Mistrivsel blandt unge:

Af Tine Sejbæk

Drop berøringsangsten

En gruppe af unge befinder sig i en gråzone. De hører ikke direkte til i "problemgruppen", men de trives heller ikke. Og her har klubansatte pædagoger i høj grad et ansvar for at gribe ind, inden de unge ender helt ude i tovene. "Glem alt om berøringsangst og gå direkte i kødet på de unge", mener pædagogisk konsulent Annne Marie Nyborg.

”Det handler om at overvinde angsten for at handle. Har man mistanke om, at en ung mistrives, er det bedre at spørge en gang for meget end en gang for lidt. Skulle det ske, at man handler uden grund, må man bagefter sige ”Det er jeg ked af, men jeg var bekymret for dig”. Og der er sjældent nogen, der bliver sure over, at man bekymrer sig om dem!”

Det siger Anne Marie Nyborg fra Ungdomspædagogisk Forsknings- og Udviklingscenter i Odense. Hun holder ofte foredrag om unges trivsel og har bl.a., i 2001- 2003, været med til at lave et modelprojekt i Svendborg kommune om unge og selvmordsforebyggelse.

Undersøgelser viser, at de fleste større skolebørn trives og er glade for skolen. Men en gruppe på ca. 20 pct. har det dårligt, og har fået det dårligere. Dem er der i forvejen fokus på, det vil sige at der i en eller anden udstrækning bliver gjort noget for dem.

”Men ud af den store gruppe på ca. 80 pct., der tilsyneladende har det godt, er der nogle, der befinder sig i en gråzone. De har det umiddelbart meget godt, men pludselig viser det sig alligevel at gå dem knap så godt. Det kan f.eks. være piger, der på overfladen er velfungerende og klarer sig godt i skolen. Men en dag har de snittet sig selv i armen, og ingen forstår det, bl.a. fordi de ikke forinden har sendt tydelige signaler om, at noget var galt.”

Årsagerne til, at de unge i den trivselsmæssige gråzone har det skidt, er komplekse, mener Anne Marie Nyborg.

”Vi lever i en tid, hvor udseende, succes og venner har stor betydning. Hvor det værste, man kan være, er en taber. Mange unge ser smarte ud, men bag facaden er de usikre. Der er mange forskellige krav, som de unge selv skal navigere i forhold til, f.eks. at vælge uddannelse. Der er høje forventninger til dem, og det har de også til sig selv. Før i tiden fandt deres far måske en læreplads, nu bliver de unge bildt ind, at de selv kan vælge og vrage. Samtidig siger forældrene ofte ”Lige meget hvad du vælger, støtter vi dig”. På den måde bliver de unge 100 pct. arkitekter på deres eget liv. Og de har ikke mange steder at gå hen og sige, at de synes, at det kan være vanskeligt!

Og mange af de vigtige valg om uddannelse skal træffes meget tidligt.”

”Hvis du i dag skal på teknisk skole for senere at blive tømrer, skal du også her vælge fag og lægge en individuel plan. Gymnasiereformen har betydet, at de unge tidligt skal vælge hvilke fagpakker, de skal have, for senere at uddanne sig videre. I dag skal de som 15-16-årige kunne tænke fem-seks år frem. Samtidig med, at verden – og deres egne behov – forandrer sig hele tiden.

Få fingre i de unge!

Men hvordan kan man så som voksen afkode signalerne hos de unge, der har det knap så godt. Inden de eventuelt begynder at skade sig selv?

Tegnene på den halvdårlige trivsel kan være, at den unge ændrer adfærd over tid, fra at være udadvendt til at være indadvendt. Eller omvendt: fra stille til aggressiv. Det er også typisk, at vedkommende trækker sig fra de sociale sammenhænge.

”Hvis den unge er kommet meget i klubben og derefter bliver væk, må man spørge vedkommende: ”Hvad handler det om?” Har man mistanke om misbrug, skal man være opmærksom på, hvis den unge f.eks. får sværere ved at stå op om morgenen. Eller får et større fravær eller problemer med at klare skolearbejdet. Unge tager rusmidler i store mængder, og det gør, at vi har fokus på dem. Men vi voksne drikker lige så meget. Det er os, de har det fra. På den måde har vi selv fået det, vi har bedt om”, siger Anne Marie Nyborg.

Et andet tegn på mistrivsel kan være, hvis den unge går fra at være soigneret til at være usoigneret. Nogle bliver også tynderer og tyndere. Eller: hver gang, de har spist, skal de lige på toilettet. Begge dele kan være tegn på, at de er ved at udvikle en spiseforstyrrelse.

Der er, ikke overraskende, klare kønsforskelle i de unges adfærd. ”Piger forsøger selvmord oftere end drenge, mens drenge oftere lykkes med det. Drenge drikker meget, selv om pigerne efterhånden følger godt med. Forskellen er, at pigerne gerne vil tale om deres problemer. De kommer f.eks. op til studievejlederen og græder. Drengene kommer først, når de har fået den sidste advarsel, og det hele er kaos. Så måske er der behov for mere fokus på, hvordan vi når drengene. På nogle præmisser, hvor vi tager hensyn til, at de ikke sætter ord på tingene på samme måde som pigerne.”

Voksne skal være der

For en pædagog, der arbejder med unge, er det ifølge Anne Marie Nyborg alfa og omega, at man ”er der” for de unge. I forbindelse med projektet i Svendborg om forebyggelse af selvmord stillede Anne Marie Nyborg og hendes kollega to 10. klasser i Svendborg spørgsmålet ”Hvad er en ordentlig voksen?”

”Alle sagde ”de skal være der”. Ikke fordi de voksne skal sidde lårene af dem. Men voksne skal tilkendegive, at de er der. En ung sagde f.eks. også, at hun gerne ville have, at hendes forældre forlangte, hun skulle komme hjem fra festerne klokken ét. Ikke fordi hun så nødvendigvis gjorde det. Men fordi det var tegn på interesse. ”Unge VIL meget gerne være sammen med voksne. Det handler om at komme ud og få fingre i de unge! Og faktisk er der en forventning hos unge om, at når voksne vælger at arbejde med børn og unge, så skal de også gribe ind, hvis der er problemer!”

Står man overfor en ung, der viser tegn på mistrivsel, kan man f.eks. sige ”For mig ser det ud som om du har det træls. Er det noget, du vil snakke om?” Det vil den unge muligvis ikke. Men så kommer vedkommende måske alligevel fire-fem dage senere og vil gerne. Når man har signaleret, at man godt vil høre om det.

”Når man skal tale med de unge, handler det om at være direkte. Tal til dem som til alle mulige andre. Følg din intuition og tro på dine iagttagelser. Vær tydelig”, siger Anne Marie Nyborg.

”Og husk, at unge ikke er små voksne. Som voksen kan man godt lade sig forblænde af piger på 14 år, der ser ud som 19-årige. Men de har ikke en bevidsthed som en 19-årig. Og de har brug for at høre ”Jeg ved godt, at du kun er 15 år, og jeg passer på dig”.

Ingen undskyldning for passivitet

Når man opfordrer en ung til at tale om sine vanskeligheder, kan det være nødvendigt at gentage opfordringen. Generelt handler det om at være vedholdende. Dvs ikke bare acceptere, at den unge afviser at have det skidt, hvis han eller hun tydeligt signalerer, at noget er helt galt.

”Man kan ikke tvinge nogen til en samtale. Men hvis man er bekymret, må man om muligt også tage kontakt til forældrene. Er den unge under 18 år, BØR man gøre det”, siger Anne Marie Nyborg, der også betoner det vigtige i tværfaglighed.

”De unge, der kommer i klub om eftermiddagen, går jo i skole om dagen. Så man må tage kontakt til læreren og tale sammen om ”hvad er det lige, der foregår her?” Så der er noget udveksling. Det handler om at overvinde angsten for at handle. Og det er bedre at spørge en gang for meget end en gang for lidt. Det betyder også noget for de andre unge at se, at de voksne kan handle. Når man har valgt at arbejde professionelt med børn og unge, er man forpligtet til at gå skridtet videre end at acceptere et svar som ”det går meget godt”. Hvis en 15- årig, der hænger med hovedet, ender med at skære i sig selv eller spise en masse panodiler, vil man have det SÅ dårligt, hvis man havde en mistanke om dårlig trivsel, uden at man gjorde noget”, siger Anne Marie Nyborg.

Og i forhold til unge og trivsel er en god antimobningspolitik også guld værd.

”I vores projekt om forebyggelse af selvmord kom det frem, at for nogle af de unge, der havde forsøgt selvmord, var mobning en væsentlig faktor. Voksne har en EKSTREMT vigtig rolle i forhold til at bryde et mønster med mobning. Der er ingen undskyldninger som professionel for at lade være med at handle på det her område. Der skal bare ikke mobbes! Hvor svært skal det være? Man kan godt lave 45 studiekredse om mobning. Men imens man gør det, er der nogen, der bliver mobbet eller skærer sig i armen. Man må gribe til handling!”

Handling kræver viden

Som pædagog er man nødt til at have noget faktuel viden om unges problemer. Ikke fordi man skal behandle de unge, men man skal vide lidt om, hvornår man skal gribe ind f.eks. i forhold til mistrivsel, misbrug og spiseforstyrrelser. Manglende viden kan være medvirkende til, at man ikke involverer sig, mener Anne Marie Nyborg. Hun pointerer, at f.eks. Sundhedsstyrelsen har en rigtig god hjemmeside, hvor der er samlet viden om unge og alkohol og unge og spiseforstyrrelser. Lige som Center for Selvmordsforsknings hjemmeside er god.

"Men jeg ville ønske, at man tog opgaven op inden for fagforeningerne og samlede den relevante viden i f.eks. håndbøger. Hvis man først sidder med en ung og har en mistanke om, at vedkommende lider af en spiseforstyrrelse, er det besværligt at skulle ind og rode på internettet en halv time."

Relevante hjemmesider er f.eks.:
www.selvmordsforskning.dk
www.livslinien.dk
www.sundhedsstyrelsen.dk
www.anoreksi-foreningen.dk
www.ventilen.dk (for ensomme unge)

De diskrete problembærere
"Meget tyder på, at stadigt flere børn og unge i dag bærer deres problemer på den stilfærdige måde. De går stille med dørene, når de synes, at livet er svært. De prøver at skjule det og lade som om, at der ikke er noget galt. De prøver at holde masken, og bliver det for svært, er de tilbøjelige til at trække sig væk fra andres åsyn. De udebliver f.eks. en dag fra skolen, dropper nogle dage i klubben og melder sig syg hos bageren. Og kommer så tilbage, når de igen synes, at de kan leve op til forventninger og standarder.".. " På sigt kan denne trækkensig- væk tendens resultere i alvorlige sociale handicaps og betydelig ensomhed og lidelse". Cand. psych. Ida Koch i antologien "Hvor svært skal det være?"

Litteraturforslag:”Hvor svært skal det være? - en antologi, som handler om forebyggelse af unges mistrivsel, selvmordsforsøg og selvmord.” Redigeret af Anne Marie Nyborg og Annette Vilhelmsen. Bogen kan fås ved at ringe til CVU, Fyn, på tlf.: 70 20 83 91. 150 kroner.