Tema om kemi:

Pas på kemi i daginstitutionen

Modellervoks, glimmerlin, ansigtsmaling samt bolde og dukker af blød plast kan være fyldt med giftstoffer og skadelig kemi. Vuggestuen Abel på Vesterbro har i fem år undgået legetøj med sundhedsskadelige kemikalier og kalder sig lavkemisk. Læs på de næste sider, hvordan I bedst undgår den klamme kemi i jeres institution.

Lavkemisk vuggestue på Vesterbro

Undgå kemi. Vuggestuen Abel går forrest i kampen mod skadelig kemi, som gemmer sig i modellervoks, maling og metalbiler. Sækkevis af sundhedsskadeligt legetøj er smidt ud, og et kemiudvalg blandt pædagogerne sørger for, at kun nyt legetøj der kan klare kemitesten, kommer ind i vuggestuen.

Tekst: Malene Mølgaard

Ved første øjekast ligner Vuggestuen Abel på Vesterbro en hvilken som helst anden storbyinstitution med linoleumsgulve, små Ikea-køkkener i hjørnerne og billeder af glade børneansigter på væggene.

Her ligger Duplo på gulvene sammen med bidelegetøj i hård plast til babyerne. Men her er ingen tusser og perler af plastik. Og dukkerne er udelukkende af stof. Her er hverken Barbier eller små biler i lakeret metal. For fem år siden blev Vuggestuen Abel nemlig ’lavkemisk’. Det vil sige, at stort set alt legetøj, perler, maling og service blev tjekket for farlig kemi som parabener, bromerede flammehæmmere og skadelige farvestoffer, som børn under tre år er særligt modtagelige over for.

Legetøjet blev smidt ud, hvis der var bonus. Desværre var der bonus i bunkevis.

Pædagog Louise Hansen er en af de medarbejdere, som har været involveret i arbejdet med at luge ud i kemien. Hun husker stadig bunkerne af legetøj, som blev lagt på bordene i de fem stuer.

”Hold da op, hvor havde vi mange ting fyldt med kemi. Det var vildt at se de bunker. Alt det legetøj, der skulle smides ud,” fortæller hun.

Også de store Fatboy-sækkepuder måtte ofres, fordi de dumpede kemiprøven, ligesom de farvestrålende voksduge.
I løbet af de fem år, der er gået, er hylderne for længst blevet fyldt op med legetøj igen. Denne gang så vidt muligt uden skadelige kemiske stoffer. Og derfor er gummidukker, metalbiler, tusser, glimmer og ansigtsmaling sorteret fra.
”Vuggestuebørn har det jo med at putte ting i munden og sanse på den måde. Det gør børnehavebørn ikke på samme måde,” forklarer pædagog og tillidsrepræsentant Mette Roth om årsagen til, at de har været nødt til at sortere så konsekvent i legetøjet.

For eksempel blev gamle dametasker til udklædning, mobiltelefoner og legetøj doneret fra familier og personale smidt ud. Og tallerkner, kopper og bestik i køkkenet blev skiftet ud.

Kemiudvalg

Pædagog Mette Roth er med i institutionens kemi-udvalg, som godkender nyt legetøj, når der skal købes ind. Gennem årene har hun brugt både tid og kræfter på at sætte sig ind i mærkningsordninger, lovgivning – og ikke mindst, hvor det er muligt at købe kemifrit legetøj.

”Vi fandt ud af, at det var en kæmpe jungle, og derfor måtte vi nedsætte et udvalg, som kunne få det undersøgt,” forklarer Mette Roth.

I opstarten brugte forældrebestyrelsen mange kræfter på at undersøge regler og muligheder, og det lav-kemiske projekt var da også drevet og igangsat af en engageret mor, som var formand for bestyrelsen. Og ildsjæle er nødvendige, mener de to pædagoger.

Mette Roth finder legetøjskataloget frem fra kommunens indkøbsordning og bladrer i det.

”Se fx det her trælegetøj. Man kan ikke se, hvad det består af. Der står ’lak med god holdbarhed’. Ja, men hvad er det for en lak, der er brugt? Trælegetøj, tænker man tit, er et naturprodukt. Og det er godt. Men malingen er der ofte noget kemi i. Og limen er der ofte kemi i,” forklarer pædagogen, der efterhånden er blevet ekspert på varedeklarationer og kemiske forkortelser.

”Men det gør det ofte svært, at vi skal købe ind gennem kommunens indkøbsaftaler. Der står ikke i katalogerne, hvad tingene indeholder, selvom lovgivningen faktisk siger, man har krav på at vide det. Så skal du ringe til forhandlerne og høre dem ad,” siger hun irriteret:

”Vi købte nogle bolde på et tidspunkt, hvor vi fik at vide, de var uden PVC. Men da vi fik dem, så lugtede de bare meget af parfume. Så tænkte vi, at de nok ikke er så kemifri, og så måtte vi skille os af med dem. Det er ikke naturligt, at legetøj skal lugte,” konkluderer Mette Roth.

Af samme årsag laminerer pædagogerne heller ikke på stuerne mere. Det foregår i personalestuen uden børn.
”I starten var holdningen måske lidt, at nu kan vi ikke dit, og nu kan vi ikke dat. Men efterånden som vi kom i gang, så fandt vi ud af, at vi kan jo godt selv lave modellervoks, og vi kan godt lave trylledej,” siger hun.

Kemi og kompromiser

På et tidspunkt syntes pædagog Louise Hansen måske nok, at det kemifri fokus tog overhånd.

”Moren, som havde startet det, anbefalede, at vi gik ud og fandt nogle pinde og sten som legetøj. Så var det, vi tog op på et personalemøde, hvor langt ville vi gå,” fortæller hun.
Hun understreger, at hun skam ikke vil gå tilbage til at give børnene legetøj med kemi som før. Og hun må indrømme, at pædagogerne af og til sidder og drømmer over katalogerne.

”Vi var kede af at miste alt vores glimmer,” smiler Mette Roth skævt.

Men nej, de vil ikke af med lav-kemi-statussen.
”Nogle gange kunne man godt ønske, at de andre institutioner også var lavkemiske. Nu sender vi jo bare børnene videre herfra til kemikalier,” siger Louise Hansen, som drømmer om et større udvalg af kemifrit legetøj og hobbyting til små børn:

”Jeg har lige skullet købe perler. Der er to slags, man kan vælge, ud af de der 15-20 sider med perler. Der findes en slags træperler og så nogle af glas. Og man sidder bare der og drømmer sig væk i alle de der sommerfugle og farver. Men så er der bare alt muligt i,” siger hun og røber:

”Men vi har aftalt, at vi nogle gange må gå på kompromis.”
Et eksempel er limstifterne, hvor de økologiske alternativer ind til videre ikke rigtig har været gode nok. Et andet er sæbebobler og balloner, som de har skaffet sig af med, fordi Miljøstyrelsen har fundet usund kemi i balloner og råder til, at børn ikke sutter på dem.

”Men så er vi også gået på kompromis der og er begyndt at have dem til fester,” erkender Louise Hansen.

”Noget af det vi også har snakket om er, at børnene jo godt må have legetøj med. Men det legetøj, de tager med herhen, er jo også fyldt med kemikalier,” forklarer pædagogen.
I garderoberne på etagerne titter små plastikdukker frem fra børnenes kasser, som nogle har med hjemmefra. Dukker af den slags, som ellers ikke længere er en del af vuggestuens legetøjsbeholdning.

”I starten var vi gode til at opfordre, men så blev det svært. Også hvis det handlede om tilknytning og legetøj, der gav tryghed for nye børn,” fortæller hun.

Et andet sted, pædagogerne nogle gange er nødt til at gå på kompromis, er kommunens indkøbsaftaler.

”Hvis vi ikke kan købe legetøj uden kemi, som vi gerne vil stå for, så må vi altså indrømme, at nogle gange går vi på kompromis og finder det andre steder,” erkender Mette Roth og understreger, at pædagogerne skam er stolte af deres lavkemiske arbejdsplads, der for nylig fik besøg af miljøminister Kirsten Brosbøll:

”Ja, det er da lidt af et varemærke,” smiler hun. •

Fakta: Lavkemisk institution Vuggestuen Abel på Vesterbro har 70 børn og 20 pædagogiske medarbejdere. Forældrebestyrelsen og ansatte i vuggestuen blev i 2009 enige om en miljøpolitik for at skærme de små vuggestuebørn fra sundhedsskadelige og hormonforstyrrende stoffer. Med gode råd fra det nu lukkede Informationscenter for Miljø & Sundhed, Miljøstyrelsen og Bæredygtig Udvikling i Københavns Kommune gik forældrebestyrelsens formand i gang med at sortere og risikovurdere hele institutionen. Alt fra legetøj, bleer, sæbe og hagesmækker til dyner, køkkenredskaber og rengøringsmidler blev gennemgået. Der blev også udarbejdet en indkøbsvejledning til, hvilke mærkninger, personalet skal gå efter og hvilke spørgsmål de skal stille forhandlerne, når de køber ind til institutionen. Vuggestuen serverer økologisk mad, har en sukkerpolitik, bruger svanemærkede bleer og smører børnene ind i parabenefri solcreme. Væggene er malet med svanemærket maling.