Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Farvel…
Kære LFS’ere
Dette nummer af LFS Nyt er mit sidste. Efter næsten 20 år som jeres udsendte journalist og daglige redaktør har jeg besluttet, at tiden er kommet til noget andet og mindre.
Fra næste nummer af LFS Nyt er det derfor en ny journalist der skriver bladet.
Det er ikke nogen tilfældighed at jeg er blevet hængende og har skrevet bladet i så mange år. I er en modig og åbenmundet skare af kilder, som trods stor travlhed gerne stiller op til interviews, og som det har været en fornøjelse at formidle fra og om. At I samtidig har været mine læsere har ikke gjort fornøjelsen mindre.
Jeres daglige pædagogiske udfordringer i arbejdet og indsatsen for børn, unge, udsatte, handicappede og mange flere i dagpleje, vuggestuer, børnehave, fritidshjem, klubber, døgninstitutioner, botilbud, dagtilbud, behandlingstilbud, legepladser og mange andre steder har jeg fulgt og beskrevet med glæde og beundring. Og jeres engagement i arbejdet og i de personer, I har i jeres varetægt, har gjort det mere end svært at beslutte at stoppe.
Så derfor alligevel ikke…
Forlade jer helt kan jeg nemlig ikke endnu. Så hvis du en dag får mig i røret med en forespørgsel om et lille interview eller blot nogle ord om dette eller hint, så er det til LFS’ hjemmeside mitlfs.dk, hvor jeg får mulighed for i nogle få timer om ugen fortsat at formidle jeres område og erfaringer videre.
Tak for de mange ord gennem årene, vi tales ved.
Elisabeth Lockert Lange