En uvurderlig sparring

Af Charlotte Bredsted

Det opkvalificerer arbejdet med børnene. Det skaber tryghed. Og det bygger bro. Det er kort fortalt den gode historie om ordningen med "inhouse" socialrådgivere i cirka 45 instiutioner i Københavns Kommune. Ordningen har kørt i to år nu, Og Børnehuset Vesterbro har gjort sig en række gode erfaringer. Mød leder Marianne Verner og socialrådgiver Nina Harboe

Bamsen er orangebrun og har en lang blød hale. Pigen der holder den har store mørke øjne. Hun kigger lidt genert op og rækker langsomt bamsen frem, så vi sammen kan mærke på den tykke bløde hale.

Pigen er slet ikke klar over, at hun de seneste par år er blevet passet ekstra godt på. At hun sammen med sine 107 venner i Børnehuset Vesterbro bogstaveligt talt har et par ekstra arme om livet.

For tænk sig, og ja du ved det måske allerede, så har Børnehuset Vesterbro ligesom cirka 45 andre institutioner i Københavns Kommune, en socialrådgiver tilknyttet. Det har de haft siden januar 2011, og erfaringerne står som bygget i beton:

Socialrådgiverens faglighed opkvalificerer arbejdet i institutionen.

”Nina kommer med sin faglighed og kan stille nogle andrespørgsmål end vi som pædagoger og pædagogmedhjælperekan til hinanden. Hun hjælper os med at finde ind til kernen af vores bekymring og med at afklare, hvilken indsats der passer bedst. På den måde er hun en uvurderlig sparring både for pædagogerne og for mig.”

Sådan siger lederen af Børnehuset Vesterbro, MarianneVerner, der udelukkende ser en ’in house’ socialrådgiver somen ressource.

Socialrådgiveren hedder i det her tilfælde Nina Harboe, og sammen med en socialrådgiverkollega tager hun sig kærligtaf 21 institutioner på Vesterbro og i Kgs. Enghave.

I Børnehuset Vesterbro kommer hun fast en gang om måneden, og desuden kan pædagoger og leder ringe akut og bede om rådgivning.

Ingen bekymring er for stor eller for lille

At forebygge er naturligvis det overordnede sigte. At gribetidligt ind. Både i forhold til barnets alder og i forhold tilproblemstillingen. Det kan fx handle om et barn der er indadvendt, slår, bider, holder op med at spise, eller som man har mistanke om bliver slået. Ingen bekymringer er for store eller for små til at tage en snak med Nina.

”At sætte tid af til en samtale med Nina er en investering. Det betaler sig altid at to ud af tre pædagoger går fra stuen i en time. Og det skulle vi selvfølgelig vænne os til i starten. Men når vi ser at vi kan bruge Nina til at skabe ro og lettelse om en bekymring, til at rykke et barns adfærd eller til at give en familie den bedst mulige hjælp, så er det i den grad en opkvalificering af vores arbejde.”

Marianne Verner taler langsomt og velovervejet, alt imens lyden af legende børn blander sig med lyset der strømmer ind af kontorets høje vinduer. Marianne understreger igen og igen, at Ninas faglighed har stor betydning. Det er ligeså meget metoden, siger Nina selv.

Gør problemet så konkret som muligt

Metoden hedder Signs of Safety. Den er australsk og byggerpå anerkendelse, ressourcer og løsninger. Socialrådgiverebruger metoden i deres arbejde med at afklare pædagogersbekymringer.

”Det er vigtigt, at pædagogen lytter til sin mavefornemmelse.
Hvis det fx handler om et barn, der ikke kan koncentreresig, så spørger jeg hvad det vil sige, hvor længe det varer,om det altid har været sådan, osv. Jeg bliver ved med atspørge for at gøre problemet så konkret som muligt og for atfå pædagogen til at sige det højt. Så går jeg over til at spørge om hvornår han ikke er sådan, undtagelserne, for at finde ind til barnets styrkesider. Og til sidst taler vi om løsninger. Overskuelige og realistiske løsninger”, påpeger Nina og former en bold med sine hænder som for at favne problemet.

”Ja i stedet for at en bekymring vokser sig stor, kan vinu tage hurtigt hånd om det, og måske endda ændre barnetsadfærd ved at kigge på undtagelserne. Det er heldigvis sådanat vi kan klare rigtig meget med en pædagogisk indsats. Ognogle gange med blot en mindre justering”, supplerer Marianne.

Hvad er det du kan spørge om, Nina, som pædagogerneikke selv kan?

”Jeg kan spørge ind til familien. Hvis pædagogen har valgt at vi taler med forældrene om barnet, så er jeg den, der stiller de svære spørgsmål om fx skilsmisse eller sygdom. Og hvis vi vil anbefale en underretning og dermed hjælpe forældrene med fx aflastning eller familieterapi, så kan jeg vejlede pædagogen i at skrive underretningen. Det gør pædagogen tryg, og det skaber mere kvalificerede underretninger”, fortæller Nina, der både har en terapeutisk baggrund og har arbejdet med familierådgivning i mange år.

Men skal man være socialrådgiver for at arbejde med Signs of Safety, eller kan pædagoger lære at arbejde på den måde? Marianne er ikke i tvivl.

”Det der gi’r noget er, at vi er to faggrupper, der samarbejderom et barn. Men selvfølgelig bliver pædagogerne hen ad vejen fortrolige med metoden og systematikken. Specielt i forhold til at finde ind til undtagelserne og se, om det er muligt at skabe flere af de situationer. Men helt grund-læggende er det den socialfaglige indfaldsvinkel der gør, at vi har et meget mere kvalificeret grundlag at rådgive udfra.”

Lederen skaber rammerne

Marianne lægger også vægt på, at en af forudsætningernefor et godt resultat af socialrådgiverens arbejde er, at lederen prioriterer projektet.

”Lederen skal skabe rammerne for at det her er muligt.
Derfor gør jeg fx meget ud af at minde pædagogerne om atNina kommer, så de får skrevet sig på. I starten kom pædagogerne og spurgte om jeg troede de kunne spørge Nina om det og det. Og ja, uanset om det er en bestemt adfærd, man er bekymret for eller ’bare’ en mavefornemmelse, en bekymring man ikke ved hvorfor er der, så er det en god ide at tale med Nina. Og det skabte stor lettelse i huset. Desuden bruger jeg også selv Nina som sparringspartner, og det smitter af på det, jeg giver videre til pædagogerne. Derfor kan man sige at opkvalificeringen sker på flere niveauer”, forklarer Marianne.

Sparringen mellem Nina og Marianne var især påkrævetforrige år, da et dødsfald rystede institutionen.

”Når man står i sådan en situation og samtidig skal have en institution til at køre sideløbende, så er det vanvittigt meget værd at kunne dele bekymringer med Nina. På den måde kunne vi både tage hånd om dødsfaldet og samtidig skabe pædagogisk udvikling med børnene.”

Forældre føler sig hjulpet

Stilheden på kontoret overdøver næsten lyden af børn, derbliver hentet på den anden side af døren. Nina er den første der bryder tavsheden.

”Jeg har også talt med pædagogerne om, hvordan sagsgangen er i Børnefamiliecentret, sådan at de ved hvad der egentlig sker, når de afleveret en underretning. Det giver ro. Desuden tilbyder jeg forældre at gå med til samtaler i Børnefamiliecentret, og det gør at forældrene føler sig hjulpet. Så alt i alt er ordningen i høj grad med til at skabe kortere vej mellem institution og forvaltning”, siger Nina med et smil.

Marianne nikker og tilføjer, at trygheden når hele vejenrundt.

”Hvis vi fx står med en forælder, som ikke skal hjem, fordi der er risiko for vold, så er det helt uvurderligt at vide at vi kan ringe til Nina og få hjælp.

Spørgsmål der er gode at stille, når du er bekymret for et barns adfærd - Er der nogen særlige situationer eller nogen særligetidspunkter på dagen hvor problemet er udtalt? - Har det altid været sådan? - Har du talt med forældrene om det? - Er det også sådan derhjemme? - Hvornår er problemet ikke-eksisterende? - Kan du skabe flere af de situationer?

Signs of Safety Signs of Safety er et redskab der bliver brugt til at finde ressourcer og løsninger i udsatte familier. I familier med vold finder volden typisk sted i fem pct. af tiden, og derfor er det relevant at tale om hvad der sker i de resterende 95 pct. af tiden for at kunne tegne et nuanceret billede af familien. Signs of Safety er udviklet i Australien i 1990’erne, hvor mange sagsbehandlere havde store problemer med at få kontakt med de etniske aboriginals, der ofte nægtede at samarbejde med det sociale system om deres børns trivsel.