Fra moralsk optugtelse til helhedsorienteret opdragelse

Anbragte børn.
Gennem 100 år har døgninstitutionen Villa Kokkedal taget sig af nogle af samfundets mest udsatte børn. Det er gået fra moralsk optugtelse til helhedsorienteret opdragelse. Indlæring, omsorg og social træning er i dag tre væsentlige ingredienser, der flytter børnene til et bedre liv.

Tekst: Jon Arskog

Det store hvidpudsede hus ligger med sin nyere sorte trætilbygning smukt på den store naturgrund lige ud til Øresund. Det kunne være endnu en af de mange mondæne kursusejendomme, der ligger langs Strandvejen i Nordsjælland, men det er det ikke.

På grunden bag den store ejendom er der legeplads, boldbaner, trampolin, bålplads og en gruppe drenge på 10-12 år, der løber og leger, eller spiller bold med en voksen. De har sig lige et frikvarter, inden de igen skal ind til undervisning.

Velkommen til Villa Kokkedal, der er en af Københavns Kommunes døgninstitutioner med egen skole for anbragte i 5-14-års alderen. Målgruppen er helt specifikt børn med psykiatriske udviklingsforstyrrelser og normal begavelse.

Her på Rungsted Strandvej 320A i Hørsholm bor og lever 14 børn, der alle indgår i længere behandlingsforløb. Som regel er de fleste frivilligt anbragt, men for tiden er halvdelen tvangsanbragt. Her sover, leger og lærer de 24 timer i døgnet – under konstant pædagogisk opsyn, men efter moderne pædagogiske principper.

Men helt sådan har det ikke altid været. Den 15. maj fejrer Villa Kokkedal 100 års fødselsdag og dermed har institutionen været med i næsten hele døgninstitutionens historie, der er gået fra fast, men kærlig opdragelse til behandling baseret på psykologiske udviklingsteorier, struktur og et helhedssyn på barnet og dets netværk.

Det begyndte med de vanføre

Gennem tiden har der på ejendommen været flere forskellige institutioner.

Det hele begyndte i 1914, da ’Samfundet og Hjemmet for Vanføre’ (Sahva) i tilknytning til et eksisterende sommerhjem for fysisk handicappede børn, byggede rekreationshjemmet Børnely, der var et helårstilbud til samme målgruppe. Her boede de handicappede københavnske børn og modtog også undervisning, så de ville kunne klare sig bedst muligt, når de skulle tilbage til deres hverdag.

I 1941 overtog Københavns Kommune ejendommen og Børnely blev til ’Københavns Kommunes optagelseshjem i Kokkedal’. Her kunne 40-50 børn mellem 3 og 14 år, der af forskellige årsager blev anbragt akut udenfor familien bo.

I 1943 fik kommunen godkendt en skole til undervisning af de anbragte børn på stedet, således at de ikke kom bagud med deres skole, eller måske kom på omgangshøjde med den igen, men ellers drejede det sig mest om at passe børnene, at holde dem rene og sørge for at de fik masser af frisk luft – i samlet flok, indtil de hver for sig skulle videre i familiepleje, eller hjem igen.

Ifølge det i øvrigt meget medrivende festskrift over Villa Kokkedal, som Katrine Corvinius Lund, har forfattet til 100 års jubilæet, var den daværende forstanderinde Frk. Lili Rørdam meget atypisk og forud for sin tid. Hun var klar over, at børnene ikke kunne klandres for deres situation og derfor skulle de heller ikke straffes for det, eller den adfærd de havde fået med sig hjemmefra. De skulle bare have kærlighed.

At hun var fremme i skoene viste hun også i 1957, hvor Børnely, som optagelseshjemmet stadig blev kaldt, var det første børnehjem, der ansatte en børnehavepædagog til de mindste børn. I 1961 kom en psykolog til og midt i 1960’erne ansatte hun endda en mand, som ’pædagogisk’, men uuddannet medarbejder.

Frk. Rørdam var således med til at foregribe og indføre den pædagogisk psykologiske tilgang til de udsatte børn, selvom den endnu ikke var systematisk eller bevidst, men hendes principper for den måde de voksne skulle møde børnene, var de samme, som den havde været i 1950: venlighed, bestemthed og megen tålmodighed. Men ikke mindst, at man var ansat for børnenes skyld – kærlighed og nærvær.

Gennem 1970’erne blev strukturerne radikalt ændret og egentlige pædagogiske ansatte og tiltag holdt sit indtog. Personalet fik informationer om børnenes baggrund at arbejde ud fra og kunne bedre hjælpe børnene i deres situation.

Hen mod slutningen af 1970’erne overdrog staten driften af institutionerne til kommunerne. En del lukkede, da plejefamilier og nye private tilbud opslugte de ’nemme’ børn, mens de mere vanskelige børn blev anbragt på de kommunale døgninstitutioner, der overlevede. Børnely var en af dem.

Men der kom færre børn, færre akutanbringelser. Antallet af døgnpladser blev sat ned til 30 og de børn, der kom, opholdt sig ofte i længere tid end de ni måneder, der var afsat. Akutfunktionen blev nedlagt, og sovesalene lagt om til 3-4 mands værelser.

Efter 37 år på posten gik Frk. Rørdam i 1978 på pension.

Fra børnehjem til behandlingshjem

Det gjorde hun sammen med optagelseshjemmet. De kommende år

var en brydningstid for døgninstitutionerne. Fra 1978 til 1982 havde Børnely skiftet karakter til et børnehjem med en pædagogisk praksis og egen skole. Her var primært 7 til 9-årige og maksimalt 24 børn anbragt i op til 3 år. Men i 1982 skulle institutionen have et større psykologisk sigte. En forstander med psykologisk baggrund kom til. Og i 1983 blev Børnely omdannet til Behandlingshjemmet Kokkedal, der havde psykologer og en socialrådgiver ansat.

Målgruppen blev i højere grad udadreagerende børn og børn med tilknytningsforstyrrelser. Normeringen blev ændret til 16 børn og 12 pædagoger, mens der var fire lærere i skoleafdelingen, der blev opdelt i to klassetrin. Skolen blev en obligatorisk og integreret del af institutionen. Barnets sociale, kognitive og motoriske udvikling kom i fokus. Målet var, at det enkelte barn skulle blive så velfungerende psykisk og socialt, at det blev muligt at fungere i hjemmet, eller i en plejefamilie.

Op gennem 1990’erne kom der krav om i højere grad at samarbejde med børnenes familier. Forældrene var vigtige for barnets udvikling, uanset forholdet mellem barn og forældre. En individuel handleplan skulle hjælpe barnet med at få bearbejdet omsorgssvigt, få genetableret en tilknytning til de voksne, få en indsigt i og accept af sin familie og med at lære, hvilke krav man kan stille til omverdenen.

Principperne for det pædagogiske arbejde blev tryghed, forudsigelighed, overskuelighed og grænsesætning.

Dagens Villa Kokkedal

Fra 2002 til 2010 er psykologen Trine Lindskov forstanderinde. Udover at gennemføre en større renovering og give institutionen det nuværende navn Villa Kokkedal, sætter hun temaet for den nuværende institutions grundprincipper: struktur.

Hun kalder det miljøterapi, der gennem tre grundelementer fokuserer på en sammenhæng og et samspil med miljøet: tid, sted og opgave. Med metoden struktureres hver opgave i tid, hvilket område den skal finde sted i, og hvad indholdet og formålet med aktiviteten er. I forhold til det enkelte barns behandlingsmål, er det en måde at tydeliggøre forventninger og muligheder for barnet, som skaber overskuelighed og forudsigelighed for barnet. For den voksne giver det troværdighed i relationen til barnet.

Tidligere var der børn, der blev sendt i den kommunale skole i Hørsholm, men i 2010 blev Charlotte Hvejsel leder af den interne skole i Villa Kokkedal og skolen har siden taget sig af al undervisning. Skolen er klasseopdelt, men børnene har ikke nødvendigvis alderssvarende kompetencer. I skolen er der derfor fleksible arbejdspladser med en indretning og udstyr, der tager hensyn til og højde for børnenes udfordringer, ligesom der er tre til fire uddannede faste lærere, der kan arbejde individuelt med børnene og to faste skolepædagoger, der kan støtte de børn, der har det svært med undervisningen. Ifølge Charlotte Hvejsel er det en nødvendighed, når man arbejder med denne målgruppe, at det er de samme voksne, der har med børnene at gøre.

Mangler anerkendelse af de unges indsats

I dag er kodeordene indlæring, omsorg og social træning. Evnerne man lærer i skolen er grundlaget for at kunne komme ud i samfundet igen. Men man når kun så vidt med omsorg og gennem træning af sine sociale færdigheder. Det hele arbejder børn og pædagoger hårdt med. Men Charlotte Hvejsel ville ønske, at samfundet skruede lidt på sine forventninger til de børn og unge:

”Man anerkender ganske enkelt for lidt, den rejse de her børn begiver sig ud på, når de kommer her, fordi de ikke alle når det punkt, der hedder ’normal’. Alle falder i svime, hvis et ’normalt’ ungt menneske får et 12-tal og læser medicin. Men når vi ser på vores børn her, så flytter de sig alle – og nogen endda rigtig meget. Det kan være en 10-årig, der har en fem-årigs kompetencer, og så er der meget at indhente. Der kan det da godt være, at det ikke bliver til en 9. klasses afgangsprøve, eller et arbejde, men kan man nå derhen, hvor vedkommende ikke gør skade på andre, så er det en succes. Kan vi få dem derhen, hvor de får et liv, de er glade for – eller måske endda bidrager positivt til samfundet og skattesystemet – så er det for os fantastisk,” siger Charlotte Hvejsel og tilføjer:

”Der kunne man godt anerkende dem for deres hårde arbejde, ved ikke at overlade dem til sig selv, når de går videre herfra, men fortsætte med at give dem den hjælp og støtte, de har brug for.”

Hun peger på, at arbejdet med børnene i skolen er en tosidet indsats.

”De fleste har brugt et til to år på ikke at koncentrere sig om skolen. De forbinder skolen med noget meget negativt. De er ofte smidt ud af flere skoler. Så en ting er at arbejde med de specifikke færdigheder i skolen, der skal også arbejdes med lysten til at være i skolen. Skolen skal være noget rart. Men vi oplever, at de bliver bedre og bedre og får lyst til at lære. De glæder sig selvfølgelig til weekend, men de bliver stolte, når de finder ud af, at de kan. Der er den største hurdle at få knækket læsekoden. Når først det er sket, falder det hele på plads for dem,” siger hun.

Strukturen hjælper

Da hun begyndte på Villa Kokkedal kom hun fra autistområdet, hvor der var en meget struktureret hverdag.

”Det var en helt anden verden at komme ind i her. Her var det dagsformen den enkelte pædagog mødte ind i og børnenes humør, der afgjorde om det ville blive en god eller en dårlig dag. Vi havde slagsmål her hver dag. Børn stak af. Vi havde mange magtanvendelser og kæmpe skænderier med børnene om, hvad vi skulle foretage os af aktiviteter. Der prøvede vi at hive noget af den struktur fra autismeområdet ind. Vi kørte alt på piktogrammer, der sagde sådan ser mandagen ud, sådan ser tirsdagen ud osv. Der var en høj grad af forudsigelighed. Det blev lidt for meget, men det fandt et leje. Ungerne brokkede sig, men de faldt til ro. Vi holdt op med at diskutere, hvad vi skulle lave. Magtanvendelserne faldt. Det at medarbejderne holdt op her, stoppede,” siger hun.

”Hver dag har et tema. De ved hvad de skal, så skal de ikke til at forestille sig på godt og ondt, hvad der skal ske – eller hvad der kan ske,” siger hun og suppleres af den nye forstander Jens Nilsson, der kom fra institutionen Sønderbro i januar.

”Forudsigelighed er vigtig, men det er ikke bare struktur for strukturens skyld. For at vi kan arbejde med dem, skal vi skabe relationer til barnet. Der er det svært, når der kommer nye ind her. Så udfordrer det både barnet og den nye medarbejder, ” siger han og peger på stabiliteten i relationen.

”Men når barnet finder ud af, at du ikke forsvinder, så begynder det langsomt at slappe af.”

Institution til fremtiden

Ingenting står stille. Alting udvikler sig. Det viser historien om Villa Kokkedal. Men det er en positiv udvikling – og den vil fortsætte, hvis det står til Jens Nilsson.

”Siden den første børnelov i 1905 har målet været at disciplinere barnet at begå sig efter de herskende normer og moralske forventninger. Sådan er det fortsat. Det der har ændret sig er midlerne. Vi er gået fra moralsk og til dels fysisk optugtelse til, at barnet høres, inddrages og har medbestemmelse,” forklarer Jens Nilsson.

Selvom man i højere grad – og med større succes – i dag anbringer børn i plejefamilier og netværksanbringelser, er det ifølge Jens Nilsson ikke ensbetydende med, at Villa Kokkedal ikke vil bestå.

”Vi har en gruppe børn med meget komplekse problemer og ofte også en meget udadreagerende adfærd, der ikke vil kunne håndteres så mange andre steder,” lyder det fra institutionslederen, der mener, at man på et sted som Villa Kokkedal alligevel må søge nye veje for at kunne hjælpe børnene i den rigtige retning.

Samfundets øgede individualistiske fokus og tolerancetærsklen for individer der kommer til at træde ved siden af, er en udfordring, men det er også en handske der samles op på Villa Kokkedal.

”Forventningen til os er, at barnet inkluderes i de normale sociale arenaer som andre børn. Barnet skal kunne gå i skole, have fritidsaktiviteter, kammerater og kunne begå sig på de sociale platforme på internettet og andre steder. Men de børn vi har her, har oftest ikke gået i skole, eller har meget svært ved at indgå i de rammer skolen sætter. Der må vi gentænke behandlingsinstitutionens rammer og indhold, hvis vi også skal være her om 5-10 år. Vi kan ikke løse den udfordring, uden at vi medtænker og inddrager familie og netværk, og også meget gerne frivillige. Vi skal finde en måde, hvor vi kan lukke den sociale omverden ind på institutionen og få institutionen ud i den sociale verden,” siger han.

Det arbejde er i fuld gang.

100 års fødselsdag i børnehøjde

Når Villa Kokkedal holder fødselsdag den 15. maj skal det ske på børnenes præmisser, lader Jens Nilsson forstå. Da vil hele arealet bag huset være omdannet til marked med boder og aktiviteter.

”Borgmesteren kommer og siger noget, men ellers er det for børn. Der vil være marked med boder, hvor børnene og deres forældre kan optjene ’kokkedalere’, som de kan købe kaffe og kage for. På den måde får de forældre, der rent socialt og økonomisk ikke har noget at give af til hverdag, en mulighed for at give deres barn noget og at gøre noget sammen med barnet. På den måde laver de ting sammen, som ikke er konfliktfyldt og giver dem en følelse af samvær,” siger Jens Nilsson, der også kan fortælle, at der vil være tombola, at grillen bliver tændt og at man håber, at kunne få en tryllekunstner ud.

Men det er kun for indbudte gæster og børnene, tilføjer han.

Fakta om Villa Kokkedal Beliggende i Hørsholm i Nordsjælland Normeret til 14 døgnpladser. Der er mulighed for indskrivning til dagbehandling. Har intern skole, og der er mulighed for dagskolepladser. Skolen er opdelt i tre klasser, og undervisningen er differentieret til barnets niveau. Målgruppen er børn i aldersgruppen 5 - 14 år, der: - Begavelsesmæssigt er indenfor normalområdet, med generelle eller specifikke indlæringsvanskeligheder. - Har svære psykiske og/eller psykiatriske vanskeligheder. For eksempel ADHD, ADD, OCD, Tourettes Syndrom, tilknytnings- og (begyndende) personlighedsforstyrrelser, depression og angst. - Har en mild grad af autismespektrum-forstyrrelser jf. Aspergers Syndrom og uspecificeret gennemgribende udviklingsforstyrrelse (GUA). - Adfærdsmæssigt har sociale vanskeligheder og der enten kan være enten indad- eller udadreagerende, selvskadende og selvmordstruede.

Arbejdsmetoder og indsatsområder Trivsel, sundhed og omsorg med relationsarbejdet som omdrejningspunkt. At støtte den personlige udvikling hos barnet. Opbygge barnets kompetencer til at indgå i sociale relationer. At understøtte barnets skolegang i et rummeligt læringsmiljø med fokus på barnets egne ressourcer. Aktiviteter tilrettelagt for at træne kompetencer - individuelt og i gruppe. Fritidsaktiviteter tilpasset det enkelte barn. Forældreinddragelse. Løbende vurdering af indsatsernes effekt. Motivering og understøttelse af mestring og selvstændighed hos barnet. PALS Villa Kokkedal arbejder med PALS (Positiv Adfærd i Læring og Samspil) - et evidensbaseret udviklingssystem, der skal styrke børnenes faglige og sociale kompetencer. ART Villa Kokkedal arbejder med ART (Aggression Replacement Training) - et evidensbaseret træningsprogram, der bygger på adfærdsterapeutiske principper samt social læringsteori.

Kilde: Specialinstitutioner.dk