For hun understreger:

”Vi tænker ikke i at barnet har problemer, men i hvordan vi kan skabe rum, så han kan være her. Vi ændrer vores egen praksis og dagligdag.”

Klynge Ø10 har som mål at være en skæld-ud-fri-zone. Alle ved hvad skæld ud gør ved børn, men det er lettere sagt end gjort. Her er refleksion et godt redskab. Både i personalegruppen i hver afdeling og fælles i institutionen.

”Vi stiller dagligdags dilemmaer op, vi taler om praksis og om, hvordan vi kan ændre praksis. Og for os er det vigtigt at have alle medarbejdere med. At medhjælpere er medhjælpere betyder jo ikke at deres refleksion ikke er gældende, tværtimod.”

Forældrene inddrages også via forældrerådet.

”Vi plejer at sige at de er institutionens hjerte, vi dens faglighed. Og et så tæt samarbejde skaber også et godt miljø for vores fælles børn.”

Børnedialoger

Med et så stort fokus på relationer kommer der også automatisk fokus på inklusion og fællesskab. Og medarbejderne i Borgen er klædt på det, ca. halvdelen af dem har deltaget i kommunens kursus i inklusion og efterfølgende undervist de andre: der er fælles fodslag.

”I skolen må børn ikke sige nej til at lege i frikvarteret, hvis et andet barn spørger. Det må man godt i fritidshjemmet, for selvom tanken er god er den ikke altid hensigtsmæssig, for de andre børn gemmer sig måske bare i stedet for. Og så er det virkelig eksklusion. Vores opgave er at finde ind til grunden og komme videre derfra. Vi har børnedialoger, hvor vi sammen med børnene snakker om hvorfor. De andre børn italesætter det, mens barnet er der, og der åbnes for en dialog. Det er jo ofte de dominerende, de som har det svært som får nej. Og det er også pædagogens rolle at klæde børnene på til at håndtere et nej”, siger Karin Nielsen.

Hun giver et eksempel: en dreng får konstant nej og hører i børnedialogen, at de andre er usikre på ham, for de ved aldrig, hvornår han bliver sur og slår. Han fortæller at han bliver vred, når han ikke får sin vilje. De andre børn og den voksne får ham til at forstå, at han ikke kan bestemme alt, og at han hellere må gå væk end slå. Derefter er der en voksen med, når drengene igen lavede aftaler for en leg, hvis der skulle opstå tvivl eller uenighed om reglerne.

”På denne måde har de andre børn fortalt ham hans udviklingspunkter.
Jeg vil nærmest kalde det børnecoaching. Og børnene har ofte selv løsningen på problemerne, som også når langt længere ind fordi de er jævnaldrende. Dette gav ham handlemuligheder og hjalp ham videre.”

Men for de børn som har behov for en større indsats udefra ser Karin Nielsen meget frem til at få en socialrådgiver til rådighed i klyngen. Som det er nu tager det 3-4 måneder fra hun tager kontakt til PPR, og til de relevante mennesker sætter sig sammen for at løse problemet.

”Det er alt for lang tid. Så en socialrådgiver tilknyttet klyngen, det ønsker vi sat i værk hurtigst muligt.”