Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Redigeret af Elisabeth Lockert Lange
Oppositionens synspunkter om, at den offentlige sektor er under pres har ikke klangbund i befolkningen. Det viser den måling som Analyseinstituttet Epinion foretog for Ugebrevet A4 om den offentlige sektor i valgkampen. Kun 36 pct. af vælgerne på valgdagen erklærede sig enige i, at folkeskolen var blevet dårligere de seneste fire år, og kun 44 pct. mente, at ældreplejen var blevet forringet. Især Venstres vælgere har svært ved at se forringelserne i den offentlige sektor. Åbenbart er det mest de offentligt ansatte selv, som er kritiske over for forholdene i den sektor, de er ansat i, mens argumenterne om skattestop som nedskæring og manglende ressourcer både for små og gamle ikke er trængt igennem i befolkningen.
Forældre mister kontakt til børn Mange forældre til handicappede børn på institution har svært ved at bevare den tætte kontakt til barnet. Det skyldes at forældrene mister økonomisk støtte og hjælpemidler, når barnet flytter på institution. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Center for Ligebehandling af Handicappede. I undersøgelsen indgår ca. 1.000 amtsligt anbragte handicappede børn. Tab af handicapbil kan f.eks. betyde, at forældre bliver afhængige af, hvornår institutionen kan hente og bringe barnet. Det er i nogle tilfælde kun en gang om måneden og kun om dagen, sådan at barnet ingen mulighed får for at overnatte hos forældrene.
H. C. Andersen – på rejse med posten Tag børnene med på opdagelsesrejse og vis vejen til eventyr, gemte skatte, ildsprudlende drager og kæmpe søslanger... Det er noget af et tilbud fra Post og Tele Museum til familier med børn fra 5-10 år, og som et særligt forløb for børnehaver, børnehaveklasser, 1. og 2. klasser. Målet er at give børnene indsigt i den tid H.C. Andersen levede i, hvordan man rejste og kommunikerede. H.C. Andersens begejstring for nye opfindelser som telegrafen, toget og dampskibet formidles.
Forløbet tager to timer inkl. frokostpause. Forløbet starter i H.C. Andersens stue, hvor børnene sidder på et stort tæppe. H.C. Andersen træder ind, sætter sig i stolen og henvender sig til børnene. Han fortæller om sig selv og om det at være forfatter. Han har mistet et papirklip, vil børnene hjælpe ham med at finde det? H.C. Andersen skifter tøj til et postbud og fører børnene gennem museets udstillinger, seks poster passeres, flere af H.C. Andersens eventyr genfortælles, opgaver skal løses og brikker til et stort puslespil skal samles, før papirklippet kan genfindes og forløbet afsluttes. Forløbet starter den 12. februar og løber resten af 2005. Der er stor efterspørgsel på forløbet, så bestil i god tid, anbefaler Post og Tele Museet.
Brug for etniske plejefamilier Københavns Kommune er i fuld gang med at rekruttere interesserede plejefamilier med anden baggrund end dansk og er nu nået til 'forundersøgelser' med 6-10 egnede familier, skriver Information. Generelt gør kommunerne ellers for lidt for at rekruttere sådanne plejefamilier, mener socialforsker Marianne Skytte, som anbefaler, at små kommuner, der ofte kun har få anbragte indvandrerbørn, samarbejder på tværs på regionalt niveau. Marianne Skytte står bag en rapport fra Socialforskningsinstituttet om etniske børn anbragt uden for hjemmet. Hun påviser bl.a. at børn med anden etnisk baggrund, som anbringes uden for hjemmet, ofte mister deres modersmål, når de mister den daglige kontakt med forældrene, hvis dansk til gengæld ikke er godt. Forældre og barn får efter et par år problemer med at tale tæt og tale om følelser.
Børn høres ikke De kommunale sagsbehandlere glemmer at snakke med børn der skal anbringes i en tredjedel af sagerne, viser en undersøgelse fra Den Sociale Ankestyrelse. Men børnene skal høres. Det siger lovgivningen. En tidligere undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viste, at mange af de kommunale sagsbehandlere har svært ved at samtale med børnene.
Sparer på anbragte børn Kommunernes Landsforening og Dansk Socialrådgiverforening går nu sammen til angreb mod regeringens stort anlagte anbringelsesreform, som de hævder risikerer at kuldsejle. Regeringen forventer en besparelse på 300 mill. kr. i reformens første tre leveår, og risikoen for fiasko ligger i at regeringen vil indkassere gevinsten ved reformen på forhånd. Det mener de to organisationer kan føre til forringelser i stedet for bedre anbringelser, selvom de mener at reformen muligvis på sigt kan betyde færre anbringelser. Henrik Egelund Nielsen, socialpolitisk koordinator i Dansk Socialrådgiverforening, peger på at alternativet til anbringelser ofte er skræddersyede, personlige og meget dyre ordninger.