Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nye bøger
Hverdagsliv og livsforløb
Af Ida Schwarts
Børn og unge bosat uden for eget hjem er afhængige af, at mange professionelle samarbejder om at skabe sammenhæng i deres hverdagsliv og livsforløb. Bogen argumenterer for at forstå den socialpædagogiske opgave som en tværprofessionel støtte til, at disse børn og unge udvikler en personlig livsførelse gennem deltagelse i fællesskaber i deres hverdagsliv og livsforløb. Det indebærer, at professionelle søger mere viden om, hvordan børnelivet former sig set ud fra børnenes perspektiver. En socialpædagogisk støtte, der ønsker at bakke op om børnenes livsførelse, må tage udgangspunkt i, hvordan børnene oplever krav, udfordringer og muligheder i deres hverdagsliv de forskellige steder, hvor de færdes.
Bogen henvender sig til pædagoger, lærere, socialrådgivere, familieplejere og andre professionelle, der tager del i omsorgen for børn og unge bosat uden for eget hjem.
Forlaget KLIM • 274 sider • Pris 299 kr. ISBN: 978-87-7129-350-0
Væk og Borte
Clara og Oscar sørger
Af Anne Vibeke Fleischer, Rikke Mølbak
Sorg er at være meget ked af det i meget lang tid. Måske bliver man ved med at sørge lidt altid. I denne bog møder man Clara og Oskar, der sørger. Man hører om, hvordan de har det. Og man kan være med til at finde ud af, hvad der kan hjælpe dem.
Næsten alle børn oplever sorg på et tidspunkt i deres liv.
Sorg er den følelse, der kommer efter et tab. Tabet betyder, at man har mistet noget, som man holdt meget af. Ens hund kan blive kørt over. Mormor kan dø. Eller mor og far skal skilles, så man ikke længere har dem begge to hver dag.
I bogens sidste del er der et kapitel til de voksne, der gerne vil forstå og hjælpe børn, der føler stor sorg.
Bogen henvender sig til de 4-8 årige.