Dukumentation af praksis

Af Tine Sejbæk

Måltider og venskaber

Hvordan griber man det an, hvis man gerne vil dokumentere sin pædagogiske praksis f.eks. for at se, hvor godt den egentlig virker? På den afsluttende KID-konference gav flere institutioner deres bud på, hvordan det kan gøres.

Sanselighed, nysgerrighed og dét at dække et smukt bord. At lære dannelse og vide, hvad sund mad gør ved kroppen. Det var noget af det, børnene i børnehaven Prinsessehøj i Lyngby-Tårbæk lærte under det KIDprojekt, som 33 ud af 54 daginstitutioner i kommunen gennemførte. Men pædagogerne i institutionen lærte også en hel del.

Lyngby-Tårbæk kommune startede med at sætte fokus på fire indsatsområder: dannelse, velvære, rummelighed og læring. Målet var at systematisere og dokumentere den pædagogiske kvalitet i daginstitutionerne. I Prinsessehøj valgte personalet at arbejde med "måltidet og livskvalitet".De ville bl.a. skabe velvære gennem det æstetiske i måltidet. Og åbne børnenes øjne for sammenhængen mellem det, de spiser, og deres kropslige velbefindende.

"Vi havde gennem længere tid set, hvordan børnene spiste. Vi oplevede, at dyder forsvandt, og at børnene gjorde, som det passede dem. Vi ville give børn nye og gode vaner, dvs dannelse. Vi ville også gerne have samtalen henover bordet i højsædet", sagde leder Ulla Engholm under KID-konferencens workshop om "Dokumentation af den pædagogiske praksis", som ca. 100 personer deltog i.

Personalet erfarede, at en rigtig god forberedelse og organisering skaber succes. Det er fundamentet for overhovedet at arbejde med kvalitet. Temaet for 2004, "Måltidet og livskvalitet", blev planlagt på personaleweekenden. De kastede sig over metoden Mind Map, en måde at strukturere sine ideer på, fordi den giver et godt overblik og betyder at alle bliver engagerede i processen.

I Prinsessehøj arbejdede de med årstidens måltider. Til dét havde de via Camilla Plum hyret en fantastisk kok, som kom og lavede mad med børnene fire gange i starten af hver årstid. Det var en stor succes og med til at betone det sanselige i måltidet. Maden blev serveret i smukke fade, der blev altid dækket op, som var det et festmåltid.

"Vores dokumentation for arbejdet var, at børnene fik lov til at røre ved og dufte til maden, det er en meget levende dokumentation for os. Der var stor fortællelyst blandt børnene om, hvad der skete under madlavningen", fortalte Ulla Engholm.

Efter hvert måltid gik hun ind og skrev i dagbogshæftet om, hvordan måltidet var forløbet. Forældrene fik referatet ud samme dag, så det kunne skabe dialog i hjemmet. Der var også opskrifter på de ofte spændende retter, som kokken og børnene kreerede. Desuden lavede pædagogerne i Prinsessehøj en skriftlig brugerundersøgelse blandt alle forældre. De lavede derudover flere fokusgruppe- interview med forældre fra alle stuer om, hvordan arbejdet med måltidet havde givet genklang i familien. Og forældrene fortalte bl.a., at børnene var blevet mere nysgerrige i forhold til fremmed mad. Kokken berettede desuden på et forældremøde om, hvad han oplevede, mens han arbejdede med børnene. Og gav dem fif til, hvordan de kunne få deres børn til at spise på en anderledes måde.

Projektet betød et stærkt fællesskab i personalegruppen. De evaluerede projektet og brugte naturligvis også fokusinterviewene med forældrene som evaluering. Bl.a. blev de klar over, at det var lykkedes mindre godt at drage kroppen ind i arbejdet. Så dette års tema i Prinsessehøj er "Kroppen på hovedet", hvor de bl.a. skal have besøg af en jægersoldat, en gøgler og en massør. De vil også arbejde mere med anerkendende relationer i forhold til samtalen henover måltidet. Og have mere fokus på børnehavens nyttehave, som blev lidt forsømt - bl.a. troede en del af børnene, at hindbærpindene var fægtesværd!

"Vi er blevet klogere af projektet og vil også frem over bruge de samme metoder til at dokumentere vores arbejde", sagde Ulla Engholm.

At dokumentere venskaber

"Dét at kunne dokumentere giver råstof tilbage til det pædagogiske arbejde", mener Hanne Nielsen, leder af Kastanjegården i Fredericia.

Alle daginstitutioner i Fredericia kom med i et KIDprojekt, hvor målet var at dokumentere det pædagogiske arbejde. Ud fra devisen, at mange pædagoger snakker meget, men er knap så gode til at få tingene på skrift. Alle pædagoger i kommunen var på et to-dages kursus i teoretiske metoder i forhold til at dokumentere.

I Hanne Nielsens institution, med 80 børn fra 0 til seks år, blandet på fire stuer, ville de dokumentere børns venskaber.

"Vi var optaget af, at der var et hieraki blandt børnene. Hvordan er det som barn at være en del af det hieraki? Er de bevidste om det? Vi ville se, hvad vores børn sagde".

Udover emnet ville de sætte fokus på metoder til dokumentation som f.eks. videofilm, billeder og interview. Hver pædagog skulle afgøre, hvilken metode hun ville hjem og arbejde med. "Nogle sagde "jeg vil bare arbejde med børneinterview", eller "jeg vil bare lave film". De blev tændt af forskellige metoder", sagde Hanne Nielsen.

To grupper valgte f.eks. at arbejde med børneinterview. Den ene gruppe interviewede de kommende skolebørn. F.eks. legede tre drenge i den alder ofte sammen. Pædagogerne ville undersøge, om de alle tre syntes, at den gruppe var god at være i. Interviewene foregik sådan, at børnene enkeltvis kom ind i konferencerummet. Den ene dreng fortalte: "Jeg er træt af, at det altid er Christian, der bestemmer. Jeg har også snakket med min mor om, at jeg skal finde nogle venner, hvor jeg også kan bestemme". De to andre drenge syntes derimod, det var fint, som det var.

Pædagogerne brugte oplysningerne til at sætte den mindre tilfredse dreng, Carl, i en anden gruppe. "Nu har han fået en god rolle og er helt sikkert med til at bestemme", sagde Hanne Nielsen. "Det har været spændede at dokumentere gennem børneinterview, men det kan være svært at få børnene til at åbne sig. I begyndelsen kom personalet tit til at spørge sådan, at børnene kun svarede ja eller nej. I starten kom mange også til at nikke bekræftende, så børnene følte, at de fik at vide, når de sagde det "rigtige". Vi lærte, at det er vigtigt at blive opmærksom på sit kropssprog også", sagde hun.

En anden gruppe, der arbejdede med at interviewe de lidt yngre børn, de fire-årige, var i starten vildt frustrede over, at de ikke fik noget brugbart frem gennem interviewene. Men så valgte de at lave tegneinterview. Dvs barnet tegnede sine venner, mens den voksne spurgte ind til tegningen. Det gav straks anledning til lange snakke om børnenes venskaber.

En tredje gruppe arbejdede f.eks. med observationer og iagttagelser som en metode til at dokumentere. Det gav også et overraskende indblik i børnenes leg. "Men i starten var det svært at være fluen på væggen; der gik simpelthen lidt tid, før børnene accepterede, at de voksne sad der uden at gå ind i tingene".

Hanne Nielsen oplever, at de i institutionen har fået et stort udbytte af at arbejde med dokumentation. "Vi har fået indarbejdet nogle redskaber, som vi også vil bruge i fremtiden. F.eks. vil vi benytte dem i forbindelse med læreplaner til at afdække: hvor er der læring? Det giver råstof tilbage i det pædagogiske arbejde at dokumentere, fordi vi kan bruge det til at diskutere og evaluere det, vi gør".