Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Repræsentantskab 2014:
5 kandidater på valg
FU-valg. Alle fem medlemmer af LFS’ forretningsudvalg, FU, er på valg på dette års Repræsentantskabsmøde.
Det drejer sig om formandsposten, næstformandsposten, kassereren og to menige medlemmer. LFS’ nuværende ledelse genopstiller. Men hvem er de egentlig, og hvad kan de?
Britt Petersen, formand
Formand gennem 25 år. Uddannet pædagog og kommer fra specialområdet, voksen-handicapområdet.
Hvad har du bidraget med i den forgangne valgperiode?
Noget at det jeg beskæftiger mig rigtig meget med er strategiudvikling i forhold til forskellige problemstillinger og forhandlinger.
Det kan både være i forhold til problemstillinger, der kun har indvirkning i forhold til det pædagogiske område (f.eks. skolereform, eller udformning af nye arbejdstidsregler og lignende), men det kan også være i forhold til mere overordnede emner. Det kunne være at komme med forslag til, hvordan kommunens opgaver kan løses bedre, billigere, eller mere effektivt. F.eks. samling af ejendomsdriftsopgaver.
Hvorfor genopstiller du?
Fordi jeg synes, at jeg stadig har rigtig meget at byde på, og fordi jeg faktisk synes, at det er verdens mest spændende arbejde.
Hvad vil du opnå som medlem af FU i en ny periode?
Der er så mange komplekse problemstillinger, vi står overfor – fremtidens fritid og de kommende overenskomstforhandlinger, hvor døgnarbejdstidsregler kommer i spil – for bare at nævne nogle. Det er problemstillinger, som jeg vil bruge al min erfaring, viden og kompetencer til at få løst bedst muligt.
Hvorfor skal man vælge dig?
Fordi jeg har de kompetencer, der skal til for fortsat at være formand i LFS.
Jan Hoby, næstformand
Medlem af forretningsudvalget i 10 år. Er uddannet blikkenslager, pædagog og Cand.Pæd.Soc.
Hvad har du bidraget med i den forgangne valgperiode?
Arbejdet med at erstatte New Public Management med Tillidsdagsordenen har fyldt meget. Særligt arbejdet med at implementere den nye MED-aftale i BUF har været spændende. En MED-aftale, der med fokus på kerneopgaven, godt arbejdsmiljø og oplevet retfærdighed for ledere og medarbejdere, der sætter nye standarder for en mere demokratisk offentlig sektor.
Jeg har været i dialog med rigtig mange medlemmer og ansatte i BUF om betydningen af den nye MED-aftale. Derudover har jeg beskæftiget mig med politisk strategiudvikling og arbejdet for at skabe fodslag mellem politikere, arbejdsgiverne og LFS, så vi kan sikre så gode forhold som muligt for byens ledere og medarbejdere til gavn for byens børn.
Hvorfor genopstiller du?
Fordi jeg har masser af visioner og en retning i mit politiske, fagpolitiske og pædagogiske arbejde for LFS’ medlemmer og den større omverden.
Som politisk ledelse må man besidde en grundlæggende vilje til at fremme en vital organisation, styrke forbindelsen til medlemmerne og omgivelserne og have en klar offensiv fagpolitisk linje.
Hvis fagbevægelsen igen skal blive en ’bevægelse i bevægelse’, kræver det blandt andet faglige ledere som mig, der kan formulere en politisk retning, visioner og strategier.
Hvad vil du opnå som medlem af FU i en ny periode?
At udbygge den politiske, fagpolitiske og pædagogiske indflydelse som LFS har oparbejdet igennem flere år.
LFS bokser i en meget større vægtklasse, end vi er tiltænkt. Det er, fordi LFS er en fagforening med en vision og mission. En fagpolitisk organisation lever i sammenhæng med resten af verden og bliver nødt til at have et bud på, hvordan den verden skal se ud. Det arbejde fortsætter og udbygges, hvis jeg genvælges.
Hvorfor skal man vælge dig?
Politik og fagpolitik må aldrig blive kedelig. En organisation må favne og skabe rammer om de følelser, som er med til at inspirere mennesker. Ledelsen bør inkarnere lidenskaben; alt fra begejstring, galoperende kreativitet og bidende indignation. Hjertet skal banke, ånden skal lyne og lysten skal drive værket!
Det vil jeg fortsat garantere for sker, ved at genvælge mig som en del af LFS’ daglige ledelse.
Pia Ludvigsen, kasserer, medlem af FU for dagplejeområdet
Kasserer og medlem af forretningsudvalget i 12 år. Tidligere formand for dagplejens områdebestyrelse. 13 år som dagplejer i Rødovre kommune og var undervejs TR for 141 dagplejere.
Hvad har du bidraget med i den forgangne valgperiode?
Ud over at have overblik over, hvad LFS bruger kontingentkronerne på, har jeg en del andre opgaver. Dem der fylder mest er: Sammen med dagplejeafdelingen og dagplejens områdebestyrelse at følge udviklingen for dagplejen i Danmark – ikke mindst i de 18 kommuner LFS har forhandlingsretten i.
Jeg forhandler løn og ansættelsesvilkår for dagplejen i 17 kommuner. Medvirker til et tæt tværkommunalt samarbejde med dagplejens tillidsrepræsentanter. Støtte og opdatere dem i forhold til MED-arbejdet og generelt at opkvalificere dem i deres TR-arbejde.
Derudover det politiske ansvar for LFS’ arbejdsmarkedspolitiske arbejde, hvor vi netop har etableret en ledighedsklub
Hvorfor genopstiller du?
Jeg har et meget spændende arbejde, og kan godt lide at gøre en forskel for mine kollegaer ude på arbejdspladerne. Det tror jeg faktisk på, at jeg gør.
Hvad vil du opnå som medlem af FU i en ny periode?
Der er flere ting jeg kan nævne:
Jeg vil gøre alt for at sikre, at LFS fortsætter med at have så sund og fornuftig en økonomi, som vi har haft indtil nu. Jeg vil fortsat kæmpe for vigtigheden af mangfoldighed på pasningsområdet i den offentlige sektor, og dermed også kampen mod privatisering. Og så vil jeg stadig arbejde for ordentlige vilkår for de svage på vores arbejdsmarked.
Hvorfor skal man vælge dig?
Man skal vælge mig, fordi jeg allerede er i fuld gang med alle disse vigtige sager. Ikke bare for dagplejen, men for hele LFS og fagbevægelsen. Jeg synes selv, at jeg kan gøre en forskel. Der sker forandringer på vores områder hele tiden, og dem vil jeg vil gerne være med til at forme.
Helle Haslund, medlem af FU for specialområdet
Medlem af forretningsudvalget i seks år. Uddannet pædagog og kommer fra specialområdet, voksen-handicapområdet.
Hvad har du bidraget med i den forgangne valgperiode?
Jeg har brugt meget energi på emner som f.eks: Tillidsreform i Socialforvaltningen (SOF) i København; TR-møder; medlems- og arbejdspladskontakt; sagsbehandling; MED i praksis; strategiudvikling; omorganiseringen af SOF; arbejdsmiljøspørgsmål ved mediesager og rekruttering af kvalificeret personale til nogle af vores mest udsatte borgere.
Hvorfor genopstiller du?
Fordi udfordringerne og de mangeartede opgaver i dagligdagen er et rigtigt spændende arbejde, især når kontaktfladen til de mange forskelligartede arbejdspladser og det pædagogiske personale (og lærerne i SOF) er så stor, som den er.
Jeg synes fortsat, at jeg kan byde ind med noget i forhold til det samlede LFS, men i høj grad også specialområdets særlige udfordringer.
Hvad vil du opnå som medlem af FU i en ny periode?
Jeg vil med den viden og indsigt jeg har fået gennem de seks år fortsætte mit fagpolitiske arbejde, både i forhold til konkrete medlemssager, og ikke mindst i min rolle i forskellige arbejdsgrupper med forvaltningsfolk.
De mange udfordringer vi står overfor med f.eks. de kommende overenskomstforhandlinger, fremtiden for vores velfærdsområder, samt arbejdsmiljøet på arbejdspladserne vil også i den kommende periode have mit fokus.
Hvorfor skal man vælge dig?
Jeg har igennem årene opnået en bred viden om bl.a. specialområdets mange facetter. Jeg har været med at sætte pres på at få en mere gennemskuelig, medinddragede, tillidsbaseret og fagligt funderet offentlig sektor.
Det er et langt og sejt træk, som vi skal arbejde videre med. Det vil jeg arbejde for. Og så fordi der er et øget pres på vores velfærdsområder, som klart er en af mine mærkesager at forsvare.
Claus Reffstrup, medlem af FU for almenområdet
Medlem af forretningsudvalget i otte år. Oprindelig pædagogmedhjælper siden 1988 og en fortid som tillidsrepræsentant, fællestillidsrepræsentant, bestyrelsesmedlem og faglig sekretær i PMF København-Frederiksberg.
Hvad har du bidraget med i den forgangne valgperiode?
Jeg er ansvarlig for medlemssagsbehandlingen i LFS.
Det betyder at det er mig der udvikler politiske strategier i forhold til den daglige sagsbehandling.
Den sagsbehandling jeg varetager omfatter løn- og ansættelsesforhold for LFS’ medlemmer indenfor almen området og på Frederiksberg. Derudover er jeg ansvarlig for en stor del af den interne personaleledelse i LFS.
Hvorfor genopstiller du?
Min ekspertise er overenskomstområdet og det er et område hvor historik og erfaring spiller en stor rolle. Derudover har jeg en udvidet retfærdighedssans som jeg mener er en styrke i kampen for at medlemmernes rettigheder fastholdes og forbedres.
Hvad vil du opnå som medlem af FU i en ny periode?
Jeg vil fortsætte min kamp mod privatisering, da jeg er meget imod at der skabes profit for private aktører på vores områder. Jeg vil også have stor fokus på de kommende overenskomstforhandlinger, hvor nogen af de store kampe bliver bevarelse af MED-aftalen og arbejdstidsreglerne.
Hvad er din mærkesag?
Det er meget vigtigt for mig at alle medlemmer af LFS får den bedst mulige individuelle sagsbehandling og at der er fokus på at medlemmer af LFS behandles ordentligt af deres arbejdsgivere.
Jeg vil også arbejde for at de ansatte i LFS fortsat har en god og udviklende arbejdsplads.
Hvorfor skal man vælge dig?
Jeg har som nævnt erfaring og kompetencer til at sikre overholdelse og udvikling af LFS’ overenskomster.
Hvad er repræsentantskabsmødet?
Repræsentantskabet er LFS´ øverste myndighed, der tager stilling til foreningens politik og økonomi.
Det ordinære repræsentantskabsmøde afholdes hvert andet år - i lige år. På mødet deltager LFS´ valgte ledelse, dvs. forretningsudvalg og hovedbestyrelse, samt de delegerede, der er valgt på generalforsamlingerne på almenområdet, dagplejeområdet og specialområdet.
På delegeretmødet er medlemmerne af forretningsudvalget på valg, ligesom seks medlemmer af hovedbestyrelsen også skal vælges.
Vil man som medlem være en del af LFS’ ledelse skal kandidaturet meddeles dirigenten på mødet senest tre timer efter at beretningen er godkendt.
Repræsentantskabsmødet finder sted på LO-skolen i Helsingør fredag den 21. og lørdag den 22. november 2014.