Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nyheder
Misforstået pædagogik?
Kun 43 pct. af personalet i en række børnehaver i København og Herning kommuner har deltaget i børnenes leg i løbet af en arbejdsdag. Det er ifølge professor i pædagogik på Aarhus Universitet Stig Broström for lidt, skriver Søndagsavisen.
Han har selv foretaget undersøgelsen og skyder skylden på et forfejlet skandinavisk pædagogisk fokus på fri leg, hvor det, at voksne går ind legen skulle forstyrre børnenes leg. Han mener, at den holdning ekskluderer de børn, der har svært ved at indgå i sociale relationer. Han mener også, at det går ud over de stærke børn, der ikke stimuleres på indlæring af sociale kompetencer. Han efterlyser, at de voksne i højere grad skaber rammer for legen og kvalificerer den.
Næstformand i LFS, Jan Hoby, ser ikke, at årsagen skal findes i den danske pædagogiske tradition, men derimod i markedsliggørelsen af daginstitutionen.
”Det skyldes de politiske ønsker om flere og flere dokumentationskrav og tests, og det har flyttet fokus væk fra relationsarbejdet, børns leg og deres kulturfællesskaber. Så det er bestemt ikke fordi, at pædagogerne ikke ved, at legen er børns vigtigste kilde til udvikling af deres krop, sprog og sociale færdigheder,” siger han og konkluderer, at: ”der skal mere Grundtvig og mindre Niels Egelund og PISA ind i daginstitutionen.”
Offentligt ansatte får mundkurv på
23 pct. af FOA’s medlemmer svarer i en undersøgelse, at de har fået klar besked på, at de ikke må udtale sig offentligt om forringelser i den service, de giver borgerne.
Et medlem svarer i undersøgelsen, at det opfattes som illoyalt over for arbejdspladsen. Heldigvis svarer 60 pct. at de ikke har fået den slags beskeder, mens 18 pct. ikke ved eller husker om de har fået sådan en besked.
Erfaringer med udlicitering skal under lup
Vi har set skrækeksempler fra landene omkring os, men der findes ikke en samlende undersøgelse af erfaringerne med udlicitering af velfærdsopgaver. Det vil universitetsforskere nu gøre op med. I spidsen for projektet står professor Jacob Torfing og lektor Ole Helby Petersen, der begge er fra Roskilde Universitet. Jacob Torfing har bidraget til Produktivitetskommissionens arbejde ved at foreslå effektivisering gennem fravigelse New Public Management paradigmet og i stedet praktisere New Public Governance, hvor medarbejderinddragelse fylder mere. Nu skal han undersøge om Produktivitetskommissionens anbefalinger om at udlicitere velfærdsopgaver har sin gang på jorden.
86 % glæder sig over dagtilbud
Et stigende antal forældre er glade for deres dagpleje eller daginstitution. Det viser en brugerundersøgelse som Økonomi- og Indenrigsministeriet har foretaget og gjort tilgængelig på tilfredshedsportalen.dk. 86 pct. af forældrene er i dag tilfredse eller meget tilfredse mede deres tilbud mod 80 pct. i 2012. Forældrene fremhæver blandt andet personalets indsats for at få deres barn til at føle sig tryg og glad, som en positiv ting. Lidt færre er tilfredse med deres SFO. Her 77 pct. tilfredse eller meget tilfredse med tilbuddene, hvilket dog er det samme som i 2012.
Nyt design på LFS Nyt
Med dette nummer af LFS Nyt er der sket noget. Skulle du ikke have bemærket det, har vi over de sidste måneder testet nyt papir og udviklet på bladets layout. Resultatet er (indtil videre…) det blad, du nu sidder med i hænderne. Når jeg skriver indtil videre, så er det, fordi jeg ser det som en dynamisk proces, hvor vi løbende udvikler på bladets udseende. Indholdet skulle gerne være det samme – et fokus på din pædagogiske faglighed og nyt af interesse for den pædagogiske verden.
God fornøjelse Jon Arskog