Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Overenskomst
Af Elisabeth Lockert Lange
TO TRIN OP….
Overenskomstforliget ligger færdigt på bordet, og nu er det op til medlemmerne at afgøre om resultatet er godt nok. Iøjnefaldende er det at ny løn som det har været indtil nu, i forslaget er afskaffet og erstattet af en decentral lønforhandlingsmulighed. Det bliver en ny ny løn, hvor nogle lønmodtagergrupper skruer op for den lokale løndannelse, mens andre grupper skruer ned. Der bliver med andre ord forskellige modeller for den lokale løn. Samtidig er et af store problemer ved den gamle nye løn løst med en såkaldt udmøntningsgaranti for de forskellige lønmodtagergrupper. Den betyder at de afsatte midler til lokal løn fremover skal udbetales og ikke blot kan blive liggende i kommunekassen.
Som det vil være velkendt for trofaste læsere af artikler om overenskomstforhandlinger her i bladet har overenskomstforhandlingerne denne gang foregået efter den "omvendte" forhandlingsplan. Det vil sige de enkelte organisationer har forhandlet og indgået forlig først, og så har KTO bagefter forhandlet de tværgående generelle lønstigninger og forbedringer på plads.
Det har været et meget langt forhandlingsforløb med 63 organisationer over for de samme arbejdsgivere, og arbejdsgiverne har da også været lang tid om at indgå delforlig med de enkelte organisationer.
På tværs af organisationerne har man ønsket at bevare den lokale løndannelse, men med forskel på grupperne. Lederne får afsat mere til lokal løndannelse og mindre til det generelle lønløft, og omvendt med basisgrupperne.
"Grundlæggende er alle ansatte sikret en reallønsfremgang. Mens KTO har sikret reallønnen, har organisationerne sikret reallønsudviklingen", peger Britt Petersen, LFS’ formand, på.
Det samlede KTO-forlig giver 5,90 pct., fordelt på 5,64 pct. til generelle lønstigninger og 0,26 pct. til øvrige forbedringer. Sammen med den skønnede gennemsnitlige værdi af organisationernes resultat på 3,40 pct. kan det samlede overenskomstresultat beregnes til 9,30 pct.
I 2005 stiger alle LFS’ medlemmer et løntrin, det vil sige at grundlønnen går et trin op den 1. april i år, som en del af KTO-forliget. Dertil kommer de lønforbedringer, som organisationerne har forhandlet sig frem til senere i overenskomstperioden.
Ifølge den kommunale udmøntningsgaranti skal kommunen dokumentere at ansatte har fået forbedringer som mindst svarer til hvad der er aftalt.
"I princippet har vi lokal lønforhandling hvert år på grund af de såkaldte tilbageløbsmidler, det vil sige når en (dyr) person erstattes med en anden (og billigere). De penge "fanger vi op" samme år og tager forhandling på", siger Britt Petersen.
Daginstitutionerne
Medhjælpere på løntrin 9 springer to trin allerede i år, idet løntrin 9 ganske enkelt forsvinder. Nyansatte pædagogmedhjælpere starter altså på grundlønstrin 11 pr. 1. april i år (i stedet for løntrin 9 som nu). Erfaringstrinnet efter 3 års ansættelse stiger til løntrin 14 pr. 1. april 06. PGU-tillægget øges fra 10.600,- (31.3.2000 niveau) til 16.350 (31.3.2000-niveau) også pr 1. april 06 og minipensionen udbygges til fuld ordning (12,5 pct.) pr. 1. april 06. PGU-elever omfattes af fuld ordning efter endt elevtid og meritstuderende får fra 1. april næste år pensionsindbetaling under uddannelsen. PGU-elevernes løn under uddannelsen forhøjes 1. april i år og 1. april næste år.
Pædagogmedhjælpere, der er fyldt 55 år, og omfattet af pensionsordningen, kan fra den 1. april næste år vælge mellem en uges ekstra ferie eller at deres pensionsbidrag forhøjes til 14,79 pct.
Til lokal løndannelse er der til pædagogmedhjælperne afsat 1,25 pct. pr. 1. januar 07. En procentsats som skal udmøntes ifølge de nye aftaler. Samtidig forenkles arbejdstidsreglerne for weekendarbejde mens tillægget for arbejde om lørdagen øges.
For pædagogerne på daginstitutionerne gælder det også, at de stiger et grundlønstrin i år (til 21-25-29 + 1600 kr.). Derudover stiger grundlønnen for assistenter/støttepædagoger fra løntrin 21+1.600 kr. til løntrin 23 med fuldt gennemslag opad pr. 1. april 2006. Garantilønstrinnene ændres samtidig fra løntrin 25 +1.600 kr. til løntrin 27 og fra løntrin 29 + 1.600 kr. til løntrin 31 pr. 1. april 2006.
Til den lokale løndannelse er der afsat 1,25 pct pr. 1. januar 2007 for basisgruppen.
For ledergruppen på daginstitutionerne afsættes 2,5 pct. til lokal løndannelse, som udløses henholdsvis den 1. januar 2006 og den 1. januar 2007 (da lederne ifølge aftalen i den pædagogiske branche får mere til lokal løn og mindre til generel løn). Ledere på grundlønstrin 33, 38 og 43 får derimod et pensionsgivende tillæg på kr. 3.200 pr. 1. april 2006.
Grundlønnen for souschefer og afdelingsledere ændres fra løntrin 26 til løntrin 27 med fuldt gennemslag pr. 1. april 2006.
For personale som har en pensionsprocent på 13,00 pct. hæves den til 13,14 pct. pr. 1. april 2006. Og lønnen til de pædagogstuderende i lønnet praktik ændres således, at den pr. 1. april 2006 udgør: for 1. praktikperiode: 7.824 kr. (31. marts 2000- niveau) og for 2. praktikperiode: 8.079 kr. (31. marts 2000- niveau).
Forlig for dagplejen
Dagplejernes grundløn bliver også forhøjet to løntrin til løntrin 16 med fuldt gennemslag med et løntrin pr. 1. i år og ét pr. 1. april 2006.
Med denne overenskomst kan kommunerne ikke længere nyansætte dagplejere på 3 fuldtidsbørn og på 1 deltidsbarn og 3 fuldtidsbørn (og med dertil nedsat løn). Dagplejere der på nuværendetidspunkt er ansat på sådanne vilkår går i løbet af overenskomstperioden over på 4 fuldtidsbørn eller 4 deltidsbørn (med mindre særlige forhold gør sig gældende). Det vil sige at dagplejerne fra og med denne overenskomst får 100 pct. løn for 100 pct. arbejde.
Fra 1. april 2006 forhøjes grundlønningerne for souschefer i dagplejen med et trin til løntrin 29, stedfortrædere forhøjes et trin til løntrin 27, og dagplejepædagogerne forhøjes et trin til løntrin 24.
Legepladspædagogerne får lidt mere end et trin, de hæves til løntrin 23. Legepladsmedarbejderne forhøjes med et trin til løntrin 12, og for begge grupper er det med fuld gennemslag 1. april 2006.
Der afsættes 2,5 pct. til lokal løndannelse for dagplejeledere. Det samme gælder for legepladsledere og pædagogiske konsulenter. Ledere af central pladsanvisning forhøjes to trin til løntrin 29 alle med fuldt gennemslag. For basispersonalet (det vil sige de øvrige grupper) afsættes desuden 1,25 % til lokal forhandling.
Minipensionen forsvinder og bliver en fuldt udbygget pension for alle grupper. Og pensionsprocenten forhøjes for dagplejeledere, legepladsledere og pædagogiske konsulenter fra 13,81 pct. til 15 pct. For dagplejepædagoger, souschefer, stedfortrædere, leder af central pladsanvisning og legepladspædagoger forhøjes den fra 13 pct. til 13,14 pct. Og for dagplejere forhøjes pensionen fra 12,5 pct. til 12,85 pct. den 1. april 2006.
Den 1. april 2006 forhøjes tillægget for bestået PGU-uddannelse fra kr.10.600 til kr.16.350 årligt for dagplejere og legepladsmedarbejdere.
Døgnoverenskomsten
Pædagogerne (basisgruppen) på den såkaldte døgnoverenskomst får også et grundlønstrin mere pr. 1. april 2006 ud over KTO-trinnet. Det vil sige de havner på grundløntrin 24 og med fuldt gennemslag deropad. Sammen med det aftalte kvalifikationsforløb vil det betyde, at der fra det tidspunkt vil ske oprykning til løntrin 27 efter 6 års samlet beskæftigelse på baggrund af grunduddannelsen. Efter 10 års samlet beskæftigelse på baggrund af grunduddannelsen vil der ske oprykning til løntrin 31.
Som for de andre basisgrupper er der afsat 1,25 pct. til lokal løndannelse, mens der for ledergrupperne er afsat 2,5 pct. – også parallelt med de andre ledergrupper. Der er forbedringer af pensionen, idet pensionsprocenten for ledere forhøjes fra 12,5 pct. til 14 pct. og for basisgruppen fra 12,5 pct. til 13,5 pct. Også for døgn- grupper afskaffes minipensionen. Pensionsforbedringerne gennemføres med virkning fra 1. april 2006.
Med i resultatet er en forbedring af arbejdstidsbestemmelserne. Deltidsansatte med 30 timer eller derover bliver omfattet af reglerne om mindste daglige tjenestetid. Det er også aftalt, at der ska ydes en erstatningsfridag for ansatte, der er på arbejde juleaftensdag. Endvidere er der afsat midler til at forbedre reglerne for 37/3 afspadsering. For pædagoger i særlige stillinger i Københavns Kommune skal arbejdstidens placering forhandles – og der skal lokalt forhandles funktions-tillæg for arbejde på særlige tidspunkter.
Reguleringsordning
Den såkaldte reguleringsordning har hidtil givet en nogenlunde parallel lønudvikling i forhold til det private arbejdsmarked. Den har givet 80 pct. af forskellen i lønstigninger på det private henholdsvis det (amts)kommunale arbejdsmarked.. Denne mekanisme ændres ikke med den nye (amts)kommunale ordning i forliget, den sikrer fortsat en nogenlunde parallel lønudvikling i forhold til det private arbejdsmarked.
Den nye reguleringsordning udmønter midler første gang 1. oktober 2006. Den baserer sin udmøntning på løntal for det private arbejdsmarked fra februar 2005 til februar 2006. Dermed mangler der at blive udmøntet midler fra en reguleringsordning for perioden fra august 2003 til februar 2005. Det første år af denne manglende periode på 1 1/2 år udmønter minus 0,23 pct. Parterne har beregnet, at det resterende 1/2 år udmønter ca. 0,93 pct. Derfor er der et aftalt provenu på 0,70 pct.
I forbindelse med strukturreformen får medarbejdere løngaranti frem til 2008 med en aftrapning over tre år derefter, men ikke jobgaranti. Områdetillæg kan være forskellige ved kommuner der slås sammen, det er aftalt at tillægget skal op på det højeste beløb efter to år. Hvis der er tillidsrepræsentanter "i overskud" bevarer de beskyttelsen ét år frem, det gælder også hvis de er tjenestemænd, og i Københavns Kommune også anden form for medarbejderrepræsentant.
Et tværgående projekt om stress kom på banen (med nogle penge afsat). LFS lagde billet ind på en vinkel med psykisk arbejdsmiljø for ledere i daginstitutioner.