Tak for hjælpen
Et taknemmeligt medlem, pædagog fra 2001, i en årrække ansat i et fritidshjem og her pr. 1. december førtidspensionist, ringede. Hun ville bare så gerne takke LFS for det, fagforeningen havde gjort for hende. Men hun ville gerne være anonym, og det fik hun lov til.
Redaktionen kender hendes navn.
”Jeg har haft kontakt med både Mona Refsing og Susanne
Brink Andersen, begge socialrådgivere i LFS. I 2004 kontaktede jeg Mona Refsing for at få hjælp i en situation, hvor min datter var blevet syg. Jeg havde brug for hjælp til at søge om tabt arbejdsfortjeneste. Det hjalp Mona mig med, finde ud af hvor jeg skulle henvende mig, hvilke papirer min arbejdsgiver skulle udfylde, det klarede hun, så jeg fik det. Der er god hjælp at få i fagforeningen, det er fantastisk at der er en socialrådgiver der, som kan hjælpe én i den jungle man ellers står i.”
”Anden gang jeg havde brug for hjælp, handlede det om mig selv. Om min egen sygdom. Jeg lider af øjensyg-dommen CSCR på begge øjne og er i stor risiko for helt at mistet synet. Det startede i 2006, og nu er jeg det man kalder socialt blind. Jeg fik kontakt med Susanne, og uden hendes hjælp havde jeg ikke fået førtidspensionen, det er jeg sikker på. Jeg ville have været fortabt uden det overblik, som de to socialrådgivere har i en situation, hvor jeg ikke kunne læse papirerne, og hvor jeg blev rykket rundt i kommunen. De siger de skriver alt ind på sagen på computeren, men der er et værre rod, fx fik jeg på et
tidspunkt tilsendt papirer på en anden borger. Og jeg tænkte hvor flyder mine personlige papirer så rundt? Det er LFS’ fortjeneste at der var samling på min sag. Den blev afgjort positivt den 1. december i år, så jeg fik min førtidspension. Det er en stor lettelse at have fået den, så jeg ikke skal møde op på jobcentret og igen og igen fortælle dem at jeg ikke kan se noget. De opfører sig som om jeg prøver at snyde. Jeg vil da hellere have både mit syn og mit arbejde tilbage, det er ikke sjovt at miste synet lige pludselig”
”Jeg var i et forløb på Blindeinstituttet, men det var ingen
hjælp, men heldigvis kom Susanne ind over, så jeg ikke endte på kontanthjælp. Hun holdt dem fast på at jeg skulle have revalidering, og jeg kom i praktik i en blomsterbutik, men mere end tre timer om ugen kan jeg ikke klare, så får jeg migræneanfald på grund af mit lille restsyn. Jeg ville gerne have blomsterbinderuddannelsen, men jeg kan ikke. Jeg har været i praktikken i tre år, men det kom slet ikke med i min sag, så Susanne krævede at der skulle laves en progessionsrapport i jobcentret.”
”En af gangene sagde de at de kunne se på min konto at jeg havde fået udbetalt feriepenge, og de begyndte at udspørge om jeg kørte taxa. Og det gør jeg selvfølgelig, jeg må ikke engang tage cykel på grund af mit manglende syn. Men de holder altså øje med ens konto! Og hvis man ikke møder op, så lukker de for kassen. Alle indkaldelser slutter med en advarsel, at hvis ikke, så! Det er en stressfaktor uden lige, om man nu gør det rigtige. Jeg ville aldrig have kunne magte det hele her til sidst, hvis Susanne ikke havde været med, jeg kunne ikke mere huske, hvem der sagde hvad.”
”Både Mona og Susanne er superfantastiske, tænk at man
som medlem har mulighed for at få den hjælp. Det er så vigtigt at alle melder sig i fagforening, og at der er socialrådgivere der, som kan hjælpe. Kommunens sagsbehandlere har jo en anden dagsorden end fagfor-eningen har. Og det er jungle uden lige.”
Ella