Forhåbentlig bliver jeg en rollemodel

Af Tine Sejbæk

Silvia Meyer var misbruger af heroin og kokain i 15 år – hjemløshed, vold og kriminalitet var også en del af hendes hverdag. Så blev hun stoffri, fik tvillinger og startede for halvandet år siden på pædagoguddannelsen.
Fornylig startede hun misbrugsportalen.com (link ikke længere aktivt, red.), og på sigt er hendes drøm at arbejde med socialt udsatte unge.

Hun var helt derude, hvor hun fixede bag Mariakirken.
Og stjal fra butikker på Hovedbanen for at finansiere sit misbrug.

Det kan være lidt svært at forstå, når man møder Silvia Meyer i hendes lyse, tre-plans lejlighed ved Valby Station en solrig formiddag over en kop kaffe. Lejligheden deler hun med sine to treårige tvillingesønner, som hun fik, da hun efter 15 års misbrug valgte at kvitte stofferne.

Silvia har i mange år brugt sine ressourcer på at leve et liv, hvor destruktive handlinger og jagten på stoffer overskyggede alt. Den samme styrke og kraft bruger hun i dag på at tage sig af sig selv, sine børn og hjælpe andre.

”Det kræver rigtig meget stædighed og styrke at leve et liv som misbruger. De samme kompetencer bruger jeg nu til noget konstruktivt – bl.a. til at få en uddannelse og til at starte en misbrugsportal, hvor tabuer omkring misbrug kan blive brudt ned”, forklarer 34-årige Silvia Meyer.

Silvias baggrund – den korte version

Silvia bliver afhængig af heroin allerede som 15-årig. Hun bliver kæreste med en narkohandler og løber hjemmefra.

”I det miljø, min kæreste var en del af, var det helt normalt at tage heroin og kokain”, forklarer Silvia, der er opvokset på Amager med sin serbiske mor og to brødre.

Forholdet til kæresten bliver hurtigt voldeligt – hun får tæsk, når han opdager, at hun tager heroin. Han vil nemlig ikke have, at hans egen kæreste er narkoman.

Silvia bliver gift med narkohandleren, og som 21-årig bliver hun gravid første gang. Hun har intet netværk og går ikke til lægen under graviditeten.

”Gravide med misbrug skjuler sig. Det er en kæmpe skam”, forklarer Silvia.

Hendes mand prøver ind imellem at lænke hende til en radiator for at gøre hende stoffri. Men hver gang varer stoffriheden kun kort.

Da sønnen er et par år, kommer hendes mand i fængsel.
Silvia møder tilfældigt sin mor igen og flytter ud til hende.
Hun begynder at overlade sønnen til sin mor. Samtidig eskalerer hendes misbrug, og hun opdager, at hun er gravid med barn nummer to: en datter.

Da datteren er født, sker det samme, nemlig at hende mor overtager omsorgsrollen. Silvia tager til ind til byen og laver penge til stoffer ved at stjæle i butikker omkring hovedbanegården. Hun overnatter på steder som Sundholm og Mændenes Hjem.

Da hendes mand efter et par år kommer ud af fængslet, søger han om forældremyndigheden over de to børn. Silvia får den – hvis hun vil gå i behandling.

To måneder inde i behandlingen bortfører ex-manden børnene til Serbien. Politiet og Udenrigsministeriet kan intet gøre. I fem år ser Silvia ikke sine børn.

”Så tænkte jeg: ”Fuck det her, hvad skal jeg være stoffri for?” Mit misbrug blev værre, og flere gange var jeg tæt på at dø.”

Silvia ryger i fængsel for tyverier og får en behandlingsdom. Hun kommer til behandlingsstedet Kongens Ø sidst i 2006.

”Pludselig kunne jeg mærke mig selv for første gang i mange år – det var som at vågne op som 15-årig.”

Bliver mor igen og ser sine børn

Som stoffri begynder Silvia at opbygge et vigtigt netværk, bl.a. i grupper med andre tidligere misbrugere i NA (Narcotics Anonymous). Hun får også en lejlighed og begynder at etablere sig. I 2008 får hun en kæreste og bliver gravid med sine tvillinger.

”Jeg vil måske ikke anbefale andre at få børn så hurtigt efter, at de er blevet stoffri, men for mig var det alligevel fantastisk og med til at bygge mit nye liv op.”

Drengene er i dag tre år og går i børnehave. Hun bor ikke sammen med deres far, men de har et rigtig godt forhold.
Sine to ældste børn får Silvia kontakt med igen i 2010.
Gennem kontakter i det serbiske miljø erfarer hun, at hendes ex-mand er anholdt i Serbien. Hun får kontakt med hans familie, hvor børnene opholder sig. Og hun rejser ned og ser dem for første gang i fem år! Børnene er i dag knap 9 og 12 år.

Silvia bruger en del tid på at få anerkendt sin forældremyndighed af de serbiske myndigheder. Men selv om den blev anerkendt, er det ikke så enkelt, at hun bare kan få børnene herop. De er frygtsomme og vil ikke til Danmark, som for dem er et fremmed sted. At have fået kontakt med børnene er alligevel en af de bedste ting, der er sket for Silvia.

”Jeg vil gøre alt for at bygge forholdet op stille og roligt.
De kan komme hertil på ferier, og på sigt kan de måske komme herop og bo.”

Forelsket i pædagogikken

Som stoffri søger hun om realkompetencevurdering for at kunne starte på pædagoguddannelsen. Det lykkes, og i dag går hun på Sydhavnens Pædagoguddannelse.

”At blive optaget var en kæmpe sejr. Der blev åbnet en dør, jeg aldrig havde troet, jeg skulle komme igennem.”
Tanken om at blive pædagog vokser frem efter et par års stoffrihed – hendes tvillinger er kommet i vuggestue, og Silvia begynder seriøst at overveje, hvad hun vil med sin fremtid. Da hun ansøger om realkompetencevurderingen, må hun reflektere over, hvad hun kan og har lært.

”Mange af de ting, jeg før så som svagheder, begyndte jeg nu at se som ressourcer. Hele det liv, jeg har haft, har krævet styrke. Det kræver utroligt meget at overleve misbrug, hjemløshed osv. Nogle af de stærkeste mennesker, jeg kender, er folk, der har haft et misbrug. Det har været SÅ krævende. Jeg følte, at hvis jeg kunne bruge de samme kompetencer som stoffri til at få en uddannelse og gøre gode ting, så ville der ingen begrænsninger været.”

Det spændende ved pædagoguddannelsen har for Silvia bl.a. været at arbejde i grupper og sætte sine tanker ned på papir.

”Projektarbejdet – det var der jeg blev forelsket i pædagogikken! Det var fantastisk at arbejde sammen med andre studerende. Jeg oplevede: hvilken rolle får jeg i en gruppe, hvad er jeg god til, og hvad kan jeg lide? Jeg har opdaget sider af mig selv, jeg aldrig drømte om, at jeg havde. Evnen til at være kreativ, idérig og handledygtig, f.eks.”

Silvia oplever pædagoguddannelsen som en suveræn uddannelse. Det, hun allermest værdsætter, er, at man udvikler sig hele vejen. Det har f.eks. udviklet hende at opdage, at hun kan begå sig blandt helt almindelige mennesker. Det har hun ikke gjort i mange år.

”Jeg har identificeret mig med at være en narkoman. Nu føler jeg mig mere og mere som Silvia. Som den, jeg er”, siger hun.

Egen baggrund giver fordel

I dag ser Silvia det som en mulighed senere at hjælpe unge socialt udsatte – unge, som hun selv var engang. Ikke nødvendigvis unge, der allerede er i et misbrug. Men unge, der er på afveje, på vej væk fra skolen eller løbet hjemmefra. Helt nede i 14-16 års alderen, hvor der forebyggende er muligt at påvirke et ungt menneske.

”Min umiddelbare drøm er at være med til at skabe projekter med resultater, hvor jeg bruger min faglighed og erfaring i nyskabende projekter”,
forklarer hun.

Silvia har allerede snuset til det på uddannelsen, hvor de det første år lavede et projekt for socialt udsatte unge piger, der var på vej væk fra eller havde forladt skolen. Et succesfuldt projekt, der er endt med, at to af pigerne nu er startet på en produktionsskole. Silvia kan godt nikke genkendende til, at mange pædagogstuderende har oplevet noget i deres eget liv, som gør, at de gerne vil gøre en forskel blandt andre mennesker.

”Man bliver ikke pædagog for pengenes skyld. Alle dem på uddannelsen, der som jeg er lidt ældre, har en historie fra deres eget liv, der gør, at de gerne vil arbejde med mennesker. Det er en motivationsfaktor for rigtig mange.”

På spørgsmålet om, hvad hun i kraft af sin egen baggrund kan som pædagog, svarer Silvia:

”Samtidig med, at jeg er professionel og har en faglig indsigt, vil jeg kunne møde andre i øjenhøjde og med dyb forståelse. Fordi jeg selv har prøvet det, de står i. Der er noget særligt ved at møde et menneske, hvor man ikke længere kan sige ”du forstår det ikke!” Og jeg har været meget igennem: et massivt misbrug, hjemløshed, vold, fængselsophold, tilbagefald, mistede børn etc. Jeg har nogle personlige kompetencer, som jeg ikke ville kunne bidrage med på samme måde uden de erfaringer. Forhåbentlig kan jeg være en rollemodel!”

Portal skal bryde tavshed

Fornylig har Silvia brugt sin idérigdom og handlekraft på at starte misbrugsportalen.com. Portalen er en platform, hvor mennesker, der har misbrug inde på livet – misbrugere, pårørende, behandlere og pædagoger – kan finde viden, inspiration og udveksle erfaringer. Silvia har ønsket at samle det hele under én hat, det vil sige alle de emner, der har relation til misbrug. Portalen sætter derfor også ting som spiseforstyrrelser, ludomani, depression, angst og selvskadende adfærd på dagsordenen. Formålet med portalen er bl.a. at gøre misbrug til noget, man åbent kan tale om... at bryde tavsheden.

Silvia har alene gjort alt benarbejdet og kontaktet alle bidragyderne. Også ambassadørerne Bubber og Matilde Falck samt sponsorerne, bl.a. behandlingscenteret Tjele.

”At få det her i gang har lige så meget været en helingsproces for mig selv”, siger hun.

Der har været stor og positiv interesse for portalen, der gik i luften 1. juli. Allerede i løbet af den første halvanden måned kom der 2000 medlemmer på misbrugsportalen.com, der er blevet integreret med facebook. Og de, der skriver på portalen, er i mindre grad anonyme, end de var i starten. Og det er bevidst.

”Tidligere har det generelt været sådan, at alt har skullet være anonymt. Hvorfor? Fordi det ofte er skamfuldt at stå frem. Hvad sker der, hvis man opfordrer folk til at fjerne anonymiteten? Hvis man åbent fortæller, at sådan er mit liv? Det kunne have en dominoeffekt”, siger Silvia. Hun har valgt selv at gå foran og være åben om bl.a. sit misbrug og den panikangst, hun også har lidt af i mange år.

”Når man er åben, bliver det mindre og mindre skamfuldt.
Og der er meget større mulighed for støtte. Hvis en person står frem, åbner den person døren for den næste”, smiler hun.