Skepsis vendt til begejstring

Flytning. Frygten for det ukendte er overvundet. Beboerne på Københavns Kommunes nye bosted for borgere med udviklingshæmning, Ny Ellebjerg er blevet begejstrede for deres nye hjem.

Tekst og foto: Jon Arskog

Der var dejligt trygt på Jens Warmings Vej på Amager. Det var der. Der var ikke fremmede naboer, at forholde sig til.

Busstoppestedet lå, hvor det plejede og vejen til nærmeste supermarked, til fritidsaktiviteter og eventuelt til arbejde var også velkendt. Der var haver til de små etplans rækkehuse, der var hyggeligt og i det hele taget var alt bare, som det skulle være. Sådan da. Værelserne var små, ca. 15-16 kvadratmeter, der var ikke eget køkken og egen stue, og bad og toilet skulle deles med naboerne. Og personalerummet var ikke meget bedre.

Standarden var anno 1978. Men det var trygt, roligt og som det plejer. Kendetegn som borgere med udviklingshæmning i vid udstrækning sætter pris på og har et udtalt behov for.
Som en del af planen om bedre boliger til handicappede og med udgangspunkt i inklusionstanken, besluttede Københavns Kommune socialforvaltning for snart fire år siden at flytte det efterhånden utidssvarende bosted fra Jens Warmings Vej til et nyt, moderne og tidssvarende ét i den nye bydel Ny Ellebjerg i Valby.

Det skulle etableres i et spritnyt etagebyggeri, der ville være en blanding af familieboliger, daginstitutioner, butikker og erhverv. Efter sigende det første af sin slags i Danmark, specielt indrettet til 26 københavnere med udviklingshæmning.

Det skabte en del usikkerhed, uro og frygt for fremtiden blandt både beboere og personale, ikke mindst på beboernes vegne.

”Det havde været deres hjem gennem mange år, og det havde krævet meget af dem, at finde ud af at bruge nærmiljøet omkring Jens Warmings Vej. Nogle kunne selv tage bussen ned i Amagercentret, og købe det de nu lige havde brug for. Og de følte sig velkomne, fordi de handlende kendte dem. Med flytningen ville de blive trukket væk fra et miljø de kendte, og det har stresset dem,” fortæller Tine Jagd Riber, der er pædagog og tillidsrepræsentant på bostedet Ny Ellebjerg.

Sammen med sin kollega Lone Pagh Danckert fortæller hun om tiden før og efter flytningen af bostedet, der fandt sted i januar 2014.

Flere år med bekymringer

”Fordi beboerne er høringsberettigede var vi nødt til at inddrage dem tidligt i forløbet. Vi har derfor snakket flytning i de tre år, der gik inden flytningen. Det er lang tid. Nogle havde flyttetraumer, fra da de blev flyttet fra de store institutioner i sin tid, så vi har tænkt mange scenarier igennem. Hvilke behov skulle vi opfylde for, at det kunne lykkes? Vi måtte hele tiden fortælle beboerne, at det blev godt, at det blev fint, at de ville få deres eget bad og toilet, og at vi også skulle flytte med.
Når man er meget konkret opfattende og ikke er i stand til at tænke abstrakt, så giver det en del usikkerhed. Hvor mange gange skal man holde jul før flytningen? Hvad med min seng, mit skab og mine cd’er,” fortæller Tine Jagd Riber.

Ballade ville ikke gavne nogen

Begge er de enige om, at var de gået modvilligt ind til opgaven omkring flytningen, så var det endt i kaos.

”Der har været pårørende, der var bekymrede og nogle har været meget sure på os over, at vi ikke tog kampen op for at bevare Jens Warmings Vej. Men det var besluttet, og vi kunne jo alle se, at det ville betyde bedre boliger til beboerne, så vi besluttede at få det bedste ud af det,” fortæller Lone Pagh Danckert.

Således gik medarbejderne ind i arbejdet med at forme det nye bosted.

”Var vi gået med på at arbejde for at bevare Jens Warmings Vej, ville det helt sikkert have belastet vores arbejdsmiljø voldsomt. Det ville have skabt endnu mere ængstelighed blandt beboerne og skabt en opbrudsstemning blandt medarbejderne. Og det havde bestemt ikke gavnet beboerne, hvis de udover at skulle flytte også skulle starte op her med helt nye medarbejdere, der kunne komme til at gøre en masse ting ’forkert’ og stresse dem yderligere. Sådan er det ikke gået. Hovedparten er flyttet med,” siger Tine Jagd Riber.
Botilbudsleder Anette Harrig Jensen er da også meget tilfreds med den måde medarbejdergruppen har tacklet situationen på.

”Noget af det jeg godt kunne tænke mig at understrege er, at det er et dygtigt stykke socialpædagogisk arbejde. At de formået at være så professionelle, at selvom de selv var usikre og påvirkede af den stressede situation, så har de formået at holde det ude af billedet i forhold til beboerne.
De har formået at rumme deres egen usikkerhed, samtidig med at de skulle hjælpe beboerne igennem en periode med så meget turbulens. Det at de har taget opgaven så seriøst på sig, har haft stor betydning for beboerne og det sted vi har i dag,” siger hun.

Arkitekterne har lyttet til os

Og det ER et fint nyt bosted, der på mange måder matcher beboernes behov. Beboerne har deres egen lejlighed på mellem 31 og 34 kvadratmeter med et stort vinkelrum opdelt med plads til både seng, reoler, tv og et sofaarrangement, eller eventuelt et spisebord. Der er tekøkken, stort bad og toilet, og er det ikke nok, eller søger man fællesskab er der gode fællesarealer henne ad gangen.

”Selvom man kan sige, at vi har haft vores udfordringer og stadig har det, så er det blevet et fantastisk sted, vi har fået her,” siger Tina Jagd Riber, mens hun viser den ene af 1. salens tre tagterrasser frem.

Hun tænker mest på indretningen af de to etager, som bostedet breder sig over.

”Arkitekterne har lyttet meget til vores behov. De første tegninger var meget anderledes. Der var større værelser, små fællesrum og lange gange. De var lavet til individuelle liv i egne boliger, hvor vi som medarbejdere, så skulle komme ud til beboerne i deres lejligheder. Men med vores målgrupper er vi vant til at være ’familiegrupper’ og have socialt fællesskab, så det har vi fået ændret på. Beboerne har fået lidt mindre lejligheder og større fællesarealer, hvor vi kan lave store og små fællesskaber,” forklarer Tine Jagd Riber.

Men de to etager er ikke ens. Ny Ellebjerg har indrettet sig efter to målgrupper.

”På 2. sal bor 14 beboere, der er så socialt velfungerende, at de bedre kan deltage i det sociale liv og selv søge hjælp, hvis de har behov for det. På 1. salen bor to grupper af seks beboere, der har et højere fysisk eller psykisk støtteniveau. Dem skal medarbejderne løbende opsøge for at se, om de har behov for støtte. Umiddelbart er der to grupper på 1. salen, men der kan vi lave endnu mindre grupper, hvis det er nødvendigt,” forklarer Lone Pagh Danckert.

Ambitionen har været at skabe et tilbud, der kan tilgodese forskellige behov.

Og det lader stedet til at kunne. Udover et stort fælles stuerum med fælleskøkken og tv-stue, er der på 1. salen også to fællesrum i hver sin ende af etagen, hvor der dels er et ekstra køkken, dels er opholds- og spisestue, så det er muligt at opdele i forskellige spise- og aktivitetsgrupper.
Der mangler lidt billeder på væggene på gangarealerne, men de kommer, lover Tine Jagd Riber, der under rundvisningen forklarer, at byggeriet blev ramt af, at entreprenøren gik konkurs og at finishen har lidt under det.

Nogle steder skaller malingen af, andre steder buler linoleumsgulvet, ligesom gulvsamlingerne ikke alle steder er lavet ordentligt, dørene smækker og så mangler der dørtrin hist og her. På den måde har det været lidt af et kaos at flytte ind, forklarer hun, men det ødelægger ikke helhedsindtrykket af Ny Ellebjerg, lader hun forstå.

”De har måttet file lidt på budgettet, og der er lavet en liste med ting, der skal fixes, men vi er bare glade for at vi kunne komme ind her. Og i dag har vi det godt her. Det er fedt med de mange kvadratmeter. Det kan vi mærke nu,” siger hun og peger på, at medarbejdergruppen også har fået bedre personalerum og mødefaciliteter.

Inklusionen er en udfordring

Udover fejl og mangler, og at man i forhold til parkering og færdigetablering af området stadig bor på en byggeplads, er der andre udfordringer. Beboerne har fundet ud af, om de skal gå til højre eller venstre, når de går ud ad døren og den lokale Netto er lokaliseret. Det er ikke mindst sket ved en ihærdig indsats fra medarbejdergruppen, der har lavet lange lister over beboernes aktiviteter og hvilke busser, der kører hvorhen.

Det er mere det med at være flyttet så tæt på det omgivende ’samfund’. Det er en udfordring at være eksponeret overfor helt almindelige naboer og deres møde med de udviklingshæmmede, og så er der børnehaven i stuen, der også giver anledning til at tænke over organiseringen af bostedet.

”Her er der udfordringer for beboerne alle steder. Det er en anden måde at bo på. Der er børnehaven i stueetagen, hvor vi lige skal være opmærksomme på, hvordan vi går til dem. Og så er det som at bo i en helt almindelig opgang. Det er ikke deres trappe og de er meget blufærdige.
Det er en udfordring at møde naboerne. Beboerne ved ofte godt, at de er anderledes og tænker: ”Hvordan opfatter de andre mig?” Jeg bekymrer mig om, hvor godt inklusionstanken her er tænkt igennem. Måske er det fint at få afmystificeret, hvem de udviklingshæmmede er, men jeg kan bekymre mig om, man har været forblændet af plusserne og glemt tænke over minusserne, der er for beboerne, der jo bliver meget synlige i gadebilledet og møder usikkerhed i forhold til dem,” siger Tina Jagd Riber.

Til det siger botilbudsleder Anette Harrig Jensen:
”Jeg tror, at vi skal være opmærksomme på, hvilke forventninger vi har til inklusionen. Vores mål må være, at beboerne kommer til at føle sig, som en naturlig del af lokalområdet, og får fjernet usikkerheden f.eks. ved at man hilser på hinanden, som man ellers ville gøre. Kan vi komme derhen, har vi nået det politiske mål,” siger hun og peger på, at det er landets første bosted af sin art og at det skal finde sin facon i forhold til inklusionstanken.

Beboere er også glade

Og måske er det et skridt i den rigtige retning alligevel. For beboerne, som vi møder på turen rundt med Tine Jagd Riber, virker glade for det nye – i hvert fald inde på bostedet og i forhold til tagterrasserne.

Beboerne Brian Andersen og Kim Yde viser på opfordring deres lejligheder frem. Dem er de godt tilfredse med og har fået indrettet fint.

Hjemme hos Brian Andersen står der sofagruppe og en hel vægreol sirligt fyldt med cd’ere i stuen. Rigtig mange af dem er favoritterne fra firserne. Tv’et er tændt og der kører musikvideoer henover skærmen – også fra firsernes hitlister.
”Jeg var bekymret over, at det ikke skulle gå godt,” siger den musikglade Brian Andersen, der ikke mindst var bekymret for, hvordan hans muligheder for at gå ud at købe musik ville blive påvirket af flytningen.

Han står midt i den lyse lejlighed og tænker for et kort øjeblik tilbage på Jens Warmings Vej og konstaterer, at det i forhold til det nye var et meget lille værelse. Og som han står der virker han bare glad.

”Men det er gået godt. Jeg er glad for at bo her nu. Både i lejligheden og i området. Jeg kan finde rundt og jeg kan købe cd’ere,” siger han og giver udtryk for, at så er behovet opfyldt.

Kim Ydes lejlighed er spejlvendt, men ellers identisk. I stedet for en sofagruppe har han valgt at indrette sig med et lille spisebord med plads til fire omkring. Derudover er der TV, lænestol, skænk og reoler. For ham er det vigtige også at kunne komme ud og omkring, og det går det fint med:

”Det har været en udfordring, men det er godt nu. Jeg kan komme ud, og jeg tager selv bussen på arbejde i Koloritten,” fortæller han, mens han sidder i sin lænestol og slapper lidt af efter at have spillet lidt bordtennis med Tine Jagd Riber.
Det kan man jo godt have brug for. Og så er det jo dejligt at have pladsen og muligheden for at lukke af ud til fællesområdet og få en slapper. •

---

Bostedet Ny Ellebjerg

Bostedet Ny Ellebjergtedet er et døgnbemandet tilbud efter servicelovens §108 og er en del af Center for Omsorg og Specialpædagogik (COS). I alt bor 26 borgere med udviklingshæmning på Bostedet Nye Ellebjerg.

Bostedet er nybygget og ligger i det nye boligområde omkring den nye S-togsstation Ny Ellebjerg i området mellem Gl. Køgelandevej og Sjælør Boulevard.

Adresse:
Carl Jacobsens Vej 23A, 1. og 2. sal
2500 Valby

Antal ansatte:
14 pædagoger
4 medhjælpere
2 nattevagter
1 bostedsleder
1 afdelingsleder