Områdernes 1. maj taler:

Når jeg ser et rødt flag smælde..

Et OK-badge er ikke nok!

Tekst: Thomas Enghausen, formand for almenområdet

1. maj har traditionelt set været fagbevægelses store festdag. Men er der overhovedet noget at fejre?

De seneste årtier, og med tiltagende kraft er uligheden i samfundet blevet mere tydelig og solidariteten presset.
De som havde mest, har fået mere og de der havde mindst, har fået meget mindre. De fleste er tilsyneladende ligeglade.

For mig understreger det, at der fortsat er brug for at kæmpe for retten til et godt og værdigt liv; det uanset om man er i arbejde eller er ledig, syg eller rask.

LFS har et støt stigende medlemstal. Vi nærmer os samlet 11.000 medlemmer. Det er positivt at dele af fagbevægelsen har medlemsfremgang. De fleste steder er det ikke tilfældet. Det stiller krav til både forbund, lokalafdelinger, tillidsvalgte, dig og mig, om at arbejde for fuld medlemsorganisering på arbejdspladserne, for en fortsat styrkelse af fagforeningernes mandat.

Som formand for almenområdet besøger jeg blandt andet de studerende på uddannelsesstederne, hvor vi fortæller om det at skulle ud på arbejdsmarkedet, om jobsøgning men særligt om vigtigheden af, at være medlem af en fagforening og
hvad fagbevægelsens har kæmpet for og opnået igennem tiden.

Med folkeskolereformen in mente, pres på centrale og decentrale økonomier, Regeringens og KL´s arbejdsmarkeds-strategier og den udvikling vi ser i vores nabolande er der fortsat brug for en stærk og modig fagbevægelse, som ikke ligger sig ukritisk i slipstrømmen, men for fagforeninger som tør, vil og kan byde ind med alternativer.

Medlemmerne er grundlaget for at dette styrkeforhold holder vand og er dermed fagbevægelsens legitimitet ved forhandlingsbordet og i debatten, som part i udviklingen af det danske arbejdsmarked og samfund.

En stærk organisering giver stærke, modige og demokratiske fagforeninger i kampen for et mere lige og solidarisk samfund. Grønne OK badges er i denne sammenhæng ikke nok. Lokalafdelinger og forbund må i fællesskab revitalisere fagbevægelsens styrke. En start er, at vi i fællesskab lokalt fortsat prioriterer organiseringsarbejdet og målet om fuld organisering på alle arbejdspladser.

Med ønske om fortsat stigende medlemstal ønskes I alle en god 1. maj!

---

Tal om arbejdstidsreglerne

Tekst: Lisbeth Weidtløw, formand for specialområdet

Jeg er ikke typen, der bekymrer mig. Alligevel kan jeg høre en lille alarmklokke ringe et eller andet sted. Det handler om OK 2015. Udover at det formentligt bliver et magert resultat rent lønmæssigt, frygter jeg, at arbejdstidsreglerne på døgnområdet vil komme voldsomt under pres.

KL’s arbejdsgiverstrategi er klar: større fleksibilitet og udvidet ledelsesrum! Arbejdsgiversiden vil presse på og kræve ændringer indenfor alle de rettigheder, som de faglige organisationer har kæmpet i årevis for at opnå. Det er ikke længere nogen selvfølge, at medarbejderne har ret til betaling af overarbejde, afspadsering, kompensation for tilkald på beskyttede fridage m.m.

Når jeg bekymrer mig om arbejdstidsreglerne, er det af flere årsager.

For det første kan jeg ikke få det til at hænge sammen, at vi både skal arbejde mere fleksibelt uden den hidtidige beskyttelse af fridøgn, og samtidig forventes at kunne blive på arbejdsmarkedet til vi er over 70 år.

Arbejdstidsaftalen er primært til for at beskytte medarbejderne mod, at der drives rovdrift fra arbejdsgivers side, når man eksempelvis har arbejdet flere dage i træk og på skiftende tidspunkter. Uden disse muligheder risikerer man på sigt nedslidning, stress og udbrændthed.

For det andet bekymrer det mig, at alt for mange af os mangler at diskutere, hvad disse arbejdstidsregler betyder for os. Måske tager vi som en selvfølge, at de er der, eller måske tænker vi ikke over, hvilken betydning de har på længere sigt? Det kan godt være, at jeg i den første halvdel af mit arbejdsliv har mere energi og behov for flere penge end fritid, men hvad med den del af arbejdslivet, der ligger i den anden ende? Det kan koste dyrt at brænde alt krudtet af i starten, når man efterfølgende skal ”betale regningen”…

Jeg vil derfor opfordre jer, kære kollegaer, til at tage drøftelserne omkring arbejdstidsreglerne allerede nu,

så vi sammen er bedre rustet, når vi møder kravene næste år. Hvad betyder de for os? Bruger vi de regler der er, eller snyder vi os selv? Hvad ville der ske, hvis de ikke var der? Er min fritid til salg? Og hvor meget skal den koste?

Tal med hinanden og os – følg med i en fagforening nær dig! God 1. maj!

---

Stem ja til velfærd

Tekst: Marianne Rosell, Formand for dagplejeområdet

Privatiseringen sniger sig ind i børnepasningen med regeringens velsignelse og på EU’s opfordring. Selvom vi efterhånden har nogle års erfaringer fra forskellige lande og fagområder at skele til, har vi stadig en meget stor privatisering og der snakkes om at privatisere og effektivisere mere. Det er som om det eneste saligørende er at få så meget som muligt på private hænder.

Resultatet er, at børnetallet i den kommunale dagpleje, hvor der er fokus på børnenes udvikling, er faldende, mens det i det private, hvor fokus primært er ’pasning’, er stigende. Det bekymrer mig.

Den nye minister, pædagogen Manu Sareen, har i LFS Nyt udtrykt tillid til de private tiltag og til de forældre der vælger dem.

Men jeg tror ikke helt, at han ved, hvad han taler om: Det er ikke bevist nogen steder, at privatisering er hverken bedre eller billigere end det kommunale system. I det kommunale system uddannes og efteruddannes personalet, så det hele tiden er ajour med de krav, der stilles fra forældre og det offentliges side. Det kan man ikke forlange på det private område. Her er det den selvstændige, der bestemmer over egne forhold. Det er desværre også hos de private, der er problemer omkring sygdom, ferie og fratrædelse.

Hvorfor er det lige, at vores skattekroner skal gå til at finansiere private virksomheder, der jo, alt andet lige skal have en forretning op og stå? Det dræner den offentlige kasse og ødelægger den offentlige velfærd.

Kommunale dagplejere kan deres fag. Det ved vi. Vi ved også, hvor vigtige de første år er for barnets udvikling. Hvorfor gamble med det?

Gennem mit arbejde i Freds- og Solidaritetsudvalget, ser jeg måske grunden til privatiseringen: I al ubemærkethed kom EU i 2004 med en forordning om sociale ydelser og ligebehandlingsprincipper. Konsekvensen er, at Danmark bliver nødt til at tilpasse sine velfærdsydelser til EU. Samtidig med at vores skattefinansierede velfærd således er under pres er EU-kommissionens hovedprioritet, at medlemslandende i højere grad privatiserer den offentlige sektor. Det mener man skaber flere arbejdspladser. Vores erfaringer er færre arbejdspladser og dårligere arbejdsvilkår.

Derfor handler EU-valget den 25. maj om, at vi viser politikerne, hvor stor indflydelse EU skal have på udviklingen af vores velfærdsmodel.

Tænkt over det, når I stemmer!

- God 1. maj!