Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Repræsentantskabsmøde 2012
SOF og den manglende tillid
Mens andre forvaltninger i Københavns Kommune og især Børne- og Ungdomsforvaltningen er i fuld gang med en tillidsdagsorden, så slæber Socialforvaltningen stadig efter.
Kritikken af Socialforvaltningen formuleres af adskillige af de delegerede fra specialområdet. De fortæller historier tæt på dem selv som ansatte, men ikke mindst tæt på borgerne som i lige så høj grad ”lider” under den kontrol-iver, som i så udpræget grad præger Social-forvaltningen.
Det starter med formand Britt Petersens kritik i den mundtlige beretning, og det følges op af medlem af forretningsudvalget Helle Haslund, som har en fortid på specialområdet. Hun harcelerer over Socialforvaltningens utallige redskaber til styring, kontrol og dokumentation, et hav af metoder som oftest præsenteret i et utal af bogstavkombinationer. Der er regler og metoder (oftest hentet fra USA) for alt, ugentlig indrapportering, medicinstyring, akkreditering, forandringskompas etc. etc.
”Området er bidt af en gal evidens. Nu fremhæver socialminister Karen Hækkerup fire programmer, som rådgivningsvirksomheden Rambøll har fundet frem til at der er bedst evidens for. De ved åbenbart mere om området end folk fra området, de unge akademikere der spreder programmer ude på institutionerne, hen over hovedet på vores egne dygtige folk og borgerne”, siger hun og advarer:
”Vi tilpasser arbejdet til borgerne, ikke omvendt, men ved at skulle presse os ind i disse metoder får vi på sigt et tab af faglig viden på området. Derfor er en af de vigtigste opgaver i samarbejdsorganer som HovedMED at sætte en meningsfuld proces i gang for at bevare den faglige viden. Den kontrol vi skal bevare på området skal være den nødvendige kontrol. Som det er nu øger hele tankegangenmed styring og kontrol det sygeplejefaglige på bekostning af den pædagogiske tænkning.
Men opgaven er at borgerne skal leve et så normalt liv som muligt, ikke på et hospital. Det sidste nye fra dem er såkaldt ”balanceret ledelse”. Det er ikke bare gammel vin på nye flasker, det er gammel vin på gamle flasker – med nye etiketter.”
Efter Helle Haslund griber tillidsrepræsentant i Socialcenter København, Inger Riis Laursen, mikrofonen. Hun bekræfter at det er og bliver en hård kamp at få tillid på dagsordenen i det sociale arbejde. Det skaber ikke kun et stort pres på medarbejderne, men det skader også borgere.
”De ikke kan klare kravene og ender på kontanthjælp selvom de er syge. En borger, som kun tør gå udenfor om natten, forlanges der fx skal møde til aktivering om morgenen i den anden ende af byen. Det kræver et hav af dokumentation at få hjælp. Der tales om retssikkerhed, men borgerne har ingen rettighed andet end at de kan klage.”
Hvad sker der for pædagogikken?
Fællestillidsrepræsentant på specialområdet, Mia Christensen, fortsætter hvor Helle Haslund og Inger Riis Laursen slipper. Hun fortæller en konkret historie fra psykiatriområdet, hvor hun har arbejdet i mange år. En medarbejder skal til ”sundhedsfagligt tilsyn” og bliver bedømt på sit arbejde ud fra de punkter han skal udfylde og leve op til omkring en beboers handleplan. Han dumper i de sundhedsfaglige termer, og ingen bemærker at samme beboer under hans støtte har sluppet sin spisevægring og nu sidder sammen med de andre beboere og spiser. Kort sagt: ingen bemærker det pædagogiske arbejde han har gjort, kun om han dokumenterer korrekt.
Mens andre forvaltninger i Københavns Kommune og især Børne- og Ungdomsforvaltningen er i fuld gang med en tillidsdagsorden, så slæber Socialforvaltningen stadig efter.
Medlem af forretningsudvalget Helle Haslund kalder specialområdet og Socialforvaltningen ”bidt af en gal evidens”.
Tillidsrepræsentant Inger Laursen blev valgt ind i hovedbestyrelsen. Både hun og (nedenunder) fællestillidsrepræsentant Mia Christensen fortæller om dokumentationskrav og kontrol som ingen mening giver for hverken borgeren eller kvaliteten af arbejdet de sundhedsfaglige termer, og ingen bemærker at samme beboer under hans støtte har sluppet sin spisevægring og nu sidder sammen med de andre beboere og spiser. Kort sagt: ingen bemærker det pædagogiske arbejde han har gjort, kun om han dokumenterer korrekt.
”Hvad skete der for pædagogikken? Og forrecoverytanken?
Vi har en udfordring hvis vi ikke skal miste fagligheden.
Og det nye ”balanceret ledelse”? Det betyder bare at vi viderefører det hele men på en tillidsfuld måde”, siger Mia Christensen med tydelig ironi. Ikke at hun benægter at kontrol og dokumentation kan give mening, men ”lad os vurdere hvornår, det er vi faktisk skolet til.”
Forstander Klaus Kyllingsbæk er på samme hold i ønsket om et opgør med unødvendig dokumentation og kontrol. Det handler om at gøre tingene meningsfulde for borgeren, men det ender i en diskussion om man må have neglelak på når man går derind, siger han og understreger:
”Vi bruger meget ufornuftig tid på bureaukrati i stedet for med dem, det handler om.”
Tolla Moulud, en ansat på en døgninstitution fortalte i en slags lignelse om den manglende medindflydelse, han som medarbejder oplever i Medsystemet. Hans pointe er at man bliver spurgt, men beslutningen er taget på forhånd. Han opfordrer til bedre samarbejde mellem ledelsesrepræsentanter og medarbejderrepræsentanter i Medsystemet.
Grete Bøegh Svendsen, leder af en børne familieinstitution,glæder sig omvendt over at LFS insisterer på at sætte tillid på dagsordenen, for ingen børn eller familier vokser af at blive målt og vejet, som hun siger. Hun taler varmt for den sunde dømmekraft, som baserer sig på faglighed, erfaring og intuition.
”Noget skal måles og vejes selvfølgelig, men vi skal gøre det, så det skaber mening tæt på kerneydelsen. Og så skal vi forpligte os på at videreudvikle måden vi bedriver pædagogik på. Det er en dansk tradition i modsætning til de ofte pseudovidenskabelige måder der skyller ind over landet. Vi skal turde gøre os sårbare over for hinanden, for så kan vi udvikle pædagogikken med kritisk refleksion.
Og medindflydelse? Ja bestemt, men vi skal også anerkende at institutionslederne står som spydspids for denne dagsorden. Og det krydsfelt er et kompliceret sted at stå i.”