Teori i praksis

Af Elisabeth Lockert Lange

Pioneruddannelsen for pædagoger er et nyt initiativ, skabt i fællesskab af Børne- og Ungdomsforvaltningen og UCC. Målet og pointen med den nye uddannelse er at få en ny og bedre sammenhæng mellem teori i uddannelsen og praksis i institutionerne.

En ren vind-vind, for de studerende og for daginstitutionerne.

Sådan kan man vist roligt beskrive den pioneruddannelsefor pædagoger, som sættes i søen i Københavns Kommunetil september med 60 studerende, ni klynger og fem netværk(se faktaboksen).

Uddannelsen er et samarbejde mellem ProfessionshøjskolenUCC og Børne- og Ungdomsforvaltningen, og den er enudløber af den strategiske partnerskabsaftale, som de indgiktilbage i 2009.

En udviklingsgruppe blev nedsat til at drøfte det fællesansvar på tværs af aftager og uddannelse, og ud af dette erkommet pioneruddannelsen, hvis hovedpointe er at man forbinder teori og praksis i en anden og højere grad end man gør med den nuværende uddannelse. På den måde vil man løse de problemer, der er nu i forhold til, hvad de nyuddannede har med sig ud i praksisfeltet.

I partnerskabet var man enige om at man ikke ville diskuterepraksis og teori som to rum, men derimod hvad der sammenkan skabes af fælles viden. Og de studerende efterlyser denne klare kobling, senest i en evaluering fra november2012, hvor manglen på den er deres væsentligste anke modden nuværende uddannelse, fortæller Ida Flachs, programchefi UCC og deltager i udviklingsgruppen.

”Dagtilbuddene peger også på at de studerende ikke errigtigt rustet til praksisfeltet, når de er færdige, så vi har klardokumentation fra sider på, at det kan gøres bedre. Det er en del af forpligtelsen som professionshøjskole, at de studerende efter endt uddannelse kan udfylde opgaven bedst muligt, udfylde professionen. Vi i UCC skulle derfor tænke anderledes, og det gør vi nu med pioneruddannelsen.”

En af parametrene til en bedre uddannelse er at få videnfra dem, der skal aftage de færdige studerende.

”På den måde bliver uddannelsen en del af et læringsforløb,et kompetenceforløb, som også fortsætter som færdigpædagog.”

Udviklingsgruppen har gode erfaringer med projekter,hvor studerende og praksisfeltet arbejder sammen. Det kommer der meget kvalitet og gensidig glæde ud af, vurderer
Stine Elverkilde, chefkonsulent i Børne- og Ungdomsforvaltningen og medlem af gruppen. For, understreger hun, ”der er meget viden i kommunens institutioner”:

”Praksisviden er enormt værdifuld i uddannelsesperspektivet,med en refleksiv praksis, som kræver at medarbejdernehandler på deres viden og reflekterer på det der sker, og vived at pædagoger kan og gør dette. Begge vidensfelter skal ispil, så viden udvikles til handlemuligheder.”

En kombination med andre ord, hvor uddannelsen ogpraksisfeltet arbejder på tværs.

En levende uddannelse

Som bekendt har Børne- og Ungdomsforvaltningen indførtklyngestruktur og netværk. Samtidig har den fagligheds-dagsorden, i gang, styrket den refleksive praksis i arbejdet med pejlemærkerne.

”Strukturen betyder at området har kapaciteten til at væreuddannelsessteder, og de vil det gerne, det kan vi se på demange, som har tilmeldt sig i forbindelse med pioneruddannelsen. Med vores faglighedsdagsorden, er det også naturligt at de, som har lyst, stiller sig til rådighed. Institutionerne oplever det som en del af en udviklingsdynamo at stille sig til rådighed for studerende, deres undren og deres nysgerrighed. Så bliver de også en ressource i arbejdet med pejlemærkerne”, siger Stine Elverkilde.

Og her kommer vind-vind situationen ind i billedet. Forde forventer begge to at uddannelsen bliver til gavn for alleparter.

Stine Elverkilde siger:
”Det er spændende i uddannelsessammenhæng at detikke er uddannelsesopgaver men hverdagens praksis, der stilles til rådighed. De studerende er med der, hvor hverdagenudspiller sig og finder faglighed og udvikling i hverdagen. Destuderende er ikke praktikanter som nu, de er studerende som er ude i praksisfeltet, og det er noget helt andet.”

Det betyder at de studerende er med i hele processen derude, observerer, reflekterer med, handler på refleksionerne og finder løsninger når der fx er sygdom. Sammen med uddannelsesstedet finder de ud af, hvad det går ud på, og hvad de kan lære af det hele. Hvad det ekstra er, som uddannelsen giver mulighed for.

Ida Flachs kalder pioneruddannelsen ”et nyt bud på enkvalitativ akademisering”.

”Der er fokus på analyse og metode, derfor er det en akademisering, men det benyttes i dagligdags praksisnær sammenhæng, så det vil skabe et kvalitetsløft for både uddannelsen og professionen.”

Hun uddyber:

”Det er del af uddannelsesrummet, vi flytter ud der, hvorde studerende siden skal virke, sådan at uddannelsen foregår derude og bliver en ressource derude. Og som uddannelsessted opnår vi at det ikke er noget vi leger, de er ude i hverdagens praksis og er med til at lave udviklingsarbejde derude.”

Strukturen betyder at uddannelsen ikke bliver baseret påcases. Den bliver i stedet baseret på aktionslæring. De studerende skal handle på baggrund af viden og erfaring, også skal de tilbage og reflektere. Uddannelsen bliver levende,de studerende ser, hvad der sker, når de gør det ene eller det andet, de skal ikke kun tænke sig til, hvad der sker.

Anvendelsesperspektivet

På uddannelsesstedet skal underviserne stå til rådighed forde studerende. De skal hjælpe de studerende med hvad de har brug for af teoretisk viden fx om observationer, og de skal henvise dem til, hvor de kan finde det. De skal støtte dem i hvordan de kan bruge teorierne, hvilke svar teorierne giver dem på deres spørgsmål og undren. Pointen er at de studerende anvender teorierne. De lærer dem ikke, fordi de skal op i dem til en eksamen.

”De studerende skal digitalt redegøre for, hvad de harlæst og anvendt, hvorfor og med hvilke resultater. Dette for at få en erkendelse af relevansen af teori og metoder i pædagogisk arbejde. Vi får de faglige kompetencer frem i stedet for mavefornemmelser. På den måde vil pionerud-dannelsen også højne pædagogfaget”, vurderer Ida Flachs.

I pioneruddannelsen er både uddannelsesstedet og daginstitutionerne læringsrum, der skabes et fælles kompetenceforløb, et fælles anslag, ”en udviklingsdynamo i ren faglig form”, som Stine Elverkilde udtrykker det.

At daginstitutionerne og det pædagogiske personale ergode læringsrum, er de helt enige om.

”De har stor indsigt, og de arbejder på den måde, som vidrømmer om. Derfor har vi udarbejdet undervisningsmaterialetil pioneruddannelsen, som netop matcher den måde atarbejde på”, siger Ida Flachs.

Stine Elverkilde nikker i enighed:
”De institutioner, som har meldt sig til dette, har et megethøjt engagement i at være med i at uddanne, de kan lidelæringsforstyrrelser udefra, de kan lide at studerende giveranledning til refleksion. De er drevet af en faglig gejst, ogde vil gerne sættes i spil som læringsrum i uddannelse oglæring. Så der er klart noget i det for personalet i hverdagen.”

Personalet får i øvrigt tilbud om dele af den undervisningsom de studerende får, i form af fyraftensmøder eller andetfælles. På den måde bliver det en kompetenceudvikling for
hele institutionen.

Pioneruddannelsen Pioneruddannelsen på tre og et halvt år går i gang i september i år med 60 studerende. Ni klynger og fem netværk er tilknyttet. Strukturen er helt anderledes end på den traditionellepædagoguddannelse, på pioneruddannelsen er den studerende forankret ude i praksisfeltet, i daginstitutionerne, hvor de er tilknyttet en klynge et helt år. Uddannelsen er opbygget med studiemoduler, hver af fire uger. De ligger i et fast skema, med to dage ude i klyngen, en på uddannelsesstedet og to dage delt. Den studerende skal udarbejde studieprodukter, undersøgelser af fx et tema, hvor klyngen finder det rette sted til de forskellige emner, sådan at belysningen af et emne er til gavn for beggeparter. Pioneruddannelsen følges af forskere fra UCC og ender med en videnskabelig evaluering.