Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder:
Regeringen og KL som makkerpar?
Af: Britt Petersen, formand for LFS
I disse dage udrulles for alvor det tætte samarbejde mellem regeringen og Kommunernes Landsforeningen om lærernes arbejdstidsregler.
Jo mere der undersøges, jo mere klart står det at vores hæderkronede Danske Model er under pres og i alvorlig fare for at blive sat ud af kraft i forhold til lærernes ”forhandlinger”.
En kommunal overenskomstpart, der måske er sikret udfaldet af et evt. regeringsindgreb. En regering der er sikret at en kommunal forhandlingspart holder fast, varsler lockout, undgår at give indrømmelser i forligsinstitutionen, så der ikke er nogen vej uden om lockout og et regeringsindgreb – ja så er ringen vist sluttet. Og det på en måde som er helt uforeneligt med netop Den Danske Model.
Når vi følger og deltager aktivt i at få reelle forhandlinger om lærernes arbejdstidsregler, så er det ikke fordi vi har en bestemt opfattelse af, hvordan lærernes arbejdstidsregler bør være. Nej så er det helt principielt for at sikre, at det er arbejdsmarkedsparter, uden regeringen som spiller på den ene side, der forhandler.
I den vækstplan regeringen netop har fremlagt skal der findes temmelig mange penge ved at modernisere den offentlige sektor (nærmere betegnet 12 milliarder kroner), og en af de måder det skal ske på er:
”Arbejdstidsregler, ansættelsesformer og lønsystemer skal understøtte fleksibel anvendelse af ressourcerne og løbende forbedring af produktiviteten”.
Oversat til dansk betyder det, at der skal findes besparelser på offentligt ansattes arbejdstidsregler og ansættelsesforhold.
Så hvis ikke vi nu forhindrer regeringen i at optræde intervenerende i overenskomstforhandlingerne, så vil vi ved de næste overenskomstforhandlinger se Kommunernes Landsforening med blod på tanden, og en regering i baghånden, gå løs på arbejdstidsregler, særligt for ansatte der arbejder på skiftende tider i døgnet.
Så hvis ikke du har været aktiv før omkring regeringens optræden i forhold til lærerne, så er det på høje tid. Lærerne nu, resten næste gang er ikke bare et popsmart slogan, det er ramme alvor, og det er derfor vi ser at rigtig mange forbund støtter op omkring lærernes ret til realitetsforhandlinger med Kommunernes Landsforening. Og rigtig mange forbund der netop laver sammenkædningen mellem det, lærerne er udsat for og så teksten i Vækstplanen.
Så involver dig, giv din mening til kende og vær med i kampen for retten til ”frie overenskomstforhandlinger” og Den Danske Model.