Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Udsatte unge skal i fokus
Den nye børne- og ungdomsborgmester vil gerne fokusere mere på tiltag for de udsatte unge, hvis han fortsætter i sit nye job efter valget. Indtil videre er Jesper Christensen bare glad for sit første budget for området.
Af Jon Arskog
Det er en glad nyslået og afslappet socialdemokratisk børne- og ungdomsborgmester der tager imod på Københavns Rådhus. Og det med god grund. Københavns Kommunes budget for 2014 er landet fredagen inden og vi er kravlet ind i den nye uges anden arbejdsdag. Gemytterne er faldet til et mere tåleligt niveau. Kalenderen er ikke fyldt op og det giver Jesper Christensen mulighed for at komme lidt mere gelinde ind i rollen som borgmester – f.eks. ved at tage et møde med LFS Nyt og fortælle lidt om de ting han ser rør sig på området.
”Det har været en turbouge med forhandlinger og møder.
Men nu er det landet og det har været muligt at slappe lidt af. Det er lidt anderledes at være borgmester end gruppeformand. Den største forandring er, at som gruppeformand skal jeg sørge for at alle er tilfredse. Som borgmester kan jeg fokusere på børne- og ungeområdet,” siger Jesper Christensen, der blev kastet ind i rollen som børne- og ungdomsborgmester midt i budgetforhandlingerne, da Anne Vang den 1. september trak sig fra posten til fordel for et job i det private.
Han er glad for budgettet, som han synes er godt for børne-og ungeområdet, men som også har det bredere perspektiv, han måske som gruppeformand er vant til fokusere på.
”Det er rigtig godt for vores område, men det er også bredt. Det skal det også være. Men når vi skal have så mange penge til området, så giver det sig selv. Det skyldes jo blandt andet at børnetallet er stigende og vi har demografimodellen på området. Der er et reelt behov, der betinger det. Den forandring det har skabt på området er super god. Den gør, at vi ikke diskuterer prognoser, men at der er kommet tillid til, at når vi siger, at der er et behov for skole og pasning, så er der det,” siger Jesper Christensen, der har siddet med i Børne- og Ungdomsudvalget siden han blev valgt ind i Borgerrepræsentationen i 2001. Han har undervejs også været næstformand i Borgerrepræsentationen.
Han er særligt glad for den måde skolereformen skal implementeres på i Københavns Kommune, men også det at sundhedsplejen har fået 5 mio. kr. til at få fat i de tidligt udsatte børn, er han glad for. ”Så er der selvfølgelig steder, hvor vi ikke fik de penge vi kunne tænke os, men det må vi snakke om, vi har jo stadig et stort budget at finde pengene indenfor,” siger han.
Personligt er han meget glad for udvidelsen på klubområdet.
Som barn er han vokset op i Tingbjerg og det har præget ham, at Tingbjerg har været gennem den udvikling bydelen har været igennem i de senere år. Derfor er en af hans mærkesager blevet de udsatte unge.
Fremtidens klubtilbud på sinde
”Jeg er glad for, at vi dels har fastholdt klubtilbuddene generelt, men også udvidet på juniorklubberne. Nu har vi et mere attraktivt tilbud til alle unge,” siger han og tilføjer, at skolereformen dog tvinger politikere og organisationer til at tage en snak om hvilket fritidspædagogisk tilbud vi skal give til de unge i fremtiden.
Efter at have været på en studierejse til ungdomsklubberne Fryshuset i Stockholm og The Door i New York er han blevet meget optaget af at tænke fremtidens klubtilbud ud fra deres modeller.
”Det skal være et bredere tilbud end vores traditionelle klubber. Et hvor både klub og foreningsliv såsom bokseklubber og musikforeninger spiller sammen. Et sted hvor de unge har tilgang til tværfaglige rådgivningskompetencer som socialrådgivere, jobvejledere og seksualvejledere. Og så skal der være andre åbningstider, der matcher de åbningstider Burger King har. Det vil give os mulighed for at dække bredere og samle dem op vi har tabt. Det må vi kigge på bredt og også ved at inddrage de unge,” siger Jesper Christensen, der gerne vil arbejde med det, hvis han efter kommunalvalget kan fortsætte som borgmester.
I forhold til de udfordringer der ligger for de næste fire år, siger han:
”København fortsætter med at vokse. Så en af vores store udfordringer er fortsat at kunne sikre pladsgarantien og udbygge klyngerne. Men samtidig skal vi sikre, at indholdet også er i orden. Vi har en sund økonomi, men træerne vokser ikke ind i himlen. Vi skal hele tiden overveje, om vi bruger pengene rigtigt og der er det vigtigt med en dialog med organisationerne, personalet og forældrene, om hvordan vi får skabt de bedste tilbud for pengene. Det har vi gjort med klyngerne, hvor vi har skabt fleksibilitet lokalt og gjort kerneydelsen bedre. Det skal vi have mere af.”
Jesper Christensens videre borgmesterskæbne afgøres ved kommunalvalget den 19. november, hvor han blandt andet går til valg på en skole med bedre rammer for læring og fritidstilbud som de unge gider.
Læs mere om Jesper Christensen på www.bedreby.dk