Dagplejepædagoger

Af Elisabeth Lockert Lange

Mellem coach og tilsynsførende

Et to-dages kursus i hvordan man forbedrer sin kommunikation? Det lyder som et godt tilbud for stort set alle i den pædagogiske branche. Men for gruppen af dagplejepædagoger, som fik tilbudet i september, er det åbenbart ikke det rigtige tilbud. Og hvorfor det ikke er det, vil faggruppeudvalget for dagplejepædagoger rigtig gerne finde ud af.

Dagplejepædagoger har mange roller og mange funktioner, men en klar fællesnævner for arbejdet er kommunikation. Evnen til at kommunikere målrettet, klart og differentieret er alfa og omega, uanset hvilken rolle dagplejepædagogen optræder i.Mange, måske de fleste, dagplejepædagoger oplever at deres primære rolle og funktion er som konsulenter. Og netop i den rolle er viden om kommunikation, evner for kommunikation og forskellige kommunikationsformer vigtige arbejdsfelter, som de skal bruge og udvikle løbende.

Men hvorfor tilmeldte dagplejepædagogerne sig så ikke på et tilbudt gratis kommunikationskursus over to dage? Det forstod dagplejepædagogernes faggruppe aldrig, og de er endnu ikke helt kommet sig over, at de med kun fem tilmeldte var nødt til at aflyse kurset.Tre dagplejepædagoger fra faggruppeudvalget, Marianne Neumann fra Københavns dagpleje og Anny Zahlekjær og Jytte Kellber g fra Ballerup dagpleje, vender i fællesskab de mange problemstillinger.

Konsulentrollen

De tager udgangspunkt i en enighed om, at de som dagplejepædagoger primært er konsulenter. Marianne Neumann lægger ud: ”At jeg er konsulent betyder for mig, at jeg er den, som alt, der rører sig i dagplejen, bliver vendt med. Jeg er også kontrollant, det er jeg mig helt bevidst om, men konsulentrollen fylder mest. Den handler dels om at observere; børnene i legestuen, det enkelte barn i dagplejen, de voksne i legestuen. Hvordan har de alle sammen, og hvordan har de det sammen? Og derefter handler det om at løse problemstillinger fx konflikter.”

Anny Zahlekjær fortsætter: ”Hvordan vi konkret gør det afhænger selvfølgelig af, hvilke konflikter det handler om. Men det kan være gennem møder, med begge parter samtidig eller hver for sig. Måske taler jeg kun med én part, som så går tilbage i gruppen, og måske skal jeg støtte hende der. Eller det kan være to parter, som vender noget sammen, og som jeg guider igennem en dialog.”

Jytte Kellberg supplerer: ”Det er vigtigt at vi står uden for konflikten og ikke syltes ind i den. Vores rolle er at give parterne redskaber og værktøjer til at løse ting. Og mulighed for at komme videre. Der er rigtig meget coaching i det.”

Rollen kan være problematisk, fortæller de tre dagplejepædagoger. Fx hvis de får noget at vide om utilfredshed med en af kollegerne i en dagplejegruppe, men samtidig bliver pålagt tavshedspligt. Det er en situation det gælder om at kunne sige fra overfor.

”Kritikken kan også gå på os selv, at alle problemer er vores skyld som pædagoger. Også da skal vi gå ind og hjælpe med at finde løsninger. Vi må afsøge dagplejernes forventninger til os og fortælle dem hvad vores rolle er, hvad reglerne er, og hvad de med rette kan forvente af os. Og det er måske slet ikke i overensstemmelse med hvad de ønsker at vores rolle er, men det er vigtigt at fortælle, hvad de ikke kan forvente af os”, vurderer Jytte Kellberg og fortsætter: ”Kritikken er ikke personligt ment, siger de, og det er den jo heller ikke. Men jeg er repræsentant for kommunen, og måske kan de ikke lide de regler, jeg er ansat til at håndhæve. Vi skal jo varetage alles interesser, selvom vi først og fremmest er børnenes advokater og garanter. Og forældrenes.”

Kommunikation er alt

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er kommunikation essentielt i en dagplejepædagogs liv og arbejde. Alligevel er det åbenbart ikke kommunikation, kollegerne ønsker at faggruppeudvalget skal satse på. I hvert fald hvis de tre dagplejepædagoger, som er halvdelen af det nuværende faggruppeudvalg, skal gøre deres erfaringer op.

Dybt skuffede er den eneste ærlige beskrivelse af deres reaktion på at kun fem dagplejepædagoger, souschefer og ledere meldte sig til et to-dages kursus om kommunikation i september sidste år. Hvordan man bedst muligt kan kommunikere med mange forskellige slags mennesker, som dagplejere jo i sagens natur er, både når der er konflikter, når der skal rådgives og vejledes og i mange andre situationer lyder som et godt tilbud om opkvalificering. Derfor sidder faggruppeudvalget også tilbage med en stor nysgerrighed efter at få afdækket, hvorfor så få tændte på så efterspurgt og vigtigt et emne. Var det tidspunktet, fredag morgen til lørdag midt på dagen? Var det ikke tydeligt nok annonceret i LFS Nyt? Eller var det ikke tydeligt nok beskrevet at det rent faktisk var kommunikative teknikker og redskaber, der var emnet?

”Vi syntes jo at tidsrummet er fint. LFS betaler kurset, fredagen er på kontorets regning så at sige, og den halve lørdag ”giver” dagplejepædagogen selv”, siger de tre, river sig lidt i håret og efterlyser kollegernes holdning. For de har tænkt sig at udbyde det igen, men først til efteråret, og se hvordan det går denne gang.

”Med et så omfattende emne som kommunikation og med en oplægsholder som psykolog Inge Petersen mener vi stadig, det er bedst med et to-dages kursus. Deltagerne skal jo have indsigt i og lære, hvordan de tackler så vidt forskellige måder at gå til arbejdet på, som dagplejerne selvfølgelig har. Mens nogle helst vil have det ”serveret” hvad de skal gøre, ønsker andre en dialog om det. Der er så mange måder at sige og gøre tingene på, og vi banker på mange meget forskellige ”døre”. Vi er nødt til at omstille os mellem de mange forskellige mennesker vi møder, så vi skal kunne ”læse” den person, vi står over for, hendes behov og ønsker, det være sig en dagplejer eller en forælder. På dette kursus var det sådanne ting, man ville kunne lære mere om.”

Dagplejekonsulent?

Med rollen in mente har medlemmer af faggruppen diskuteret om de burde skifte navn fra dagplejepædagoger til dagplejekonsulenter, ud fra den tankegang at det i højere grad ville dække det egentlige indhold i deres daglige arbejde. Det kunne også i højere grad lægge op til de ”rigtige” forventninger og holdninger til dem fra både dagplejere og arbejdsgivere, vurderer de.

”Fx oplever vi nu at en overordnet kan sige til os, at hvis vi pædagoger bliver fyret, kan vi jo bare gå ud på rød stue. Men sådan er det jo ikke, vi har alt for meget ledelseserfaring ledelseserfaring og konsulentfunktion til at det er på rød stue, vi skal være. Jeg tror heller ikke de ville sige sådan til en person, som havde titel af konsulent. For i realiteten ved de jo ikke hvad vi laver”, fortæller Anny Zahlekjær.

Jytte Kellberg supplerer: ”Jeg kan godt forestille mig at der i en konsulenttitel også kan gemme sig nye opgaver. Ganske som mængden og typen af opgaver har ændret sig i de år jeg har været dagplejepædagog. Vi har jo en helt anden rolle i dag end tidligere, og den ændring har vi selv været med til at skabe.”

Ændringer kræver også input. Og så er de tre pædagoger tilbage ved de kurser, de så gerne vil tilbyde deres kolleger.

Samtidig er faggruppeudvalget også ude med snøren i forhold til Frederiksborg amt og Roskilde amt i håb om at de sammen kunne arrangere noget og dermed få større muligheder for inspiration. Frederiksborg amt var meget interesserede i faglige diskussioner og eventuelle debatmøder, fx om seniorpolitik, så et sådant muligt samarbejde går faggruppeudvalget videre med.

”Vi er jo vilde med vores arbejde og vil gerne selv lære mere og løfte sammen. Og vores arbejde er jo sjovere, når vi også gør dagplejerne mere tilfredse og glade for deres arbejde.”

Hvad har du af ønsker og behov til kurser, temadage etc.?
Giv faggruppeudvalget en tilbagemelding:
Mail din mening til Anny på z-anny@jubii.dk
eller Jytte på jytte@kellberg.com