Flow, faglighed & farver

Af Elisabeth Lockert Lange

I et stort hus med mange små børn er det vigtigt med en struktur, der understøtter den pædagogiske hverdag.
I Grøndalen har de en gennemtænkt opbygning med refleksionsmøder, teamsamarbejde og en pædagog med særlige faglige opgaver. De har vendt en udfordring til en styrke.

0-6 års daginstitutionen Grøndalen ligger tæt ved Fuglebakken station. Det er et stort hvidt hus – udefra. Indenfor er det alt andet end hvidt. De tre etager er garneret med klare opløftende farver. Huset er bygget til formålet, og det slog dørene op for børnene den 19. marts sidste år.

En ny institution med andre ord, i opstart og drift på sammetid, siger pædagogisk leder Agnete Jones og citerer deresførste motto af tre: vi bygger broen mens vi går på den. De to andre mottoer kommer vi til.

Omdrejningspunkt i Grøndalen er børnene og den pædagogiskehverdag. På den måde adskiller de sig ikke fra andredaginstitutioner. Det gør de derimod i de ikke helt almindeligeløsninger, de har valgt på deres udfordringer.

Først og fremmest er Grøndalen et meget stort hus. I dager der 212 børn fordelt på 10 vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper. På sigt bliver der 260 børn fordelt på syv vuggestuegrupper og otte børnehavegrupper. På hver stue er der tre pædagogiske medarbejdere, to pædagoger og en pædagogmedhjælper.

Huset er så stort at forældre umiddelbart kan være betænkelige. Indtil de kommer ud og oplever huset. For huseter opbygget med en midterdel med trappe og fællesrum ogfløje med tre stuer på hver side. Det er eminent isoleret, så der er ingen oplevelse af et strukturløst hus fyldt med støjende børn. Forældrene kan gå direkte fra midterdelen ind i deres barns fløj og få oplevelsen af at de er kommet ind i en lille institution.

”Huset er rigtig fornuftigt bygget. Og med de tre stuer påhver fløj har vi tænkt husets fysiske rammer og vores egenopbygning sammen”, siger Agnete Jones, som blev ansat sompædagogisk leder den 1. januar 2012 med meget frie hændertil at beslutte, hvordan hun ville sammensætte institutionen.

”Det skulle give mening med fokus på det pædagogiske. Deter den pædagogiske hverdag for børnene, vi arbejder med,ikke alt muligt andet. Det er vores omdrejningspunkt. Så jegskulle tænke en organisation, som understøtter det arbejdebedst muligt.”

Pædagog med særlig funktion

Pædagog Lise Westh Højlyng er en del af svaret på detspørgsmål. Hun kom den 1. marts, to måneder efter den pædagogske leder, men 15 dage før resten af personalet og 19 dage før børnene. På den måde havde de et par uger sammen til at lægge det puslespil, som Agnete Jones havde i tankerne, da hun ansatte hende.

”Udgangspunktet var, hvordan man som ene pædagogiskleder kan lede en stor institution og samtidig understøtte denpædagogiske hverdag. Jeg valgte at tænke en pædagog meden særlig faglig funktion ind i huset, en der understøtter detpædagogiske i hverdagen. Lise har ingen ledelses- eller beslutningskompetencer. Hendes funktion er at sikre et udvidet blik på det pædagogiske, og hvad der er brug for. På den måde skaber vi en fælles platform og en rød tråd.”

Lise Westh Højlyng er egnet til opgaven, hun var støttepædagog i sin tidligere stilling og har derfor meget erfaring med at vejlede og sparre med pædagogisk personale.

”Hvis Agnete skal kunne være en god pædagogisk leder,så vil der være noget, hun ikke når. Derfor er faglig sparring,vejledning omkring et barn, kvalificering af PPR indstillingerog diverse andre pædagogiske opgaver lagt ind i minfunktion. Derimod har jeg ingen administrative opgaver.”

”Det pædagogiske personale er eksperter på børnene oghverdagen. De skal have de kompetencer og den støtte, dehar brug for til det arbejde. Idéen med Lises funktion er atjo dygtigere vi er til at understøtte det pædagogiske, jo bedre praksis og faglighed får vi – og i sidste ende et bedre børneliv”, fortæller Agnete Jones, som selv er tidligere pædagogisk konsulent.

Og så er vi fremme ved motto nummer to, som samtidiger et mål: byens bedste børneliv.

Aktionslæring og refleksion

En sådan faglig funktion kræver en høj grad af koordineringmellem leder og pædagog. Mens Agnete Jones har hele beslutningskompetencen, økonomien, ledelsen og det personalemæssige ansvar, så beskriver Lise Westh Højlyng sig selv som facilitator, sparringspartner, supervisor.

”Min opgave er at få pædagoger hen til den rigtige fagligedør eller sætte deres egen viden i spil. Og jeg får lov tilat blive i den pædagogiske faglighed uden at skulle forholdemig til alt det andet.”

Agnete Jones nikker:
”Det pædagogiske personale på stuerne har Lise somressource, hun er flødeskummet. De oplever en tryghed ogtilfredshed ved at der altid er én tæt på, som de legitimt kanspørge om faglige ting. Hvis de spørger Lise om penge ogpersonale derimod, så er det mig der skal ind over. Og jegtager naturligvis også pædagogiske spørgsmål – og bedermåske Lise følge op. Vi supplerer hinanden.”

Institutionen er i fuld gang med at indføre aktionslæringsom grundlæggende fælles refleksiv metode, og alle pædagogerne har været igennem uddannelsesplanen, som er købt målrettet til netop dette hus. Det har givet dem en fælles pædagogisk platform.

Hver stue har et refleksionsmøde hver tredje uge, hvor debegge er med. Det er stuemøder, som de kalder refleksions-møder, fordi ”det er det vi gerne vil have der sker”. Med aktionslæring opbygger de en refleksiv praksis, hvor ”vi undreros og dermed udvikler vi os”.

En af Lise Westh Højlyngs funktioner er at facilitere dedaglige refleksioner. Men de er begge med til alle refleksionsmøder, ved alt der foregår og kan henvise stuer til hinanden, så der sker en videndeling og et samarbejde på tværs. De er den røde tråd i at binde huset sammen i småt som i stort. Så er vi fremme ved motto nummer tre: det små i det store.

”Det små i det store handler om at vi kan drive en fantastisk daginstitution med nærvær og tryghed i et stort hus, for det handler om den måde, vi driver pædagogik på. Vi mener faktisk at vi er rigtig skarpe på at arbejde med nærvær, nærhed og det tætte pædagogiske arbejde, netop fordi vi hele tiden konfronteres med at vi er så store”, siger de.

Huset

Fokus på den pædagogiske hverdag er som nævntomdrejningspunktet i Grøndalen. En teamstruktur sikrer samarbejde mellem de tre stuer på hver etage i hver fløj. Men ud over teams og en pædagog med særlige faglige funktioner, så har de valgt at lægge også andre supportfunktioner uden for den pædagogiske midte.

”Personalet skal have tid til det pædagogiske, til børneneog til hverdagen. Derfor tilrettelægger vi institutionen, så denunderstøtter det. Vi har en køkkensupportfunktion, som leverer mad til stuerne, de henter ikke maden selv, for de bruger tiden sammen med børnene. De finder heller ikke vikar, hvis der mangler personale, det gør jeg. Deres tid skal ikke gå op i praktiske opgaver, for vi vil den gode pædagogiske hverdag. Jeg tror på at hvis man vil have et godt dagin-stitutionsmiljø og at alle trives, så skal energien bruges der, hvor man brænder for det og er uddannet til det”, fremhæver Agnete Jones og tilføjer:

”Og det er netop en af vores fordele som stor institution,vi har muligheden for at tænke anderledes. Vi er store noktil at kunne bære supportfunktionerne. Vi har valgt at pædagogerne er på pædagogikken, og huset er så godt indrettet at det understøtter den pædagogiske praksis jeg gerne vil have.”

For at vise mig hvad de mener, får jeg en rundvisning… og sandt nok, der er ro og stille, hvor man end befinder sig. I midterhuset som fungerer som en fordelingsgang med trappe, så forældre behøver kun forholde sig til deres egen etage og egen fløj. Og i hver fløj med tre stuer på stribe, hvor de ni personaler er lig med et team. Hver stue har ikke kun sit eget navn, det har også sin egen farve, på gulvet og i vindueskarnappen ude på gangen foran stuen.

”Når forældrene hører om os, tænker de sig ét stort rum og har svært ved at forestille sig deres barn i det. Men når de kommer rundt, oplever de det helt anderledes”, fortæller de, mens vi går ind i et lyst rum lækkert indrettet med gamle zooplakater på væggene. Der er åbent ind til en lille ekstra stue og et badeværelse. Og udenfor er der gangen med mulighed for at tage motorcyklen ned igennem eller udforske vinduesnicherne.

”Vi åbner og lukker i teamene, så børnene har altid kendte voksne omkring sig”, siger Lise Westh Højlyng og fortsætter:

”Vi har også mange rum, som kan understøtte pædagogiskeaktiviteter. Ud over stuen går børnene også på tværs og henhvor en bestemt aktivitet er.”

Vi kigger ind i fællesrum, et til kreative aktiviteter, et tilbevægelse, hvor alle tingene er tilgængelige, det er bare at gå i gang. Det er store rum hvor flere grupper kan være uafhængigt af hinanden.

Vi tager trappen igen og går ind i en ny fløj. På stuerne er nogle børn ved at spise, nogle sover og nogle leger. Legepladsen ligger tom under os, børnene er inde og spise. Den er med farver opdelt i rum, funktioner og muligheder, for den er et pædagogisk rum som alle andre. I baggrunden kan man se togbanen og de tog der kører forbi. Sikke et sted at lege.”