Leder

Af Forretningsudvalget i LFS

Tillidsdagsorden & tillidsaftale - ikke to sider af samme sag!

Tillid er hot. Tillid er det nye sorte! Tillid er på alles læber i Folketinget, kommunerne og regionerne. Tillid skal på den ene side tage et opgør med New Public Managements mistillid, kontrol og dokumentationstyranni igennem 20 år i den offentlige sektor. På den anden side skal tillid også ”effektivisere” og ”modernisere” den offentlige sektor for 12 milliarder kroner. Forvirret? Det er der god grund til.

Tillidsdagsordenen i Københavns Kommune skal ikke forveksles med regeringens tillidsaftale med dele af fagbevægelsen. Tillidsdagsordenen i København handler om demokrati, medbestemmelse, medindflydelse og medansvar. Om en ny grundfortælling om den offentlige sektor som den (potentielt) demokratiske sektor.

Tillidsaftalen mellem regeringen, KL, regioner og FTF, OAO og AC, indgået den 20. juni er en helt anden slags aftale – som FOA og Dansk Lærerforening – klogt har valgt at stå udenfor. Dennis Kristensen fra FOA tog øjeblikkeligt afstand fra aftalen med udtalelsen:

”Fagforeninger har sagt ja til Corydons kølle”. Meget malende, men i det væsentlige også ganske korrekt. For tillidsaftalen handler om at fagbevægelsen og ikke mindst de offentligt ansatte skal deltage i at finde ”et modern-iseringsbehov på 12 mia. kr. frem til 2020, som skal realiseres gennem bl.a. fokus på arbejdstidsregler og arbejdsforhold i den offentlige sektor”.

Tillidsaftalen er derfor et knæfald for ”Corydons kølle” som Dennis Kristensen kalder den.

Tillidsaftalens syv principper (bl.a. styring på mål og resultater, ledelse og styring, handlerum og velbegrundet dokumentation, ledelse og engagement) flugter uden undtagelse fuldstændigt med den centraliserede New Public management- styringslogik, som Finansministeriet har presset ned over eller er i færd med at presse ned over hele den offentlige forvaltning i Danmark – og her er absolut ikke rum til andet end at rette ind. Derfor tegner principperne en fremtid, som vil gøre det mere end vanskeligt at undgå konfrontation med de offentlige arbejdsgivere ved OK 15.

Da de fleste faglige topledere har ladet sig fange ind af en moderniseringsdagsorden, som også indeholder et opgør med organisationernes aftaleret og forsøg med, hvordan det kan gøres, så får både FOA, DLF og andre modstandere af aftalen travlt med at opbygge en helt anden mobilisering for at forsvare medlemmernes interesser end tidligere set.

Det sættes i perspektiv af en udtalelse fra FTF’s formand, hvor hun i forsvaret for indgåelse af aftalen siger til Politiken:
”vi kan sætte os uden for døren og være sure, men så bliver vi kørt over. Vi ved, der skal effektiviseres for 12 mia. kr. frem mod 2020”.

Det må siges at være en ansvarspådragende udtalelse. For hvordan kan nogen forvente, at det med den udtalelse bliver muligt at finde en eneste arbejdsgiver, der har tilstrækkelig energi til at blive bange for FTF’s leder eller de andre faglige topledere frem til OK 15?

Til gengæld kan fagbevægelsens medlemmer godt indstille sig på at tage skriften på væggen alvorligt. For FTF, OAO og AC har med aftalen spundet sig ind i en række forpligtelser, der vil svække de lokale fagforeningers og tillidsrepræsentanters daglige varetagelse af medlemmernes interesser og gøre mobiliseringen frem til 2015 betydeligt vanskeligere – og vi skriver stadig juni 2013.

Derfor har FOA, DLF, LC og andre organisationer, der ikke er stolte ved tillidsaftalen, en vigtig opgave fra nu af og frem til OK 2015: at nedbryde skellet mellem de offentligt ansatte og de privat ansatte. Der er nemlig brug for solidaritet og sammenhold. For ellers bliver sloganet fra lærerkonflikten:

”Lærerne først, hvem bliver de næste?” en selvopfyldende profeti.