Kommuner svigter unge med særlige behov

Af Christina Qvistgaard, redaktør af Uddannelsesavisen for unge med særligt behov.

Gruppen af unge med særlige behov er så bred og spænder over så mange udfordringer og diagnoser, at det er sindssygt vigtigt, at de finder det helt rigtige STU tilbud.

For godt fem år siden trådte loven om den særlig tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) i kraft. Uddannelsens målgruppe er unge med særlige behov, som af forskellige årsager ikke kan følge en normal ungdomsuddannelse. Ansvaret for vejledning og økonomi ligger hos kommunerne.

Formålet med loven var vel i en eller anden forstand at ligestille den gruppe med gruppen af såkaldt normale unge. At give dem mulighed for at opnå de færdigheder, der skal til for at kunne begå sig i samfundet og på en arbejdsplads. Fra et mere kynisk perspektiv var det vel også et politisk ønske om at skabe nogle unge, der fremover er billigere i drift for samfundet, end de ville være uden uddannelse.

Er den ligestilling så lykkedes? Får de unge den vejledning og uddannelse, de ifølge loven har ret til? Og er kommunerne deres ansvar voksent? Alt tyder på, at der i rigtig mange tilfælde kan svares klart nej til alle tre spørgsmål.

Det fremgår af loven (lov nr. 564), at kommunerne ikke kan afvise at give et tilbud på baggrund af knappe økonomiske ressourcer. Så langt, så godt. Der står endvidere, at der når tilbuddet gives skal lægges betydelig vægt på den enkelte unges og forældrenes ønsker. Det lyder jo også rigtig fint. Men det er efterhånden en slet skjult hemmelighed at økonomisk trængte kommuner udelukkende vejleder til deres egne tilbud uanset om, det er det bedste tilbud for den unge eller ej. At de hellere vil spare penge i dag og i år end se på konsekvenserne fremover.

Det ER dyrt at sende et ungt menneske på STU. Især hvis tilbuddet omfatter, at den unge bosætter sig på institutionen. Og der er selvfølgelig også eksempler på STU steder, der har malket systemet. Men som loven er sat op, er det væsentligste, at give den unge et tilbud om en uddannelse, der er individuelt tilrettelagt og baseret på den unges muligheder og ønsker.

Uddannelsestilbuddet formes i samarbejde med Ungdommens Uddannelses-vejledning i de enkelte kommuner. Det er også UU der står for at hjælpe de unge med at finde frem til den rigtige institution. Men hvordan kan den unge og forældrene på nogen måde stole på, at de er blevet præsenteret for
den bedste vifte af tilbud, hvis vejlederne oppefra er pålagt en økonomisk dagsorden og kun må informere om kommunens egne tilbud?

Almindelige unge bliver vejledt vidt og bredt om deres muligheder. De kan deltage i brobygning, de kan gå til informationsmøder og de kan deltage i de mange forkromede uddannelsesmesser, der efterhånden eksisterer. De har kort sagt et godt udgangspunkt for at finde den rigtige uddannelse og institution. Og så er det svært at forestille sig, at man ville sende en ung, der brændende ønsker at blive tømrer på SOSU skole, fordi det efter kommunal opfattelse er en bedre løsning.

Det der burde være et kommunalt ansvar – nemlig på bedste måde at oplyse og informere gruppen af unge med særlige behov – ligger nu andre steder. Og et af de eneste steder målgruppen og deres pårørende kan gå hen er uddannelsesmesserne Ud i Fremtiden, som de sidste 3 år har kørt i Roskilde,og som i de kommende uger afholdes i Kolding og Silkeborg.

I februar 2011 var godt 4500 elever i gang med en STU. I 2012 havde Ud i Fremtiden i Roskilde flere end 3000 besøgende. At en enkelt messe kan tiltrække så mange er i sig selv et udtryk for, hvor stort behovet er for et arrangement, der giver klarhed og vejledning.

Gruppen af unge med særlige behov er så bred og spænder over så mange udfordringer og diagnoser, at det er sindssygt vigtigt, at de finder det helt rigtige STU tilbud. Uanset om det ligger i hjemkommunen eller den anden ende af landet. De skal have lov til at blive præsenteret for de tilbud, der eksisterer. Et tilfældigt tilbud baseret på økonomi frem for det individuelle forløb den unge har brug for – har store konsekvenser både for de unge og for os andre.

Først og fremmest kan vi ikke være det bekendt som samfund. De unge har ret til at få den hjælp de har brug for, for at kunne opnå et så værdigt og selvstændigt liv som muligt. Samtidig sparer vi i sidste ende også samfundet for en hel del penge. Hvis de unge får lov at udvikle sig i de rigtige tilbud vil mange af dem, i større eller mindre grad, kunne spille en rolle på det regulære arbejdsmarked. De kundskaber de får i løbet af STU årene vil endvidere betyde mindre hjælp fra det offentlige i løbet af deres voksenliv.