Projekt TABUKA

Af Elisabeth Lockert Lange

ÆRLIGHED OG KÆRLIGHED

Det er de to altdominerende krav som en gruppe tidligere anbragte stiller til en anbringelse.

Anbragte børn er ikke passive men aktivt handlende og reflekterende i situationen. Anbragte børn udsættes overraskende ofte for seksuelle overgreb i selve anbringelsen. Systemet skaber brud og diskontinuitet for barnet. Skolen er et selvstændigt problemfelt for mange af børnene, men den har også et stort potentiale for succes.

Det er nogle af erfaringerne fra 39 tidligere anbragte, som i to et halvt år har udgjort en arbejdende gruppe i det ligeså gamle projekt TABUKA, en forkortelse for tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelser . Projektet har nu nået sin foreløbige afslutning med en bog med samme titel som projektet. Den beskriver i mere systematisk form TABUKAs bud på hvad kvalitet i anbringelsesarbejdet med børn og unge er. Bogen udkom den 24. februar. Samtidig er bevillingen fra Socialministeriets KABU-projekt (kvalitet i anbringelser af børn og unge) udløbet.

Netop det at præsentere en større gruppe tidligere anbragtes erfaringer og overvejelser i mere systematisk form var idéen med projektet, fremhæver Henrik Egelund Nielsen, socialpolitisk koordinator i Socialrådgiverforeningen og deltager i projektets styregruppe. Og han gør det helt klart at gruppens overvejelser og bud netop er denne gruppes overvejelser og bud. De og projektet er ikke repræsentative, men et bidrag til diskussionen.

”I løbet af den tid gruppen arbejdede, kom vi længere og længere ned i historierne. Vi fik skabt et tillidsfuldt rum med en gensidig tillid og åben dialog. Der blev talt lige ud af posen. Måden at arbejde på har uden tvivl åbnet for de 39 mennesker”, vurderer han.

Bliver ikke set

Meget i de 39 gruppedeltageres historier om anbringelser er ikke nyt. Det overrasker fx ikke Henrik Egelund Nielsen, at deltagerne som et helt gennemgående tema taler om ikke at blive set. Voksne, familie, professionelle, tilsynsførende, politi, sagsbehandlere er gået rundt om dem, men de har ikke set problemerne, mange har ligefrem lukket øjnene.

Det overrasker ham heller ikke at anbragte børn har et stærkt ønske om at møde professionelle, som de kan få et stærkt personligt forhold til. Heller ikke at barnet oplever en splittelse mellem plejefamilien og sin egen familie. Og slet ikke at anbragte massivt kritiserer udslusning og opfølgning som elendige.

Men projektet og de 39 deltageres beretninger indeholder flere overraskelser. Henrik Egelund Nielsen peger på børnenes aktive handlen: ”De handler ikke altid hensigtsmæssigt, men det er forbløffende så aktivt de har set, tænkt, forholdt sig. Der tales meget om passivitet, men de er altså meget mere aktivt handlende og reflekterende børn, end man ellers har indtryk af.”

Han henviser til de udsagn de tidligere anbragte er kommet med. Nogle af dem fortæller om at leve en dag af gangen. Men de fleste taler om refleksion, beslutninger og handlinger. Mange af dem tager beslutninger, som kan være livslange. De sætter sig krævende mål, som de siden har forfulgt.

Henrik Egelund Nielsen citerer en af deltagerne, som besluttede sig for at tænke positivt: ”tænk at jeg har skabt mit eget liv ved at tænke positivt!” Andre beslutter med trods, fx ”jeg vil aldrig blive som min mor”. Andre igen pansrer sig til, mens de forsøger at få lidt orden bag panseret. ”Og det er vigtigt at vide alt dette, for ellers er det svært for os at møde disse børn.”

De vigtige voksne er også et væsentligt tema hos anbragte børn. Og de vigtige voksne er først og fremmest forældrene – uanset. For dem har de følt sig elsket af.

”Også andre voksne kan være vigtige. Fx får skolelærere både rigtig dårlige og rigtig gode ord med på vejen. Der er klart et potentiale. Kontaktpædagoger får generelt positive ord. Men det er forældre og søskende, der er de vigtige. Ikke fodboldtræneren, selv om han fylder meget i den offentlige debat om mønsterbrydere!”, siger Henrik Egelund Nielsen og tilføjer:

”Man skal huske at den megen tale om den sociale arv og mønsterbrydere har en negativ side for disse børn. De testes nem- lig på det: er du mønsterbryder eller ej? Og det kan gøre dem vrede.”

Brud, kaos og manglende sammenhæng

Brud, manglende sammenhæng, kaos, usikkerhed, manglende stabilitet, manglende kontinuitet. Alt dette ligger ikke kun i tiden før anbringelsen, men også i selve anbringelsen og i tiden efter.

”Det er problematisk at diskontinuitet og kaos fortsætter med belastning og brudfyldte forløb. Deltagerne i vores materiale er kritiske over for systemet, men differentieret. Der er solstråler, men også meget kritik, og en meget konkret kritik af systemets manglende sammenhæng.”

Nogle af gruppens deltagere kan berette om anbringelser, som starter som en rigtig god historie om tæt kontakt med fx en kontaktpædagog. Men så flyttes der rundt på pædagogerne, for at barnet ikke skal blive for knyttet til den voksne, eller barnet flyttes et andet sted hen og må ikke fastholde kontakten til den voksne. Og så ender det som en ikke så god historie alligevel.

”Bruddene giver masser af forvirring og en manglende sammenhæng. Kontaktpædagogordningen er fx god, men kontakten afbrydes til tider af systemgrunde. Det er absurd, systemet må være mere fleksibelt.”

Hvis børnene så endda havde vidst, hvad der skulle ske! Men gruppedeltagerne fortæller om at de alt for ofte ikke fik noget at vide, selvom det angik dem direkte. De oplevede at de ikke fik fortalt hvor de skulle flyttes hen, hvorfor, og hvordan de personer de kendte ville følge dem. De fortæller om lærere som i klassen fortæller at de skal på døgninstitution, de vidste det bare ikke selv. Og lærere som fortæller at klassen skal besøge deres institution, de vidste det bare ikke, eller de vidste ikke at læreren ville sige det i klassen. Der er ikke kun tale om smertefulde brud, men også om dårlig formidling. Nogle af børnene resignerer, fordi de oplever at de voksne i overdragelsen ikke får fortalt ting, som er vigtige for barnet. Fx at bamsen er uundværlig og ikke må blive væk, eller at barnet har mellemørebetændelse.

”Der er for mange personer involveret, og der formidles generelt for dårligt. Selvom der også er enkelte eksempler på at børnene er med i processen.”

Dilemma i plejefamilier

De 39 tidligere anbragte har deres egne bud på kvalitet i en anbringelse. Første bud er ærlighed. Nænsomhed er fint, men det absolut nødvendige krav er ærlighed og åbenhed. Der er også et stærkt ønske om knus og kram, hjertevarme, holde hånd og plads til at være barn.

”Disse børn efterlyser kærlighed. Voksne som vil dem på et andet plan, som tør etablere relationen. Og uanset om den er kort, vil de gerne have den. Det er svært at få i et professionelt system, men det må handle om engagement og nærvær, at være til stede uden at overskride børnenes grænser. For grænser er vigtige. Nogle piger har kun oplevet berøring som overgreb, og vil ikke røres. Men mange børn vil”, fortæller Henrik Egelund Nielsen.

Man skal heller ikke kimse af trygge rammer og god mad. Vigtig er også en åben dialog og gode personlige samtaler, for mange af disse børn har gået med forfærdelige ting. Et bud om kvalitet er også at få fjernet den skyldfølelse, som er et tilbagevendende tema.

Mange af deltagerne har boet hos en plejefamilie, og det beskriver Henrik Egelund Nielsen som en kompliceret konstruktion.

”Hovedkravet er at være 100 pct. optaget i plejefamilien samtidig med at der skal være respekt for og accept af at de er anderledes. Børnene forstår godt at det krav er svært, at der er dilemmaer i det. For selvom de vil være fuldstændig som familiens børn, har de selv forældre et andet sted. Det er svært for dem at leve med en erkendelse af at være anderledes, uanset hvor accep- terede de er. Én af deltagerne kalder det ”en hårfin grænse”, en anden ”penibelt”. Det er naivt at tro at det handler om varme boller og et stråtækt hus.”

Henrik Egelund Nielsen er overrasket over, hvor mange der er blevet afstraffet af plejefamilien.

”Men det har måske været meget brugt tidligere. Det forbløffer mig også at så mange i så lille en gruppe har oplevet seksuelle overgreb i anbringelse. Overgrebene sker både i institution og i plejefamilien, dels børn over for børn, men også fra plejefamiliens sønner og endog plejefar. Der er plejefamilier hvor familien har en så ustabil og skæv konstruktion, og hvor plejebørnene er placeret så svagt at de måtte ende med at blive misbrugt, af enten familien eller dens omgangskreds. Det er vigtigt at vi er nøgterne om dette. Og det er vigtigt med et effektivt tilsyn.”

Et effektivt tilsyn er ikke lige det, de tidligere anbragte beskriver. Tværtimod er historierne om tilsyn alle dårlige i gruppen af de 39 tidligere anbragte. Historier om venindelignende forhold mellem plejemor og tilsynsførende florerer, mens der ingen fokus er på barnet. Det kan være en tilfældighed, peger Henrik Egelund Nielsen på, men under alle omstændigheder er tavshed om børnene katastrofalt.

”Denne viden har smittet af på lovgivningen, efter vi fortalte historierne til ministeren. Der er siden kommet klare regler for tilsyn. Som der dog kun er krav om én gang om året.”

Skolen har potentiale for succes

Skolen er et selvstændigt problem for mange anbragte børn, viser TABUKA-projektet. Nogle har følt sig svigtet af lærere, som ikke greb ind mod fx mobning. En af projektdeltagerne fortæller om sin mor, som år efter år kom døddrukken til forældremøder, og ”hvordan kan en lærer ikke gribe ind over for det!” Der er også historier om mobning, som stoppes af læreren, når han eller hun ”bliver gjort opmærksom” på mobningen.

”Når man hører om de forfærdelige mobbehistorier, er det tankevækkende at der ikke skulle mere til, end at læreren bare kunne stoppe det!”, undrer Henrik Egelund Nielsen sig.

Nogle af deltagerne beskriver skolen som en stor mulighed for at få noget til at lykkes. Det er ofte koblet med at børnene får en støtte til lektier, som de ikke har oplevet før, fx når de flytter i plejefamilie eller på institution. Følelsen af at klare sig godt i skolen betyder også at de føler sig mere normale, og det er selvforstærkende. De kan noget og sætter sig mål, som de forfølger fx at tage en uddannelse.

Det efterværn, som gruppen af tidligere anbragte fortæller om, fungerede slet ikke.

”Det kan være ændret, da reglerne for efterværn er ændret. Disse mennesker fortæller om kaotiske unge-liv med misbrug og overgreb. Det er absurd at bruge så mange penge i anbringelsesårene og så få i ungeårene. Støtten skal fortsætte ind i voksenårene, og især når de selv får børn.”

Henrik Egelund anbefaler at man laver forskning i de nuværende anbragte børn, nu hvor der er kommet klarere lovgivning og mere opmærksomhed om de dilemmaer og paradokser, der ligger i bl.a. plejefamilien. Han anbefaler også at man får etableret en evaluering, som rummer både dialogen og tilbagemeldingen.

TABUKA, Tidligere Anbragtes Bud på Kvalitet i Anbringelser, giver tidligere anbragte mulighed for at komme til orde med deres erfaringer og meninger om, hvad der er kvalitet, når man anbringer børn og unge. Deltagerne kommer primært fra Baglandet i Århus, Baglandet i København, De 4 Årstider og Baggrunden Fristedet. Undervejs i forløbet har der været holdt to konferencer, som munder ud i en rapport, der opsummerer tidligere anbragtes bud. Projektet har undervejs udgivet interviewbogen ”Så kommer du til et bedre sted…” Det er første gang, tidligere anbragte fra hele landet er samlet for at diskutere anbringelser. Det er første gang, de kommer til orde med deres hidtil tavse viden. De er eksperterne, når det drejer sig om anbringelser, deres bidrag er vigtigt i KABU og kan komme nuværende og fremtidige anbragte til gode. Læs mere på TABUKAs hjemmeside, www.tabuka.dk (link er ikke længere aktivt, red.)