Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Sygedagpengereform med alvorlige mislyde
Af Jon Arskog
Regeringen og Folketinget har fra den 1. juli 2014 fjernet varighedsbegrænsningen på sygedagpenge, men kun for dem med de alvorligste diagnoser. Får du en mere diffus sygdom risikerer du at miste sygedagpengene allerede efter fem måneder.
”Fremover stopper hjælpen fra det offentlige ikke ved en bestemt skæringsdato, men først når den sygemeldte er på fode igen.”
Sådan lød beskæftigelsesminister Mette Frederiksens anprisning af Regeringens og det ganske Folketings – minus Enhedslisten – nye sygedagpengereform kort før jul.
Her lidt mere end en måned efter sidder rynkerne stadig i panden hos LFS’ socialrådgiver Susanne Brink Andersen, der med en vis frygt og bæven afventer den endelige udformning af lovteksten til de nye sygedagpengeregler. Til daglig sidder hun og behandler sager om arbejdsskader og sygedagpenge og hun er ikke overbevist om de stærkt forherligende ord og sætninger, der blev udtrykt af beskæftigelsesministeren inden jul.
”Ganske vist er der positive elementer, men det er blevet de mange, der betaler for de få,” som hun udtrykker det.
Og det bliver dyrt nok, selvom det er rigtigt, at der efter de nye regler, der skal træde i kraft den 1. juli 2014, vil være en ydelse at få for alle. Men for de mange – regeringen skønner ca. 14.700 – vil den være på kontanthjælpsniveau – og ifølge FOA’s beregninger vil det sige mellem 3.500 og 7.000 kr. mindre om måneden, afhængig af om man er forsørger og over eller under 30 år.
Varighedsbegrænsningen delvist væk
I årevis har de faglige organisationer haft et ønske om, at politikerne fjernede det der kaldes varighedsbegrænsningen.
Problemet med den har været, at den ofte og med ét rev forsørgelsesgrundlaget for en sygemeldt væk, når denne kom ud over en sygdomsperiode på 12 måneder og ikke kunne forlænges ud fra syv undtagelser i sygedagpengelovens § 27. Undtagelserne forudsatte, at man enten var udredt, skulle i arbejdsprøvning, havde en livstruende sygdom, der ikke længere kunne behandles, havde en arbejdsskadesag, eller havde en sag om førtidspension kørende.
”Her er mange faldet i det såkaldte sorte hul og har mistet
deres forsørgelsesgrundlag, for selvom at en læge bekræftede, at man var syg, faldt man ikke nødvendigvis ind under de syv undtagelser. Og havde man en ægtefælle som tjente, hvad der svarede til to gange kontanthjælp brutto, så kunne man heller ikke få kontanthjælpsydelse.”
Det er de samme undtagelser, der videreføres i den nye lovgivning med en ekstra undtagelse, der giver lidt flere med livstruende, alvorlige diagnoser, såsom kræft, hvis de ikke kunne få det før, mulighed for bibeholde sygedagpengene under hele sygdomsforløbet.
”De har nu afskaffet varighedsbegrænsningen for dem med de alvorlige diagnoser. Det er positivt. Men tilbage står så hovedparten som ikke har en ”alvorlig” diagnose. Det er blandt andet dem med psykiske, nedslidnings- og diffuse diagnoser, som det tager lang tid at udrede. Her har man fremrykket skæringsdatoen, så hovedreglen er, at man kun kan få sygedagpenge i fem måneder, hvorefter det så skal vurderes om man falder ind under undtagelsesbestem-melserne, eller om man i stedet skal overgå til et jobafklaringsforløb.”
Er man ikke udredt kan man altså ligesom før ikke falde ind under de i fremtiden otte undtagelser. Og det har været virkeligheden for rigtig mange, at de efter 12 måneder ikke har været udredt, forklarer Susanne Brink Andersen, der derfor ikke kan forestille sig, at sygemeldte der hidtil ikke har kunnet udredes indenfor en 12 måneders periode nu skulle kunne blive det indenfor fem måneder. Derfor mener hun, at man i udformningen af de nye regler bør udvide spillerummet for dem, der er svære at udrede.
Mindre dybt, men tidligere fald
”Problemet var tidligere, at de der ikke kom ind under de syv undtagelserrøg i et hul. Nu har man rykket hullet frem, men dog gjort det mindre dybt at falde i, da man nu kan få ydelse svarende til kontanthjælp og gjort den uafhængig af formue og ægtefælles indkomst.”
At ydelsen er gjort uafhængig af ægtefællens indtægt og formue ser Susanne Brink Andersen som positivt, men for dem der ryger ned på den lavere ydelse betyder det, ifølge FOA’s beregninger, et indtægtstab i størrelsesordenen 3.500 til 7.000 kr. om måneden i det halve år sygedagpengeperioden er blevet forkortet. Regeringen vurderer, at 14.700 danskere står til at blive ramt, mens knapt 50.000 vil kunne bibeholde deres sygedagpenge.
”Som sagsbehandler på området gennem flere år, er jeg altså bare så erfaringsramt, at jeg ved, at kommunerne som regel fortolker reglerne så stramt som muligt. Jeg tror derfor ikke på, at kommunerne bløder op på de her forlængelses-paragraffer,” siger hun skeptisk.
”Hovedreglen er, at sygedagpenge skal stoppe efter fem måneder. Undtagelsesmulighederne er undtagelsen. Regeringen forestiller sig, at omkring 25 pct. vil overgå til kontanthjælp og at de resterende kan forlænges. Jeg kan frygte, at det ender omvendt,” tilføjer hun.
Et andet problem hun peger på er, at arbejdsgiverne sandsynligvis vil blive mere tilbøjelige til at afskedige de syge før, da deres refusion formentlig vil falde tilsvarende.
”Man kan sige, at man har skabt forbedringer for nogle få, og det er de mange og de syge selv der betaler. Det var ikke det der var de politiske ambitioner, da man begyndte at sætte fokus på problemet,” siger hun.
Men der er også positive ting ved reformen:
”Det er positivt, at de vil lave et forsøg med at man kan afvise behandling. Vi har haft sager, hvor medlemmer er blevet tvunget til at spise antidepressiv medicin, eller til operation for at kunne modtage sygedagpenge. Nu skal man kunne sige nej til behandling uden at kunne få frataget sygedagpengene,” siger hun og peger også på et mindre bureaukrati som positivt.
Hvordan den endelige lovtekst kommer til at se, vil vise sig i løbet af det næste halve år, hvor den blandt andet skal i høring. Loven skal træde i kraft den 1. juli 2014
Ny sygedagpengemodelRegeringen og de borgerlige partier indgik kort før jul forlig om en ny model for sygedagpenge. Aftalens hovedelementer er: |