Læserbrev:

Kontingentfrie klubber, tak!

Kære politikere

Mit navn er Amela Music. Jeg er pædagog i en pigeklub som ligger i Lundtoftegade på Nørrebro – et af byens udsatte boligområder. Jeg skriver dette læserbrev, fordi jeg mener, at der er alt for lidt opmærksomhed på, om disse steder skal være kontingentfrie eller ej.

Mine kollegaer og jeg finder det enormt svært at skaffe medlemmer i klubberne i alderen 10-13 år. Vores nuværende brugergruppe er utroligt glade for, at de har et sted de kan komme og være sig selv. Et sted som fungerer som et slags frirum og et sted, hvor man kan dele nogle ting med stedets voksne, som man måske ikke kan med andre voksne. Vores målgruppe bliver udfordret, og vi ser tydeligt en udvikling socialt, såvel som personligt.

En af vores opgaver er, at være netværksskabende for den unge og dermed hjælpe den enkelte med diverse forhindringer og problemer, der kan være f.eks. at finde et fritidsjob, fastholde den unge i et uddannelsesforløb, eller motivere den unge til ikke at tage den kriminelle løbebane. Hvor skal disse unge gå hen, og hvordan bliver de informeret om andre tilbud, hvis vi ikke eksisterer? Vi er oftest bindeleddet og ser ting som lærerne, eller forældrene ikke ser.

Dagligt bliver vi mødt af andre unge, som gerne vil komme op til os, men ikke må for deres forældre, fordi det koster penge. Vores målgruppe er ikke nødvendigvis i den ende, hvor vi skal være OBS på om de begår kriminalitet, men vi ved godt, hvad det kan ende med, hvis vi ikke er her.
Så render de rundt på gaden sent om aftenen og ender måske ud i en gruppe, som kan påvirke dem negativt. De gange vi har bedt de unge om at gå, eller har givet dem forbud om at komme hos os, har vi hurtigt fået resultatet at se: hærværk og tyveri.

Jeg har flere gange fundet dem nede i vores kælder eller i andre opgange. Hvis man keder sig eller fryser, så må man prøve at skaffe et andet sted at være, hvor det er gratis. Forståeligt, men ikke optimalt, mener jeg som en fagperson der ønsker en bedre og lys fremtid for disse udsatte unge.

En ond spiral

Vores sted er et sted som vores brugergruppe har brug for. Desværre har forældrene svært ved at se, hvorfor de skal komme her hos os, når de kan være ude og bruge de gratis muligheder gaden giver. Selvom mange af forældrene godt ved, at deres børn er glade for at komme her, så er det mange penge at punge ud med, hvis man ikke har særlig mange af dem. Og tro mig, vi har prøvet med alle mulige pædagogiske kneb som forældremøder, happenings, hjemmebesøg, individuelle samtaler etc., men uanset hvad, vil forældrene desværre ikke betale kontingent.

Da vi ikke når det antal medlemmer, vi er sat til, kommer forvaltningen og snupper en masse penge tilbage. Det giver os endnu færre chancer for at gøre klubben attraktiv og spændende – en sørgelig og ond spiral.

Så hvordan kan vi sikre os at alle er glade og tilfredse, og at vi som medarbejdere ikke dagligt skal føle os frustrerede og magtesløse? For det er netop det vi føler os. Under vores uddannelse til pædagog lærer vi at inkludere alle i vores arbejde, være rummelige og skabe plads, men vi foretager os nøjagtig det modsatte, ved at skulle stå og afvise unge mennesker, der bare gerne vil være en del af et fællesskab.

Et fællesskab, hvor det er okay at være anden etnisk end dansk og hvor fordomme og stigmatisering næsten ikke eksisterer, for her er vi alle ens og der er plads til alle.
Dette lyder utrolig godt i ens ører, men for at dette skal kunne eksistere og blive endnu større, så skal vi gøre disse steder kontingentfrie og dermed give alle i alderen 10-13 år mulighed for at komme her i pigeklubben, eller andre klubber og udvikle sig, få hjælp til lektier eller andre problemer, de måtte have i deres hverdag.

Jeg ved selv, hvordan det er at vokse op i Danmark, ikke at ligne de andre i klassen og at have forældre med ringe danskkundskaber. Da jeg var ung, var jeg glad for, at der eksisterede et sted som pigeklubben, for her var der plads til mig og jeg fik den hjælp, som mine forældre eller lærere ikke kunne give mig.

Kære I mennesker med magten i hånden: lad klubberne blive kontingentfrie og lad vores børn og unge have et sted at være efter skole. Vi vil kriminalitetsforebygge – ikke at det skal koste samfundet noget, når der skal ’helbredes’. Lad ikke her-og-nu økonomien være det afgørende for børnenes trivsel i de udsatte boligområder.

På mange pædagogers vegne
En stærkt bekymret pædagog

Amela Music, pigeklubben i Lundtoftegade