Hvorfor er du medlem af din fagforening?

Af Elisabeth Lockert Lange

Hvorfor mister så mange fagforbund medlemmer?
Og hvad gør de, som ikke mister medlemmer, anderledes? Hvad er vejen frem, hvis man vil holde på sine medlemmer og få flere med? Alt det har professor ved Ålborg Universitet, Institut for statskundskab, Flemming Ibsen, lavet et forskningsarbejde omkring, og han indvier LFS’ repræsentantskab i sin analyse, overvejelser og konklusioner. Det handler om pris og fagligt relevante ydelser, ikke mindst et engageret tillidsmandskorps.

Flemming Ibsens oplæg hedder Den danske model under pres, men det er ikke den danske model som sådan han tager op til debat. Selve forudsætningerne for modellen forudsætter han rimelig kendt, her han står midt i en kreds af delegerede fra en fagforening på et repræsentant-skabsmøde, dels er hans udgangspunkt at han er tilhænger af den danske model, som ultrakort fortalt har et aftale-system mellem ligeværdige parter, arbejdsgivere og lønmodtagere med hver deres rettigheder og kampmuligheder, som grundlag.

Flemming Ibsens udgangspunkt er at den danske model er bevaringsværdig, fordi den styrker demokratiet og giver fornuftige resultater for alle parter. Og et arbejdsmarked uden denne model fører os til sydeuropæiske tilstande.

I sit forskningsprojekt satte han sig for at undersøge, hvorfor nogle danske lønmodtagere er medlem af en fagforening, hvorfor andre ikke er, og hvorfor en tredje gruppe skifter fra rigtige fagforeninger til de såkaldt gule eller ideologisk alternative foreninger, som fx den indremissionske Kristelig Fagforening eller Krifa, som den ynder at kalde sig. Hvad efterspørger den danske lønmodtager af sin fagforening, og hvordan kan man stoppe det medlemstab, mange fagforeninger oplever?

LFS hører i øvrigt ikke til de fagforeninger, der taber medlemmer, LFS har tværtimod et langsomt men støt stigende medlemstal. Det gør ikke problemstillingen i forhold til hele det danske arbejdsmarked mindre interessant.

Stortrives i det off entlige

Den danske model består af flere modeller. En ledelsesmodel som fastsætter retten til at lede og fordele arbejdet, bl.a. ansætte og fyre. Denne ret udøves i samarbejde med de tillidsvalgte, hvor samarbejdsmodellen sikrer at arbejdsgiverens magt balanceres af medarbejdernes. Aftalemodellen indeholder bl.a. konfliktretten for begge parter i forbindelse med overenskomst-forhandlinger, mens individmodellen, som navnet siger, lægger mere vægt på det individuelle end det kollektive, såsom uddannelse, fleksibilitet i arbejdstid og individuel løndannelse. Lovgivningsmodellen omfatter bl.a. lovgivning om arbejdsmiljø, ligestilling, funktionærlov og EU direktiver. Ikke overraskende lægger arbejdsgiverne vægt på leder-modellen og den individuelle model, mens fagbevægelsen lægger vægt på aftalemodellen og samarbejdsmodellen.

Modellen har en række forudsætninger. En af dem er at den skal sikre dansk økonomisk konkurrenceevne og beskæftigelse. En anden forudsætning er at det private arbejdsmarked skal være det lønførende, det er denne sektor der lægger niveauet, og en reguleringsordning sikrer derefter lønnen på det offentlige arbejdsmarked.

Den danske model ”stortrives” i det offentlige, fordi dette område er overenskomstdækket. I det private er der derimod masser af områder, hvor det er markedskræfterne der bestemmer.

Flemming Ibsens forskningsprojekt stiller spørgsmålet til deltagerne i hans undersøgelse: hvorfor er du medlem af en fagforening? Han får svar om både den individuelle nytteværdi og om fællesskab, solidaritet og politisk projekt. Ikke at alle faglige organisationer overhovedet har et politisk projekt, det har fx Djøf (jurister og økonomer) og Ida (ingeniørerne).

”Over tid er den første del, altså den individuelle nytteværdi, kommet til at spille en større rolle, og begrundelserne er blevet mindre ideologiske.”

Det er fagforeningerne i øvrigt også, vurderer Flemming Ibsen. Især hvis man ser på deres manglende partipolitiske tilhørsforhold. Heller ikke LFS har noget sådant tilhørsforhold.

De gule er i vækst

Flemming Ibsen definerer de ydelser, som fagforeninger tilbyder, i fire kategorier. Der er den klassiske ydelse med kollektive overenskomster og de interesser der varetages på den måde. Derudover er der juridisk bistand, hvis medlemmet kommer i klemme i forhold til arbejdsgiveren. Der er karriereudvikling, efteruddannelse og professions-orientering. Og endelig er der medlemstilbud med økonomiske fordele som forsikringer, tilkøb, rejser og lignende.

Det faglige arbejde har grundlæggende tre dimensioner.
Den første er forhandlerrollen, den politiske rolle. Der er servicerollen over for det enkelte individuelle medlem. Og så er der fællesskabsrollen med det sociale og kulturelle. Det er den midterste rolle der er i vækst, afslører Flemming Ibsen.

I sin analyse har han også set på forskellige fagforeningstyper. I den rene serviceforening med kun juridisk bistand og a-kasse placerer han Krifa og Det faglige hus.

”De er i vækst. De går ind, hvor det kollektive element er svagt, fx på restauration. De har højrefløjen med sig og store sponsorer. De bruger sociale medier og fodboldhold til at profilere sig, og de indtager gamle arbejderbyer med sponsorater. De har en aggressiv strategi, og deres a-kasse er større end FOAs. Deres medlemmer har ingen konfliktret, så de undergraver dermed den danske model.”

Den professionsorienterede fagforening er blandt andre Bupl, Dansk Magisterforening, Djøf, Ida, lærerforeningen og sygeplejerskerne. De værner om uddannelsen, faget og professionen, siger Flemming Ibsen og konstaterer at LFS ikke hører hjemme her. Hvorfor?

En deltager svarer: fordi vi vil have fokus på opgaven snarere end faget. Og der er ikke kun ét fag, som ejer opgaven eller opgaveløsningen, derimod er der flere faggrupper og flere erfaringer.

Flemming Ibsen nikker eftertænksomt: ja, professions-tænkningen er ”en lukket fest”, men på den anden side styrker et monopol på uddannelse det forhandlingsmæssige udgangspunkt, vurderer han. Han nævner den gamle sympatiske karteltanke, hvis udgangspunkt netop var et godt samarbejde mellem faggrupper, ”men den faldt fordi de faglærte var bange for at miste monopolet.”

De to sidste typer af fagforeninger, som Flemming Ibsen sætter ord på er kollektivistiske. Dels fagforeninger med basis i den fagbaserede kollektivisme, hvor han placerer LFS, men også SL, FOA og HK. I den rene kollektivisme placerer han også FOA og HK, sammen med 3F.

Hvem taber?

Og organisationsprocenten i disse fire typer fagforeninger?
Flemming Ibsen har kigget på tallene fra 1995 til 2011, hvor den samlet er faldet fra 73 pct. til 67 pct. Hvis man tager de gule fagforeninger ud af regnskabet, så er den faldet fra 71 pct. til 60 pct. (LFS har en organisations-procent på ca. 85 procent.)

Ikke alle typer fagforeninger mister medlemmer, de gule vokser faktisk. Det er især LO fagforeningerne som mister medlemmer, det vil sige de primært kollektivt baserede fagforeninger. Mens FTF, som er paraply for især de professionsorienterede fagforeninger, ikke falder i samme omfang. Også AC og Lederne vokser.

De fleste af dem, der forlader LO og FTF forbundene, går til de ideologisk alternative, gule fagforeninger, eller de bliver bare uorganiserede.

Det er der mange forklaringer på. En af grundene er at der bliver færre stillinger i industrien og bygge- og anlæg, enten på grund af udflytning af arbejdspladser eller fordi folk uddanner sig ud af LO forbundene. Den tidligere borgerlige regering skubbede også på ved at matche skattefradraget til de gule fagforeningers pris og ved at give grønt lys for tværfaglige a-kasser. Derved forsvandt den tætte sammenhæng mellem fagforening og a-kasse.

Men grunden ligger også i fagforeningerne selv. Flemming Ibsen peger på det faktum at de professionsorienterede fagforeninger er rigtig gode til at holde på deres medlemmer. Der er langt større identifikation i de professionsbaserede fagforeninger, og desuden har de monopol på en funktion eller en stilling. Derfor starter de også organiseringen på uddannelsesinstitutionerne.

De kollektivistiske fagforeninger afgiver medlemmer af de samme grunde, det vil sige netop fordi identifikationen er langt mindre end i de professionsbaserede fagforeninger.

Solidariske holdninger… men prisen skal ned

Men de der vælger at være i en fagforening, hvorfor gør de det? Langt de fleste har en holdning til at man ”bør” være i en fagforening. De peger også på solidaritet med kollegerne, og så naturligvis at deres egne interesser også varetages.

”Med andre ord er der klare solidariske holdninger. Det må glæde jer”, siger Flemming Ibsen.

Der er klar opbakning til kollektive overenskomstforhandlinger og strejkevåben, men også til individuel løndannelse. Deltagerne i undersøgelsen mener også at fagforeningerne skal søge politisk indflydelse men uden at arbejde partipolitisk. Desuden peger de på faglige netværk og medlemsmøder, på opkvalificering og styrkelse af fagligheden og kompetencer. Juridisk bistand ligger også højt. Et medlemsblad derimod… er kun nogenlunde vigtigt.

De, som har skiftet fagforening eller som overvejer at skifte, peger først og fremmest på prisen. Men de taler også om dårlig behandling og slagside til et politisk parti. Lederne i organisationen kan også opleves som et problem.

Men prisen kommer man ikke udenom, vurderer han, de dyre fagforeninger er nødt til at blive billigere. At Krifa og de andre gule fagforeninger kan gøre det så meget billigere end de overenskomstforhandlende fagforeninger handler naturligvis om at der i den danske model er områdeoverenskomst. Med andre ord at alle på området er omfattet af overenskomsten, uanset om de er medlems-freeridere ved fx at være uorganiserede eller med i Krifa. I modsætning til hvis der var medlemsoverenskomst, hvor resultaterne kun ville gælde for medlemmer af den overenskomstforhandlende fagforening. (I parentes bemærket så koster et medlemskab af LFS/FOA 392 kr. om måneden)

Flemming Ibsen ser tre strategier. Man kan vælge den defensive spare- og fusionsstrategi, som LO gør nu. Men den giver ikke flere medlemmer. Man kan vælge den kundeorienterede medlemsservice med et lille kontingent og en individorienteret strategi. Og så er der den offensive investerings- og udviklingsstrategi, det er den han anbefaler.

”Men den kræver at man både bliver billigere og bedre.
Prisen betyder meget, men især i forhold til hvad man får for det. Man skal opleve at der leveres noget mere, at man personligt får mere. Relevante faglige ydelser, som man efterspørger og har kendskab til.”

Han uddyber:

”Man må stille spørgsmålet: hvad skaber værdi for medlemmerne? Hvilke aktiviteter er værdiskabende? Man må være mere skarp på ydelserne, og det er både på overenskomst og medlemsservice, for I har også kunder, som vil have god service.”

Han tilføjer:
”Det fx være en tillidsrepræsentant på arbejdspladsen som straks fortæller hvad I som fagforening kan byde på.”
Flemming Ibsen anbefaler dermed det arbejdsplads-relaterede faglige arbejde, med en synlig tillidsrepræsentant der løser synlige faglige opgaver. I det hele taget er synlighed godt, både på uddannelses-institutionerne, i medierne og i offentligheden, i lokalsamfundet og i den politiske debat.

”Og udgangspunktet er at man kun er til for medlemmernes skyld, de ejer foreningen, alt er for dem.”

Over de kommende numre ser LFS Nyt på forskellige sider af fagligt og fagforeningspolitisk arbejde