Skarpere på egen praksis

Af Elisabeth Lockert Lange

Ni klynger har meldt sig til at modtage studerende fra pioneruddannelsen. Hvad er der i det for dem? Og hvad kræver det af dem?

Ni klynger har meldt sig til at deltage i pioneruddannelsen,som starter i september med 60 studerende.

Pointen med pioneruddannelsen er at skabe en langt tættereog gensidigt berigende kobling mellem teorien på uddannelsenog den praksis, de studerende skal udøve, når de er færdige. Derfor er praksisfeltets deltagelse så afgørende for uddannelsen.

Klynge VE1 er en klynge på Vesterbro med fire enhederog med Ghita Bjørling som leder. Den er en af de ni klynger.
I praksis skal VE1 have seks studerende tilknyttet hen over et år, to af gangen i fire ugers moduler.

Ghita Bjørlings entusiasme er ikke til at tage fejl af. Dethandler om at gøre koblingen meningsfuld og berigende forbegge parter.

”Når de studerende kommer, vil vi placere dem i de enheder,hvor det opleves meningsfuldt i forhold det overordnedeemne, som er fastsat af seminariet og som den studerende eri gang med at undersøge. Det er noget af det super-spændende ved uddannelsen, at vi får mulighed for at guide de studerende hen, hvor der er læringsrum i forhold til det emne, som de skal have sparring på på seminariet.”

Hvis emnet fx er relationer mellem barn og voksen, som joer en helt central del af det pædagogiske arbejde, så kan hunforestille sig at den studerende starter i vuggestuen, der hvor den vigtige tidlige tilknytning begynder, og som den studerende måske er særlig nysgerrig på.

Uddannelsen er også fleksibel på mødetider. Den studerendei vuggestuen kan fx have sine timer fra 9 til 14, fra 11-16 eller fra 12-17.

”Det er en god fleksibilitet at der er tre mødetider at vekslemellem. Vi vil så vælge det tidspunkt hvor vi vurderer atder er særlige læringsrum i samværet.”

Hver studieblok starter med et introduktionsmøde sombåde klyngeleder og enheder er med i, her udarbejdes en læringskontrakt.

Hver studieblok afsluttes med en samtale om ny placering i klyngens enheder.

Udviklingsmuligheder

Alle pædagogiske arbejdspladser har en interesse i at de studerende, og dermed de kommende pædagoger og kolleger,er dygtigst muligt, og derfor stiller de sig gerne til rådighed.

”Med studerende er der altid en mulighed for udvikling.
Men i pioneruddannelsen er der endnu bedre muligheder forgennem de studerende at skabe en platform for læring i og afpraksis, blive skarpere på egen praksis. Her har vi to studerende med deres forløb. Sammen med dem skal vi observere og reflektere over egen praksis”, ”, siger Ghita Bjørling og sammenligner det med den aktionslæring, der i forvejen er blevet arbejdet intensivt med i forbindelse med Klynger i udvikling 2.

Mens seminariet står for undervisningen, ser hun klyngenog institutionerne som ansvarlige for at skabe læringsrum,hvor medarbejderne reflekterer sammen med de studerende ihandlingen, altså som en kontinuerlig dialog mens de udøverden pædagogiske praksis. Der er ikke afsat vejledningstimer,men hun forestiller sig desuden at kunne invitere de studerendes vejleder ud og bruge et stuemøde sammen med dem. Hvor de sammen kan reflektere over handling.

”Det er en fordel at kunne brede vidensdeling ud på eksisterende møder. Så kommer det ud over rampen. Min vurdering er at med denne uddannelse kommer faglighed og egen praksis mere i spil end tidligere, vi reflekterer mens vi gør det. Og det tværfaglige samspil med vejledere og studerende tror jeg bliver rigtig godt, det vil understøtte nysgerrigheden over for egen praksis.”

Som en ekstra bonus mener hun at forløbet i pionerud-dannelsen også kan understøtte fagligheden på tværs af klyngen.

”Vi vil i forbindelse med dette arbejde nedsætte et fagligtudvalg med dem, der bliver kontaktpersoner/særlige ansvarlige for de studerende. Det betyder at vi har et godt afsæt til at vidensdele, og til at skabe nyt kit i klyngen.”
Selvfølgelig kræver et sådant pionerarbejde noget af klyngenog enhederne. Først og fremmest åbenhed og imødekommenhed, tænker Ghita Bjørling.
Medarbejderne skal jo synes det er ok at nogen kommerog forstyrrer dem, undrer sig og stiller spørgsmål.

”Medarbejderne får tilbudt uddannelse i forhold til atmodtage studerende, da de ikke skal tilbyde egentlige vejledningstimer, snarere coaching, så de fastholder deres fagprofessionalitet. Medarbejderne skal kunne tåle at der bliver sagt ting, for de studerende skal jo turde sige noget, ellers lærer de ikke noget. Derfor er det vigtigt at vi er lydhøre over for deres observationer. Og at vi skaber et åbent og nysgerrigt miljø.”