Pædagoger ser muligheder i forandringen

Dialogværksted. Pædagoger er bekymrede for den voldsomt indgribende forandring inklusionstanken og skolereformen er, men de ser muligheder – ikke mindst for udviklingen af pædagogens faglighed. Det er konklusionen efter, at pædagoger, ledere, forvaltningsfolk og forskere var samlet til udveksling af synspunkter om den nye pædagogvirkelighed i inklusionens og skolereformens skær.

Tekst: Jon Arskog

Pædagoger har ligesom andre faggrupper i det offentlige over årene været vidne til mange politiske beslutninger, som har ændret hverdagen, men sjældent har de været så radikalt forandrende som omlægningen fra det specialpædagogiske system til inklusion i ’normal’-verdenen og den igangværende heldagsskolereform.

Det hele er kastet op i luften. Hvor det lander, ved vi ikke. Måske er det netop derfor, at pædagogerne trods bekymringer, alligevel tager fat i forandringen, og ser muligheder. På trods af angrebet på fritidspædagogikken og børnenes frie rum, er der mulighed for at sikre flere børn lige og bedre muligheder for et godt liv.

Men det kræver, at det tværprofessionelle samarbejde mellem pædagoger og lærere kommer i stand og at en skyttegravskrig undgås. Det kræver, at forvaltning og ledelse får skabt det nødvendige ’rum’ til samarbejde.

Det fremgik af diskussionen om ’fremtidens pædagoger’ og ’pædagogfaglighed i en brydningstid’ da Professionshøjskolen UCC i København i oktober afholdt det første møde om emnet i UCC forskernes Dialogværksted. Her var i omegnen af 25 pædagoger, ledere, forvaltningsfolk og UCC’ere mødt op til fire timers dialog og gruppediskussion om pædagogers muligheder og muligheden for at skabe succesfuld inklusion i den nye skole.

Er der plads på bænken?

”Det er eftermiddag, og nogle af børnene sidder til afhentning på skolen på en bænk. Lars sætter sig på bænken, selvom der ikke er plads. Han maser. De andre børn maser igen og siger: ”Lad være”, ”av” og ”hold op”. Lars holder ikke op, men fortsætter med at mase. De andre børn bliver gale, og det barn, der er nærmest Lars, bliver ked af det. Lars bliver ved og pædagogen blander sig: ”Hold op, Lars”, men Lars fortsætter. Pædagogen flytter Lars fra bænken, og Lars siger: ”Jamen, jeg vil også sidde på bænken.”

Eksemplet på den eksklusion, der let sker med automatreaktioner, kommer lektor på UCC, Tom Ritchie, med i et oplæg om pædagogens rolle i den nye skole.
”Kan vi indrette os anderledes, så vi ikke skaber problemer for dem der skal inkluderes?

Kan vi opstille alternativer, så barnet ikke stigmatiseres og tiltager sig en identitet som ’forkert’?”
Med eksemplet synliggjorde Tom Ritchie ikke bare behovet for at gå anderledes helhedsorienteret til opgaven, hvis inklusionen og reformen skal lykkes. Han synliggjorde også forudsætningen for det, at der er behov for de pædagogiske kompetencer i skolerne. Med inklusionstanken som værdi og mål, er der nemlig muligheder for pædagogikken:

”Læringsmiljøer er mere eller mindre ekskluderende og aldrig absolut inkluderende,” konstaterede han.
Det skaber et behov for en konstant opmærksomhed på eksklusion, udsatte positioner og barrierer. Man når aldrig i mål, påpeger han og spørger igen: ”Kan vi arbejde med vilkårene omkring bænken?”

Svaret er altså ja. Og det ikke bare kan vi, det skal vi.
”Der er det vigtigt, at vi begynder med etikken og spørgsmålet: Hvad er det vi vil med vores praksis? Det skal være grundholdninger snarere end mekanik, der styrer praksis.”

Behov for et nyt skolebegreb

”Spørgsmålet, man som pædagog kunne stille, er: ”hvordan kan jeg arbejde inkluderende, når lærerne arbejder ekskluderende?” Problemet er, at der er en forskellig opfattelse af, hvad inklusion er,” siger han.

Dermed er det ikke nok bare at smide pædagogerne ind i skolen for at skabe inklusion. Efter 200 års folkeskole er skolebegrebet fastlåst. Det er svært at nytænke skolen og der er behov for at skabe en helt ny bane at spille på, hvis tankerne om inklusion og lige muligheder for alle skal realiseres.

Der er ikke bare behov for et ’tværfagligt samarbejde’, men et tværprofessionelt samarbejde. Forskellen? Det skal ikke være et samarbejde, hvor pædagog- og lærerprofessionerne møder og supplerer hinanden på den måde, at pædagogen får barnet til at sidde stille, mens læreren skovler viden ind bag pandebrasken på barnet.

Men i stedet at de faglige baggrunde mødes i spændingsfeltet deltagelse, læring og trivsel og beriger hinanden i fællesskabet omkring kerneopgaven. Tom Ritchie henviser til Andy Højholdt, der har skrevet om ’den tværprofessionelle praktiker’.

”Højholdt skelner mellem henholdsvis det tværfaglige og det tværprofessionelle samarbejde. Med det tværfaglige samarbejde er der tale om samarbejde mellem to eller flere fag, hvor et fag forstås som en samling af metoder, viden, redskaber og færdigheder indenfor et givent område. Til forskel herfra har man med det tværprofessionelle samarbejde fokus på mere end fagligheden – og samarbejdet vurderes på et bredere og højere niveau,” sagde han.

”I tværprofessionelt samarbejde overskrides den enkeltes faglighed og professionsidentitet i samarbejdet, og ideelt set udvikles en ny professionsidentitet hos de deltagende professioner,” citerede han Andy Højholdt.

Ligeværd får 1+1 til at blive 3

”Der er positive resultater i de nordiske lande i kommuner, skoler og institutioner, der er i stand til at skabe rammer, hvor de forskellige involverede professionelle kan samarbejde på tværs af faggrænser,” fortæller Tom Ritchie og henviser til en skole i Gentofte, hvor lærere og pædagoger opfatter sig selv som ressourcepersoner og ikke som henholdsvis lærer og pædagog.

Han henviser også til Strandgårdsskolen, der, som følge af et øget samarbejde mellem lærere og pædagoger, samt en høj grad af inddragelse af pædagoger i det didaktiske arbejde, har succes med inklusionen.

I begge tilfælde peger han på, at det samarbejde er betinget af ligeværdighed i forholdet mellem lærer og pædagog, hvor de to fagligheders styrker giver inklusion, hvor læreren i planlægningen har ansvar for de fælles mål i fagene, og hvor pædagogen i samme planlægning sikrer et helhedssyn på børnene, således at de får en sammenhængende dag. Her er pædagogerne aktive i skolen, og lærerne en del af fritidsordningerne i sommerferien.

”På den måde kan de to fagligheder til sammen få 1+1 til at blive 3,” siger Tom Ritchie.

Det kræver, at ledelsen er sin opgave bevidst og har fokus på, at samarbejdet mellem lærer og pædagog er ligeværdigt, at der er et fælles fagligt refleksionsrum, at der evt. er konkrete samarbejdsaftaler mellem lærere, pædagoger og andre relevante ressourcepersoner, og at ledelsen er aktiv i tilfælde af problemer.

En barriere, som han ser det, er at pædagoger er usikre på deres egen faglighed og at de tror, at lærere har en stærk faglighed. Ingen af delene er der grund til at tro er rigtige, fremhæver han. Det er nyt territorium for begge parter.

Dialog om udfordringer og muligheder

Tom Ritchies oplæg satte scenen for en åben diskussion af, hvilke forandringer, udfordringer og muligheder skolereformen har givet, og hvordan man kan skabe et fokus på at løse kerneopgaven.

At oplægget havde ramt plet gav sig udtryk i, at der ikke var den store diskussion af, hvad inklusionsbegrebet som sådan betyder, og at det er en væsentlig ambition for skolereformen at skabe lige muligheder.
Alligevel var der gennem gruppediskussioner og plenumfremlæggelser en god diskussion af, hvad der skal til for at skabe det tværprofessionelle samarbejde.

Blandt andet konstaterede grupperne, at reformen på positivsiden har givet anledning til at pædagogerne er blevet mere bevidste om, hvad pædagogfagligheden er. Men også at udfordringen for skolereformens ambition om at skabe lige chancer i livet, er, at man må bryde den gamle skoles logik ned.

”Hvis vi skal skabe inklusion, så må man droppe kassetænkningen. Vi tænker, at pædagogerne vil være dygtige til at tænke skolen på en ny måde,” lød det fra en af grupperne.

Samtidig med at den pædagogiske faglighed for nogen tegnes skarpere op, er den pædagogiske identitet for dem der arbejder i fritidsordning og i skolen her og nu under pres. Dels er det svært at få hverdagen til at hænge sammen i kombinationsstillingerne, dels er der problemer med, hvor man egentlig hører til.

Og så er der problemer med at fastholde kvaliteten i fritidstilbuddene. Det at tiden i fritidstilbuddet er blevet afkortet opleves for den enkelte, som at det fritidsinstitutionerne gør, ikke er godt nok. Ligesom det at putte fritidslivet ind skolen – og gøre tilbuddene til skal-aktiviteter frem for kan-aktiviteter – også udfordrer den fritidspædagogiske grundtanke. Det vil gøre det svært at fastholde og rekruttere til området i fremtiden, pointerede en anden gruppe.

Respekt for forskellighederne

Derfor vil fremtiden uden tvivl byde på rene skolepædagoger, var der udbredt enighed om. Men der var også enighed om, at skolepædagogens faglighed ikke skulle være lærerens, som det er sket med børnehaveklasselederen. At der skal være en respekt for hver især at skulle være på forskellige måder.

Håbet er, at man kan gå fra at tale om ’skole’ med de fastlåste forestillinger om hvad det er, til at tale om et ’læringsrum’. Udfordringen er, at man hænger fast i skemaer, der fundmentalt er hæmmende for pædagog-lærer samarbejdet – at det er svært at få skabt det nødvendige rum for samarbejdet. Der pegede flere – som Tom Ritchie – på, at det er vigtigt at lederne får skabt rammerne og givet tid til det samarbejde; at pædagoger og lærere får tid til at sætte sig sammen og planlægge undervisningen i deres respektive klasser.

De steder, hvor det ikke lykkes, må forvaltningen melde kraftigere ud om, at det skal det. At det er en forudsætning for at lykkes med opgaven; at skabe livsduelige unge.

Samarbejde om kerneopgaven

Ifølge næstformand i LFS Jan Hoby, der sad med i Dialogværkstedets debatpanel er udfordringen for det tværprofessionelle samarbejde, at de faglige begreber åbner for fortolkning. Lærere og pædagoger tror, at de har samme opfattelse af begreberne.

”Det er ikke uddannelse der konstituerer faglighed, men kerneopgaven der gør det. Det er det relationelle, det processuelle, der gør det. Skal vi lykkes med det, skal vi altså have en fælles kerneopgave. Vi har forskellige funktioner, men samme kerneopgave,” sagde han og tilføjede:

”Opgaven er derfor at komme til at tale i samme format. Og at vi skal have et metodefællesskab med lærerne. Hvis vi skal lykkes med understøttende undervisning, så skal vi vide, hvad understøttende undervisning er. Men vi skal passe på ikke at ende som surrogatlærere, der har tabt pædagogfagligheden. For så lykkes vi ikke, men vi skal vide, hvad vi hver i sær taler om.”

Det var pædagog og arbejdsmiljørepræsentant fra Sjælør Fritidscenter Rene Hansen enig i:

”Både lærere og pædagoger skal efteruddannes i det nye læringsrum. Pædagogerne skal gå fra frie rum til læringsmiljøer. Der er det nødvendigt, at pædagoger lærer noget om læring. De skal vide det samme om læring, som lærerne,” sagde han og pegede på, at en stor gruppe fritidspædagoger, der aldrig har beskæftiget sig med læringsbegrebet.
Som en af grupperne udtrykte det:

”Lærer- og pædagogfaglighederne har blinde pletter, men tilsammen kan de skabe en helhed, der gør at de kan udvikle nogle gode børn.”

Fokus var på det positive

Ud af de 25 deltagere var lidt mere end en håndfuld pædagoger fra felten. Rene Hansen var en af dem, men han mener ikke at det diskvalificerede debatten.
”Jeg synes ikke, at det betød så meget, for folk var gode til at være inde i en åben debat. Det lød som om at folk havde hjerteblod. Og så var det dejligt, at fokus ikke var på det negative. Det er vigtigt ikke at gøre skolereformen til en fælles fjende, men at prøve at mødes over, hvordan vi bedst muligt kommer videre med den,” sagde han efter dialogværkstedet.

Mette Bladt, der som UCC forsker var medarrangør af dialogværkstedet, var da også godt tilfreds med arrangementet, der fik taget hul på en vigtig proces om arbejdet med at implementere skolereformen, så den bliver så positiv som muligt:

”De næste to-tre år kommer til at blive afgørende for pædagogerne i skolen. Der er et åbent rum og nogle muligheder lige nu. Det er vigtigt at udnytte det. Skal pædagogerne være kridtholdere, eller vigtige ambassadører for børn og unges velfærd. Hvad er det de skal spille ind med, som er anderledes end det skolerne ellers gør,” siger hun.

”Vi oplever det meget positive, at pædagogerne virker meget progressive og siger: OK, det er sådan det er. Vi samler udfordringen op. Vi kan noget i børnenes liv, som er vigtigt. Vi finder en vej. Det synes vi er enormt positivt,” siger Mette Bladt velvidende, at det lige nu er svært ude på mange skoler. Men for forskerne på UCC giver det håb for fremtiden og udviklingen af den nye skole.

Det arbejde vil UCC fortsat være en del af ved at fortsætte dialogværkstedet med et møde i det nye år, hvor udviklingsmulighederne for det tværprofessionelle samarbejde i skolen fortsat vil blive holdt i hånden.

Til det møde ser hun gerne flere pædagoger fra gulvet – og lover at der vil blive indkaldt bredere end til dette første møde.•