Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Klar til OK?
Altså OK 13…
Øverst på LFS’ (og FOAs) liste står mere i løn. Men det bliver sikkert ikke den mest indbringende overenskomst i mands minde, meget tyder på at man skal forvente et magert resultat. Nogen kalder det krisen, andre de stramme kommunale budgetter, to sider af samme sag.
Det går mere ud over nogle end andre. Derfor vil FOA og dermed LFS gerne forsøge at sikre de lavtlønnede i overenskomstforhandlingerne, som er i gang for en halv million ansatte i kommuner og regioner, men det vil det samlede KTO (forhandlingsfællesskabet for de kommunalt ansatte) ikke. Det er, forudsigeligt, de højere lønnedes forbund, det vil sige AC, som ikke ville være med på en løsning i form af krone-øre-stigning frem for procentstigning, da disse højere lønnede så skulle være med til at betale til de lavtlønnede.
KTO skal derfor for første gang ikke forhandle om generelle lønkrav. Det er overladt til de enkelte organisationer som FOA og LFS. Ærgerligt i en tid hvor der netop er brug for at stå sammen, for solidariteten.
KL, Kommunernes Landsforening, den kommunale arbejdsgiverpart, har meldt stejlt ud med, hvad FOAs formand Dennis Kristensen kalder krav om gammeldags kommandoledelse, beskyttelse til færre tillidsvalgte og hårdere vilkår for seniorer blandt andet. Han bliver alvorligt bekymret, når han læser krav som at arbejdsgiverne vil have lov at aftale med den enkelte medarbejder at arbejde over uden at få overtidsbetaling.
”Rene ideologiske krav, og en række af dem vil vi kæmpe med næb og klør imod. KL har valgt at bruge krisen som afsæt for at rulle en række lønmodtagergoder tilbage.”
Med så forskelligrettede krav, flere af dem modsatrettede, bliver det ikke let, og sandsynligvis ender det med en kriseoverenskomst som i 2011. Arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand, Københavns Universitet, peger over for Ugebrevet A4 på to stridsemner: lærernes arbejdstids-aftale og en eventuel afskaffelse eller ændring af reguleringsordningen, altså den der sikrer, at offentligt ansattes løn stiger i takt med de privatansattes. Professor Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, anbefaler samme sted lønmodtagerne at satse på lokale forhandlinger om ting der ikke koster penge, fx et bedre arbejdsmiljø.
Men konflikt? Ikke helt usandsynlig, vurderer både forskere og forhandlere. Om det så kun bliver lærerne eller om flere grupper kommer med fx på grund af krigserklæringen mod de tillidsvalgte, det kan man spekulere på. En kuldslået tid på mere end én måde.
ella