Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
”Børn skal lære solidaritet – ikke at have dårlig samvittighed"
Af Jon Arskog
Børnesolidaritet. Når børn skal lære om børneliv i udviklingslandene, skal det være for at lære solidaritet og hjælpe tredjeverdens børn med at blive stærke i deres kamp for en bedre fremtid. Hos International Børnesolidaritet kan børnehaver, fritidshjem og indskolingsklasser i Københavns Kommune gratis låne materiale til temauger om børns hverdag i den tredje verden.
Hvordan er livet for børn i den tredje verden? Det er det nok de færreste børn i de danske børnehaver, fritidshjem og indskolinger der har begreb om.
Om de skal have det, er en sag for pædagoger, lærere og forældre, for det kan være hårdt at blive præsenteret for fattigdom, nød og uretfærdighed, men det kan samtidig være nødvendigt for at forstå sit eget liv og sine egne muligheder.
Mødet med fremmede kulturer og deres hverdag, kan dog i høj grad også være berigende, farverig og give mening, ikke mindst fordi danske børn også møder fremmede kulturer i deres egen hverdag.
Beslutter man sig for at invitere storegruppen i en børnehave, indskolings- eller fritidshjemsbørnene på en ’rejse’ ud i den store farverige verden, så er det vigtigt at pirre til nysgerrigheden, legen og de muligheder der kan skabes for børnene i den fattige del af verden. Man må i hvert fald ikke skabe dårlig samvittighed, for den kan man ikke – og især ikke børn – bruge til noget.
Det mener folkene bag International Børnesolidaritet, der i snart 22 år har arbejdet med oplysningsarbejde i Danmark om børneliv i Sydamerika og Afrika, hvor organisationen støtter lokale børne- og ungdomsprojekter, der giver dem skolegang, fritidsliv og hvor befolkningen klædes på til at svare for sig og på demokratisk vis kræve forandring. Og hvor de lykkes med det.
Det er projekter, som er groet i landene og befolkningerne selv. Græsrodsprojekter som en eller anden ellers velmenendeUlandsorganisation ikke har trukket ned over ørerne på befolkningerne.
Det er lektieklubber i Nicaragua, fritidsklubber i Bolivia, børnehaver i Equador, og en børnebevægelse, der blandt andet kæmper for retten til uddannelse. Det er teater- og musikgrupper og så er det undervisning af gadebørn i afrikanske Ghana, så de også lærer at læse og skrive og får chancen for en fremtid væk fra gaden.
Kendetegnende for dem alle er, at det er projekter som lokale ildsjæle har iværksat. Det er sådanne projekter International Børnesolidaritet, som FOA, BUPL og SL står bag, arbejder med og støtter. Projekter, der er lokalt forankrede og som sigter på at gøre børn stærke, så de selv kan tage ansvar for og ændre deres fremtid.
Lån en aktivitetskuffert
Den daglige drift og oplysningsarbejdet tager Grete Lyngsø og Freddie Kristiansen sig af på kontoret i det gule baghus på Vesterbrogade i København. Til oplysningsarbejdet har de udviklet to aktivitetskufferter som er velegnede til børnehaver, fritidshjem, SFO’ere og indskolingen.
Kufferterne indeholder oplysningsmaterialer, bøger, legetøj, husgeråd, tøj og musik samt mange andre ting fra henholdsvis Latinamerika og Ghana. Børnene må røre og lege med det hele.
”Når legen, kroppen og fantasien er med, så er det lettere at forstå og indleve sig i den hverdag, de har i den tredje verden. Derfor har vi sammensat en aktivitetskuffert med ting fra Latinamerika og en med ting fra Ghana. Der er legetøj, dragter, fotos, børnetegninger, musik, musikinstrumenter, madopskrifter, spanske og ghanesiske ord og idéer til, hvordan kuffertens indhold kan bruges i f.eks. en temauge, men det er vigtigt for os, at pædagogerne selv kan få ejerskab til projektet, så der er ikke en opskrift, men kun nogle forslag til, hvad man kan gøre,” fortæller Grete Lyngsø.
”Blandt andet er der nogle aktivitetskort, hvor børnene får instruktioner og kan prøve nogle af de ting, der indgår i børns hverdag i den tredje verden. Kufferten indeholder også kort med informationer om leg, skolegang og mad. Meningen er så, at pædagogerne sætter sig ind i emnet og kan lave en fortælling for børnene,” forklarer Grete Lyngsø.
På den måde mener hun, at børnene får både viden om verden, men også viden om verden i Danmark:
”Der er jo mange kulturer i Danmark også. Viden og kendskab til andre kulturer gør at man ikke bliver bange for dem. Men for at danske børn kan sætte sig ind i andre kulturer, kan det være vigtigt at have en oplevelse af, hvor man selv kommer fra. Arbejdet med aktivitetskufferten kan derfor lægge op til samtaler om børnenes egen historie og kultur. På den måde får de også en fornemmelse af, hvordan forholdene er for børn i den fattige del af verden. Her er legetøj og lege gode til at illustrere ligheder og forskelle,” siger hun og peger på, at det unikke ved International Børnesolidaritet er, at de i modsætning til de fleste andre organisationer i deres oplysningsarbejde henvender sig til målgruppen af børn mellem 5 og 11 år.
Aktivitetskufferterne er gratis at låne for børnehaver, fritidshjem og indskolingsklasser i Københavns og Frederiksberg kommuner. Man skal bare kontakte International Børnesolidaritet og booke til ønskede uge – og selv sørge for at hente og bringe den.
Ingen skal have dårlig samvittighed
International Børnesolidaritet vil ikke have, at de danske børn skal gå fra temaugen med en dårlig samvittighed over at have det bedre end andre steder i verden.
”De får ikke at vide, at børnene i de fattige lande lider og slider, eller at nogen aldrig har fået kærtegn fra deres forældre, eller lever et hårdt liv på gaden, men de får at vide, at de nok godt kan bruge noget hjælp til at skabe en bedre hverdag.Det er ikke meningen, at børn skal have dårlig samvittighed, men at de skal få viden. Vi arbejder meget med at skabe solidaritet mellem børnene. At påpege, at ”børn i Danmark ikke ved, hvor godt de har det,” eller sige ”tænk på de sultne børn i Afrika,” når de ikke vil spise deres mad op, er destruktivt.
Det er vi gået meget imod, at man gør. Derfor har vi heller aldrig vist billeder af udsultede børn med fluer i øjnene. Vi mener, at børnene bedst får viden og opbygget en solidaritet gennem leg og ved selv at prøve nogle af tingene,” siger Freddie Kristiansen og tilføjer, at det at børnene kan opleve, at de kan være med til at støtte f.eks. International Børnesolidaritet gør noget ved deres selvværd.
”Jeg tror meget på den lille solidaritet. De får kufferten og den viden den indeholder og reflekterer over det. De prøver måske selv at lave legetøj, eller nogle af de andre ting man laver i den tredje verden. Nogle børnehaver og skoler har så forældrearrangementer, hvor de sælger de ting, børnene har lavet og sender overskuddet til os. På den måde er børnene selv med til at gøre livet bedre for den tredje verdens børn og det styrker dem som mennesker,” siger Freddie Kristiansen.
Du kan kontakte International Børnesolidaritet på 36177881 eller læse mere om, hvordan din institution kan låne en kuffert – eller andre informationsmaterialer på www.ibssol.dk
Forslag til aktivitetsuge med Ghanakuffert:Dag 1: Indledes med den ghanesiske leg, Pilolo. Alle børn får hver en kanga – et stykke stof med stærke farver og mønstre og tager det på enten som kjole eller lændeklæde. De skal også lære at lave en turban. Om eftermiddagen skal børnene lære at bære ting på hovedet. Det er ikke så svært, når man vikler en krans af stof. De kan også prøve at bære en stor dukke på ryggen i et klæde som børnene bærer deres små søskende i. Til sidst skal de feje gulvet med et bundt kviste. Dag 2: Indledes med en ny ghanesisk leg, Degare. Så laver børnene perler af cenit eller fimo-ler. Perlerne blev før i tiden brugt til at betale med. Hvert barn kan lave sin egen halskæde. Dag 3: I dag skal børnene i skole. Indendørs skole med borde og stole til halvdelen af børnene, der må deles. Dag 4: Ghanesisk musik og dans. Børnene kan prøve at spille på de forskellige instrumenter. Så tager de kangaer og halskæder på og danser til ghanesisk musik. Dag 5: Indledes med den ghanesiske leg Ampé og derefter handler dagen om mad. Børnene kan være med til at lave ghanesisk mad, som de til sidst spiser. De kan prøve at spise med fingrene. Maden kan evt. serveres til en lille fest for forældrene, hvor børnene kan vise deres dans og lege. Halskæder og tegninger kan evt. sælges og pengene gå til et lille projekt i Ghana. I løbet af ugen får børnene informationer om børneliv i Ghana. Og de kan lave deres egne fortællinger om børn og tegne og male dem. Det kan også være en god ide, at invitere et menneske, der er fra eller kender til Ghana, eller et andet afrikansk land, der kan fortælle om livet der. |
Bliv medlem:Du kan også blive medlem af International Børnesolidaritet. |