Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
H.C Andersen
Af Elisabeth Lockert Lange
Digteren, byen og børnene
Nok blev H. C. Andersen født i Odense for 200 år siden. Men fra 1819, da han som 14-årig den 6. september kom til København og til sin død i 1875 på landstedet Rolighed på det nuværende Østerbro, var han fremfor alt københavner. Og det har Københavns Kommune taget til sig og fejrer H. C. Andersen med en stribe arrangementer for børn og voksne.
Hvad kan man vente sig andet end at der i høj grad er fokus på København og på børnene i byen i dette år, hvor København som mange andre fejrer H. C. Andersen, eventyrdigteren over dem alle. "H. C. Andersen-året giver os blandt meget andet en anledning til at fortælle børnene en gammel historie om København, og vi vil bruge denne lejlighed til sammen med dem at se på København dengang og måske få formidlet og forstå eventyrene på en ny måde. Hver enkelt institution vil forhåbentlig arbejde med H. C. Andersen på deres egen måde. Og sådan at børnene får en oplevelse af at de er en del af H. C. Andersen-året, ikke blot som tilskuere, men som aktive deltagere."
Det fortæller Birgitte West, pædagogisk konsulent i Sundby Syd. Sammen med en række andre repræsentanter fra næsten alle byens forvaltninger startede hun allerede for to år siden forberedelserne til H. C. Andersen-året, da en styregruppe blev nedsat. Her samarbejder hun bl.a. med Jakob Ingemann Parby , historiker og ansat af Københavns Bymuseum som koordinator. For det er netop byens bymuseum som har fået til opgave at fungere som omdrejningspunkt i byens fejring af digteren.
"Det vi laver skal gerne opleves som relevant for børnenes hverdag. Mit ønske er at H. C. Andersen-året gør deres dagligdag rigere. Jeg håber da også at året ikke kun vil centrere sig om hans mest kendte eventyr, men at børnene også lærer noget både om H. C. Andersen og om København, som de ikke vidste eller kendte i forvejen, fx at H. C. Andersen var meget betaget af den moderne udvikling", siger Jakob Ingemann Parby og sætter dermed ambitionsniveau for året.
Integrationspotentiale
H. C. Andersen-året rummer mange muligheder for institutioner og børn, mener de begge. Der er både aktiviteter man kan deltage i, og aktiviteter man selv kan lave, nogle i institutionen og nogle ude omkring. Der er muligheder for at lave noget sammen og noget hver for sig.
"Vi spurgte i starten kolleger på forskellige institutioner om, hvad de syntes. Mange sagde en festival, og det bliver der. På Kastrupfortet den 6. september, som er H. C. Andersens københavns-fødselsdag, den dag han ankom til byen", fortæller Birgitte West og fortsætter:
"Vi har valgt at se på mulighederne for de helt små børn, fordi der bliver lavet så meget andet for de lidt ældre, bl.a. undervisningsmaterialer. Man kan tage eventyr, H. C. Andersen eller København op som tema. Man kan gå rundt i byen og se på de gamle huse og tænke eventyr ind i dem. Vi vil gerne støtte at man på alle kreative måder bruger H. C. Andersen også i forhold til "gamle H. C. Andersen-ting" som fx dukketeater og papirklip. Jeg tror alle de dagligdags ting får andre dimensioner på den måde. I alt tænker vi ham ind i en praktisk pædagogisk sammenhæng. Og vi kan se i institutionerne at det har inspireret, fx har nogle skrevet det ind i årsplanerne."
Jakob Ingemann Parby supplerer: "Vi vil også gerne sætte fortælleren i centrum. At daginstitutionerne gør sig gode til at fortælle historier. De sætter jo fokus på sprog og kulturer og giver børnene mulighed for at fortælle og lave drama."
De ser et stort integrationspotentiale i H. C. Andersen, peger han på. Dels fordi H. C. Andersen er oversat og læses på mange sprog. Dels fordi han rejste meget bredt i Europa og oplevede andre kulturer på en måske ikke helt almindelig åben måde. Dels fordi han selv skulle integreres: at komme fra Odense dengang og med en helt anden dialekt betød at man skulle integreres.
Birgitte West: "Når børnene i daginstitutionerne skal lære dansk kultur, så kan man bruge H. C. Andersen. Tænk bare på alle de udtryk vi bruger i daglig tale og som stammer fra hans eventyr, fx når vi taler om kejserens nye klæder eller den grimme ælling. Samtidig kan det være svært for to-sprogede at læse historier, men så kan man bruge dem på andre måder, fx dramatisere dem, så børnene er med i historien. Daginstitutionerne i Brønshøj-Husum-Tingbjerg har i flere år brugt H. C. Andersen netop i forhold til deres integration af to-sprogede. Hvem ved måske kan han også bruges til at skabe et nyt samarbejde mellem institutioner og skoler."
Økonomisk problem
Meget utraditionel formidling er opstået i arbejdet med H. C. Andersen-året, glæder Jakob Ingemann Parby sig over. "Der er fx rappere og hip-hoppere som fortolker eventyr. Noget af det gode ved sådan et år er jo netop at helt andre måder at forstå og formidle ham på dukker op. Og så er det jo også Københavns historie, der fortælles gennem dette.
Jakob Ingemann Parby formidler gerne kontakten hvis der er institutioner som gerne vil have nogen ud på besøg hos børnene.
Det meste af deres rolle er netop den formidlende og koordinerende rolle, det erkender de blankt.
"Vores rolle har været at melde ud til lokalcentrene med idéer, og formidle og koordinere det praktiske. Desuden skal vi vurdere, om folks forslag er realistiske inden for rammerne. For det handler også om budget og økonomi."
Nogle institutioner har da også udtrykt nogen skuffelse over at der ikke har været penge med, men kun idéer. De penge der har været til rådighed er blevet søgt og fordelt ret tidligt, mens daginstitutioner sjældent planlægger to år frem i tiden. En klar illustration af hvor forskelligt de forskellige forvaltninger og fag arbejder. Men de ser begge samarbejdet mellem alle forvaltningerne og de mange andre instanser fx bibliotekerne som et pilotprojekt, som både kan inspirere og give erfaringer til en anden gang.
Programmet for H. C. Andersen 2005 i Københavns Kommune er præget af arrangementer og aktiviteter, der kan indgå i borgernes og medarbejdernes dagligdag på skoler og biblioteker, i institutioner og i byens rum. Aktiviteter, hvor borgernes deltagelse og engagement ofte er drivkraften og forudsætningen for succes.
Københavns Bymuseum har ansvaret for den overordnede koordinering af Københavns fejring af H. C. Andersen, og en række publikationer og undervisningsmaterialer formidler viden om eventyrdigteren og hovedstaden. Museet åbnede i marts en særudstilling, der med udgangspunkt i forfatterens liv og tekster skildrer byens liv og historie i det 19. århundrede, og museet har udgivet publikationen "Vanddråben - København på H. C. Andersens tid".
Et inspirationskatalog til pædagoger er sendt ud til pædagoger i børnehaver, vuggestuer og fritidshjem. Kataloget giver en introduktion til H. C. Andersen, hans forhold til børn og betydning for børnelitteraturen. Desuden fortælles der om, hvordan det var at være barn på H. C. Andersens tid. Hæftet indeholder også en række idéer til, hvordan institutionerne kan arbejde med H.C. Andersen og hans tid. Bl.a. opskrifter til fremstilling af gammeldags legetøj, fælleslege fra 1800-tallet og eventyr, der egner sig til aldersgruppen samt forslag til ekskursioner og yderligere læsning.
Fra den 29. marts vil Hovedbiblioteket i Krystalgade fungere som udstillingsvindue og samlingssted for information, så man i årets løb kan få alt at vide om fejringen af H. C. Andersen i København. På børnebiblioteket er eventyrudsmykning og arrangementer i børnebiblioteket gennem hele året.
Blandt aktiviteterne er der byvandringer, festivaler, både de store, de små og de helt lokale, leg & læring med aktiviteter for børn i både skolen, fritidsinstitutionen og fritiden. Der er musik&ord og teater & dans for både børn og voksne, og der er udstillinger med alle vinkler på digteren.
Et samlet trykt program for kommunens fejring af H. C. Andersen kan fås på museet, på rådhuset og på byens biblioteker. Hjemmesiden www.hcakk.dk bliver desuden løbende opdateret med arrangementer. Man kan også få gode idéer til hvad man kan putte i et H. C. Andersen-arrangement, og man kan få opdateret sin viden om digteren, hans tids København og lege og legetøj i 1800-tallet.
Især for børn I H.C. Andersens fodspor – en byvandring for børn om København og H.C. Andersen. Arrangeret af Københavns Bymuseum og Golden Days in Copenhagen for de 8-12 årige. Bestilling på tlf. 33210772
Naturvandringer: Naturvejledere vil arrangere en tur med HCA-tema, hvor man vil kunne lære at binde blomster som H. C. Andersen og se nogle af de blomster og insekter, der optræder i hans eventyr. Arrangementet foregår på naturvejledernes område i Utterslev Mose. Naturvejleder Susanne Henriksen, tlf: 33663485.
Byens Børn: Projekt Eventyrskulptur, 12. maj – 19. juni på Islands Brygge Kulturhus. Her udstiller børn fra københavnske skoler og institutioner skulpturer baseret på H.C. Andersens eventyr. Udstillingen markerer afslutningen på et længere uddannelses- og udsmykningsprojekt. I forbindelse med ferniseringen den 12. maj 2005 vil der være underholdning i form af et børnekor og breakdance.
Leg & Læring: Energi- og Vandværkstedet laver et undervisningsforløb rettet mod skoleelever i 3.-6. klasse. Eleverne introduceres gennem H.C. Andersens tekster til de store forandringer indenfor vandforsyning, gasforsyning og kloakvæsen, som byen København oplevede i hans levetid. Booking: Mandag, tirsdag og torsdag fra d. 1. februar 2005 på tlf: 33 66 43 70.
H. C. Andersen og Fremtiden: Projektet bygger på Andersens store fascination af sin tids teknologiske og videnskabelige landvindinger. Materialet kan bestilles hos Center for Undervisningsmidler på http://www.cu.dk (link er ikke længere aktivt, red.)
Mange teatre opfører særlige forestillinger mere eller mindre direkte inspireret af H. C. Andersen. Her finder man bl.a. Valby Børne- og Ungdomsteater som opfører Den grimme Ælling, Det Lille Verdens Teater som opfører Hyldemor for de helt små. Ole Lukøje viser Anemoneteatret, mens Hiphop-gruppen Freestyle Phanatix opfører Den grimme Ælling. Holbæk Teater viser Milde Himmel! I en park i København, blot for at nævne nogle.
Billedskolen i Tvillingehallen afsluttede i november 2004 et projekt med 47 klasser, der har arbejdet med forskellige former for billedkunst på baggrund af H.C. Andersens eventyr. Fra den 6. november til den 5. december blev børnenes arbejde fremvist på en udstilling i Rundetaarn med titlen Hallehøj – hér kommer jeg! Udstillingen var en stor succes med over 2000 besøgende. Hvis man ikke fik set den må man desværre tage til Malmø Stadsbibliotek frem til 31.marts eller til Odense Rådhus fra 4.-15. april. Eller klip selv papir som H.C. Andersen mens du lytter til eventyr søndag den 3. april på Nationalmuseet.
H. C. Andersen og kulturmødet er en række arrangementer på Indre Nørrebro som starter med et børneoptog og fødselsdagsfest på Blågårds Plads den 1. april. Den 16. april er der hiphop-version af Den grimme Ælling i Medborgerhuset Blågården.
H.C. Andersen-tema på Miljøfestival 2005 . 20.-30. maj 2005. På rådhuspladsen og ved søerne samt udvalgte pladser i bydelene. Miljøfestivalen i København får i 2005 et strejf af H.C. Andersen. På Rådhuspladsen plantes en eventyrskov med figurer fra H.C. Andersens univers.
H.C. Andersen på Fortet. Den 13. juni – 17. juli onsdag- søndag, kl. 13-18 indtager H. C. Andersen Kastrup Fort. Her vil børn og unge kunne arbejde kreativt med H.C. Andersens liv og tid under vejledning af professionelle kunstnere inden for billedkunst, teater, sminkning, syning og lignende.
Københavns Havn vil Kulturhavn 2005 finde sted den 4.-7. august. En stort opsat musical af Den Lille Havfrue fejrer digteren. Over 600 medvirkende opfører eventyret på en gigantisk flydende scene i havnebassinet ud for Den Sorte Diamant.
Eventyr i Parken. Daginstitutioner og skoler fejrer H. C. Andersen den 6. september i byens parker. Denne dag Andersens "københavnske" fødselsdag, den dag ha ankom til byen. Arrangementerne omfatter børnene egne produktioner suppleret med enkelte professionelle optrædender. Desuden boder med mad, legetøj og dragte fra 1800-tallet. Aktiviteterne i den enkelte park planlægges af de deltagende institutioner assisteret af koordinatorerne.
Kig på www.hcakk.dk for at se mere (link ikke længere aktivt, red.)
Københavns Bymuseum markerer H.C. Andersen-året 2005 med udstillingen Vanddråben – København på H.C. Andersens tid. Den varer året ud. Udstillingen er opkaldt efter eventyret Vanddråben, hvor det myldrende liv i vandet fra en grøftekant sammenlignes med livet i datidens København. Udstillingen former sig som en tur rundt i hovedstaden i hælene på H. C. Andersen. Fra den lille, lukkede by omkranset af grønne volde han kom til og til den moderne storby, han døde i i 1875. Undervejs åbnes dørene ind til de københavnere, han levede side om side med og gennem originale genstande og billeder fortælles det virkelige eventyr om forfatteren og København for både børn og voksne.
Udstillingen er ikke lavet specifikt til børn, men de er tænkt med. Først og fremmest er tingene ikke placeret bag montrer men børnene kan gå helt tæt på dem, lugte dem og endda røre dem. Der er også lavet kighuller i børnehøjde flere steder, og samtidig er der indbygget en quiz i udstillingen, i og med at ting fra eventyrene er gemt rundt omkring i udstillingen.