Debat

Mens vi leder…

Lige nu er arbejdet med tillidsdagsorden i fuld gang. I Socialforvaltningen bruges der mange ressourcer i jagten på at lette det pædagogiske personale for unødig kontrol og dokumentation. Men skal dette arbejde bære frugt, så må ledere og mellemledere til at tage bladet fra munden.

For selv om alle niveauer af Socialforvaltningen er inddraget, er en egentlig kritik af egne rækker fra denne gruppe nærmest fraværende. Og det har den været i al den tid jeg har været ansat i SOF. Derfor er der brug for en kulturændring.

Jeg er ansat på et Bo- og dagtilbud for mennesker med multible funktionsnedsættelser, og her har jeg været i snart 10 år. Jeg har fulgt med i udviklingen på specialområdet, de sidste syv år som tillidsrepræsentant for Landsforeningen For Socialpædagoger (LFS). De konstante forandringer og den megen topstyring som er kommet, har jeg haft tæt inde på livet. Jeg har set dygtige pædagoger fravælge deres stilling, fordi arbejdet ikke længere sagde dem noget.

10 år med økonomistyring og resultatkontrakter samt de seneste års storstilede satsninger som CSC Social, Forandringskompasset og akkreditering, har sat sine tydelige spor.
På det forkromede tegnebræt kan det nok være tænkt som en hjælp, til en bedre ydelse for de borgere som vi hjælper.
Visionen har været, og er stadig, at disse systemer kommer til at gå op i en højere enhed. Den dag det sker, bliver alt nemmere. I mellem tiden er det borgerne og det pædagogiske personale der betaler prisen.
Der har fulgt et så stort krav om dokumentation og kontrol med, at arbejdet har skiftet karakter. Nu halser vi bag efter det administrative registreringsarbejde, som dikterer rammerne for samværet og den pædagogiske indsats. Det har taget mange ressourcer at tilegne sig de nye systemer, og det gør det forsat. Den pædagogiske faglighed er blevet øremærket, og tiden til at være i relationen sammen med de borgere, som vi er ansat til at hjælpe, er blevet reduceret.

Derfor kan jeg kun være glad for en tillidsdagsorden der søger at trække udviklingen i den anden retning.
Men når det er sagt, så er der for mig at se, et væsentligt element i arbejdet der mangler: En klokkeklar opfordring fra Socialforvaltningen til sine ledere og mellemledere om at bidrage med kritik, såvel offentligt som internt i organisationen. For der må da være flere ledere og mellemledere der kan bidrage i denne henseende. Ledelsesansatte der har gået og fundet sig i lugten i bageriet, uden at sige noget. Om det så skyldes frygt eller bekvemlighed.

Når nu det er en udbredt holdning, ikke mindst politisk, at det hverken økonomisk eller fagligt betaler sig at kontrollere og dokumentere pædagogernes arbejde unødigt. Så er der for mig kun et at gøre. Socialforvaltningen skal, hvis tillidsdagsordenen skal lykkes, opfordre og belønne kritik af egen praksis. For uden ledernes og mellemledernes bidrag og engegement har jeg ikke tillid til, at tillidsdagsordenen formår at frembringe nok af det, som den er sat i verden til at tilvejebringe.

Læserbrev af
Jesper Berring
TR på Bo-og dagtilbuddet Musvågevej