Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Dagplejen vil have mere uddannelse
Tekst: Jon Arskog
Dagplejen. Lederne i dagplejen ønsker mere uddannelse på området, både for at sikre kvaliteten i tilbuddet og for at højne respekten for området. FOA er enig.
Kvaliteten skal blive endnu bedre og dagplejen blåstemples. Det er grundene til at dagplejelederne og dagplejens souschefer i LFS ønsker en uddannelse til dagplejere og dagplejepædagoger, og også mere uddannelse i ledelse til dem selv.
Problemet er, at mens dagplejen over årene har udviklet den pædagogiske kvalitet, deres fokus på børnenes udvikling og fået mange rosende ord fra både brugere og forskere, så er respekten blandt beslutningstagerne ikke tilsvarende stor.
”Dagplejen bliver ikke altid anerkendt, da det er et område med ‘uuddannede’. Virkeligheden er, at dagplejerne har taget de nøje tilrettelagte faglige kursusforløb og har mange kompetencer indenfor idræt, kost, natur, sprogstimulering og meget andet relevant for at kunne stimulere børnenes udvikling, men de mangler ‘papir’ på deres kunnen,” siger Lena Trougaard, der er leder af dagplejen i Herlev og med dagplejeområdets ledersektion.
Løsningen er en fælles grunduddannelse, siger hun:
“Hvis dagplejen skal blive ved at bestå, så er der behov for en fælles grunduddannelse,” siger hun.
Behovet for en uddannelse er diskuteret løseligt på regionalt plan, men for at få hul på det praktiske arbejde på landsplan havde dagplejelederne inviteret formanden for Pædagogisk sektor i FOA, Jakob Sølvhøj, til workshop i LFS.
”Målet var at give os selv og FOA input til hvilke kompetencer det kræver at være dagplejer, dagplejepædagog og dagplejeleder nu – og i fremtiden,” fortæller Lena Trougaard.
FOA er enig
“Det er godt, at I sætter fokus på uddannelse som et afgørende element for et fælles fagligt løft af dagplejen. Uddannelse gør det ganske vist ikke alene. Dagplejens organisering, arbejdet i legestuerne, dagplejepædagog-normeringerne, antallet af børn hos den enkelte dagplejer, og ledelsen har hver for sig stor betydning. Og så må man sige, at der udføres fremragende pædagogisk arbejde af dagplejere uden uddannelse. Men når det er sagt, så er der et meget stort behov for uddannelse i dagplejen. Både reelt og formelt. Uddannelse til dagplejerne og bedre efter- og videreud-dannelse til pædagogerne vil reelt styrke det pædagogiske arbejde. Samtidig vil en formel uddannelse af dagplejerne være afgørende for at styrke den samfundsmæssige anerkendelse af dagplejen, som et dagtilbud af mindst lige så høj kvalitet, som vuggestuen eller den aldersintegrerede institution,” sagde Jakob Sølvhøj.
Han pegede på mulighederne i, at der i tiden er et stærkt fokus på dagtilbuddenes kvalitet, og at der i samfundet også er et stort fokus på at gå fra ufaglært til faglært arbejdskraft.
”For FOA er det afgørende, at der sættes ambitiøse mål for dagplejernes uddannelse. Korte kurser er ikke nok. Derfor er der brug for en egentlig grunduddannelse,” sagde han og pegede på, at den bedste mulighed nok er at tage afsæt i Pædagogisk Assistent Uddannelsen, der står foran en revision.
”Det er det der er muligt. Og så må vi sørge for at området tager uddannelsen til sig – og at dagplejerne også får mulighed for at tage uddannelsen.”
For dagplejepædagoger og ledere peger han på muligheder for diplomuddannelse, og så peger han på, at der skal informeres mere om mulighederne for at finansiere efteruddannelse gennem den nye kompetencefond.
Lederne vil i nærmeste fremtid invitere de øvrige faggrupper i dagplejen med i det fremtidige arbejde for uddannelse i dagplejen.