Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Vi pårørende er en ressource
Af Elisabeth Lockert Lange
For LEV København handler inddragelse i høj grad om inddragelse af de pårørende til den gruppe udviklingshæmmede borgere, som de repræsenterer: de som kan mindst selv.
Når man taler om inddragelse af borgere, så tænker de fleste på inddragelse af lige netop den borger, som et tilbud eller en indsats drejer sig om.
Det gør det også. Men inddragelse kan også handle om at inddrage de pårørende til borgeren. Det er vigtigt i forhold til netop de borgere, som medlemmerne af LEV repræsenterer, vurderer formanden for LEV København, Danielle Pröschold.
Landsforeningen LEV er en privat landsdækkende forening for udviklingshæmmede og pårørende, og den har eksisteret siden 1952. Foreningen har i dag 10.000 medlemmer.
”Der er en gruppe borgere, som kan selv, så det skal de naturligvis, det respekterer vi fuldt ud. Men der er også en gruppe borgere, som ikke selv kan tage vare på deres egne rettigheder. Sådan er det for den gruppe, som vi i LEV repræsenterer. Og i forhold til dem må man forstå at de pårørende gerne vil inddrages som ressourcepersoner.”
Danielle Pröschold nævner helt konkret de voksenudrednings-samtaler, som borgerne indkaldes til.
”Her er det vigtigt at vi som pårørende bliver medindkaldt til disse samtaler. Borgeren vil så gerne please, sige det som de ved den interviewende gerne vil høre. Så når de bliver spurgt fx om de kan gå ud og handle selv, så siger de ”ja da”.
Men så skal vi pårørende være der til at sige at ”ja det kan du, når du får støtte til at klare trafikken og finde butikkerne”. Eller hvad det nu er i det tilfælde. Sådan at vi kan understøtte respektfuldt det borgeren siger. Det må aldrig blive undergravende, men det er vigtigt at det bliver et retvisende billede af hvad borgeren reelt kan. Det borgeren selv der siger ja eller nej, men vi vil meget gerne være med.”
At dialogen kan lykkes men tage lang tid har hun et godt eksempel på. Et bosted fjernede nattevagten, hvad der gjorde beboerne bange om natten.
”Men de kunne jo ikke selv sige det. Det tog to år at få nattevagten tilbage, for heldigvis lykkedes dialogen til sidst.”
Dokumentation og varme hænder
For nogle år siden blev det besluttet at der skulle oprettes pårørenderåd på bosteder i de tilfælde hvor beboeren ikke selv kan tale deres egen sag. Pårørenderåd er oprettet på nogle bosteder men bestemt ikke på alle, fortæller hun.
”De er oprettet på nogle bosteder men faktisk ikke på særlig mange. Vi ser rigtig gerne at der oprettes sådanne pårørenderåd på bostederne. Nogle af bostederne mener ikke at der er brug for dem, og det er vi pårørende utrolig kede af. Vi vil gerne i dialog, vi vil gerne ses og høres”, siger hun og uddyber:
”Rådene vil skabe dialog, og det er det der skal til. Vi vil gerne ses som en ressource med stor viden, ikke som brokkere, sådan som vi kan få indtryk af. Det er vigtigt for både os og kvaliteten i tilbuddet til borgeren at vi bliver hørt, at vi kan komme med input. Så vi opfordrer kraftigt til at pårørenderåd oprettes der, hvor de ikke er endnu. Tag os med og lyt. Endnu et fremskridt vil det være, hvis pårørende-rådene får mulighed for at mødes, inspirere hinanden og erfaringsudveksle på tværs”, siger Danielle Pröschold og tilføjer LEV meget gerne vil hjælpe med at få oprettet pårørenderåd og facilitere møder på tværs af dem.
Hun er helt på det rene med at hverdagen ikke altid er lige let for de pædagogiske medarbejdere. Hun fortæller om en oplevelse, hvor en gruppe pædagoger blev spurgt af et medlem af Borgerrepræsentationen, hvad de brugte deres arbejdstid på. Svaret var 70 pct. dokumentation, 30 pct. ”varme hænder”-arbejde.
”Det er meget bekymrende, selvom vi også godt ved at der selvfølgelig også skal noget dokumentation til. Men det må ikke være dokumentation for dokumentationens egen skyld, det er vigtigt at der er en god grund til den. Og hvor må det også være problematisk for de ansatte, der kan da ikke være meget stolthed ved arbejdet, når så meget af tiden går til dokumentation. Når de mødes med den mistillid der ligger i så store dokumentationskrav, så fremmer det ikke tilliden.”
Også her kan de pårørende spille en rolle, vurderer hun.
”For det er vigtigt at vi sammen fortsat fortæller at der skal være tid til arbejdet med de varme hænder. Og det kan vi bl.a. gøre ved hjælp af pårørenderådene. Den dialog tror vi at alle kan få rigtig meget ud af.”
Kort sagt: tillid er ikke en envejsproces, men en komponent i alle samspil.
”Og vi vil gerne have at tilliden også vises os af det pædagogiske personale.”
Hun uddyber:
”Inden pårørenderådene blev vedtaget, hørte vi personalet sige at vi ikke ville give slip. Men det vil vi gerne, hvis vi ved der er nogen der griber, hvis de falder. Så lad os få mere tillid ind i processen, mere dialog – og brug den ressource vi er.”