Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Anbragte børn
Budgetmodel skaber bekymring
Af Tine Sejbæk
Den nye budgetmodel på anbringelsesområdet har bl.a. betydet utryghed blandt personalet på institutionerne. Både forstandere og de faglige organisationer gør hvad de kan for at få indflydelse på, hvordan modellen skal udvikle sig i de kommende år.
Konstant opmærksomhed på belægningsprocenten. Det er en af de måder, institutionerne kan mærke, at den nye budgetmodel - »bestiller/ udfører-modellen« - trådte i kraft den 1. januar i år.
"Personalet er jo bekymrede for, om vi når op på de 95 pct. belægning, som man skal ligge på i gennemsnit for at bevare sin økonomi. Eller om vi kan blive nødt til at afskedige folk", siger Per Dreibøl, der er forstander på døgninstitutionen Frederikshøj og samtidig formand for Forstanderklubben under KKE (Københavns Kommunale Embedsmandsforening).
"Budgetmodellen har også givet det udslag, at vi som forstandere holder igen med at fastansætte personale. Vi ansætter f.eks. vikarer i stedet for. Modellen har skabt utryghed – man er bekymret for sit job på en anden måde. Vi som ledelse er bekymrede for kvaliteten i arbejdet. Og i forstanderkredsen tænker vi naturligvis på, om der på sigt kan blive lukket et antal institutioner", siger Per Dreibøl.
Man kan da heller ikke sige, at hverken personale, forstandere eller de faglige organisationer generelt har været begejstrede ved udsigten til, at budgetmodellen blev indført.
Baggrunden for at indføre modellen var store budgetoverskridelser på anbringelsesområdet ude på lokalcentrene. Første fase, som altså startede i januar, er den grundlæggende del af modellen; dvs at pengene er flyttet fra døgninstitutionerne og over til lokalcentrene. Fra udfører til bestiller. Lokalcentrene kan købe konkrete pladser på institutionerne, som får tilsendt penge efter deres belægning og skal afregne hver måned for hvert barn.
For at institutionerne skal modtage de penge, de plejer, skal de have en vis belægning, nærmere betegnet 95 pct. i snit. For akutinstitutionerne er tallet 90 pct. Er belægningen højere, får man lidt flere midler, som man kan tære på i perioder med lav belægning.
"Kommunen har dokumenteret, at der pt findes en gennemsnitlig belægning på 98 pct. rundt om på institutionerne. Og at kravet om en belægning på 95 pct. derfor ikke burde være et problem. Men tallet er usikkert, bl.a. er der nogle institutioner – med lav belægning – man ikke har talt med", siger faglig sekretær i LFS, Niels Andersen.
Hvis en institution kommer ned på 85 pct. "over en periode" vil forvaltningen begynde på samtaler med institutionen, hvilket kan medføre en ændret målgruppe, eller at stedet lukker. Pt er fem-seks institutioner i gang med at snakke omlægning.
Budgetmodellen skal implementeres over tre år. Efter de tre år er der fri konkurrence. Det vil sige at de første tre år må socialcentrene maksimalt reducere det antal pladser, de køber hos døgninstitutionerne, med 10 pct. om året. Denne lempelige overgang var noget af det, som forstanderne og de faglige organisationer fik indført.
Men efter tre år kan lokalcentrene i princippet anvende hele anbringelseskontoen på private opholdssteder. Og det betyder at hvis nogle lokalcentre har en anstrengt økonomi, kan det føre til at de økonomiske vurderinger vil veje tungere end de socialfaglige. Døgninstitutionerne skal med andre ord konkurrere mod de billigere private udbydere.
Projekt om faglig udvikling
Og det er netop den største fare, som Niels Andersen fra LFS ser ved modellen: at lokalcentrene skal spare penge, og at de så køber billigere tilbud end de rent fagligt kan bruge.
"Erfaringerne fra Oslo (se boksen, red.) er, at centrene ikke i alle tilfælde anbringer de børn, de i virkeligheden synes, skal anbringes", siger Niels Andersen, der ikke mener, at man bør styre et område som børneanbringelser gennem markedsvilkår.
Andre ulemper er risikoen for, at der bliver flere løsarbejdere blandt pædagoger, og at man f.eks. kan være fristet til at beholde et barn længere end nødvendigt for at beholde en pædagog. Og at det ikke bliver kvaliteten, der er afgørende for, hvor man anbringer et barn, men hvor der er tomme pladser.
"Hvis man skal sige noget positivt om modellen – ud fra, hvad de har erfaret i Oslo – er det, at lokalcentrene er blevet bedre til at beskrive, hvad de har brug for, og at det sammen med det øgede fokus på økonomien gør at en anbringelse ikke mere bare er en enkel og let løsning", siger Niels Andersen.
Det har været vigtigt for de faglige organisationer som LFS og SL at koble faglig udvikling på budgetmodellen. Derfor har de foreslået forvaltningen et projekt, som skal handle om, hvordan man skaber et bedre samarbejde mellem de enkelte lokalcentre og døgninstitutionerne. De forventer at få penge gennem Satspuljen, og at projektet skal i gang til januar næste år.
"Vi har ved drøftelser med F&A sagt, at budgetmodellen kan indebære, at de faglige miljøer på vore dygtige døgninstitutioner forsvinder, fordi der ikke er meget faglig udvikling i budgetmodellen. Risikoen for, at der bliver fokus på økonomi, økonomi og økonomi kan betyde, at mange dygtige medarbejdere siger op for at finde udfordringer andre steder", mener Niels Andersen.
"Vi vil derfor komme med et forslag til, hvordan den mere rå budgetmodel kan tilføres en faglig udviklingsdel, som giver perspektiv for pædagogerne, men også for sagsbehandlerne på lokalcentrene".
Projektet vil bl.a. sætte fokus på § 38 undersøgelserne, § 58 handleplanerne, anbringelsen og opfølgningen på den. Med særligt fokus på det samarbejde lokalcenter og institution skal have.
"Jeg tror, at vi kan foreslå F&A et udviklingsprojekt, der vil højne kvaliteten i samarbejdet mellem lokalcenter og anbringelsessted, og dermed i sidste ende være til gavn for de børn og unge, der skal anbringes. På den måde vil de københavnske døgninstitutioner også stå bedre i konkurrencen med de private opholdssteder. En konkurrence, der ikke kan eller skal vindes på prisen men på kvaliteten af arbejdet", mener Niels Andersen.
Prøver at få indflydelse
Forstander fra Frederikshøj, Per Dreibøl, har fra starten været med i arbejdet med budgetmodellen. I 2004 deltog han sammen med flere andre forstandere i en projektgruppe (som nu hedder en styregruppe), og de holdt en del møder igennem 2004. Han føler dog ikke, han har fået meget indflydelse. Og han oplever, at han til møderne har siddet over for folk fra forvaltningen, der mest er optaget af økonomi.
Styregruppen består i dag af fire forstandere, teamcheferne samt repræsentanter fra ØPA2 (står for det 2. kontor, der under F&A har med økonomi, planlægning og analyse at gøre) og k10 (kontor 10). Ud af den gruppe er der lavet to undergrupper - som skal arbejde videre med nogle af de ting, der skal implementeres i fase 2, som starter i 2006.
Den ene undergruppe, som Per Dreibøl og forstander Bodil Bruun fra Glostrup Observationshjem er med i, skal arbejde med at finde frem til en fast pris pr. barn, nærmere bestemt pr. type barn.
"Når et barn er defineret til en pris ved en anbringelse, så er det i hvert fald min tanke, at man skal definere: hvad får lokalcenteret så for den pris, dvs hvad skal institutionen lave af ydelser for prisen. I dag er der jo mange slagsmål om økonomien, f.eks. hvis et barn pludselig får behov for psykofarmaka, og de slagsmål vil vi gerne forhindre", siger Per Dreibøl.
Det koster 365 millioner kroner om året at drive de københavnske døgninstitutioner. Ud af det beløb er der fra i år afsat 20 millioner kroner til udvikling og underskudsdækning, f.eks. til institutioner med lav belægning. Derudover er midler til husleje taget ud af puljen og givet tilbage til institutionerne. Det eneste, institutionerne får på forhånd som fast budget, er altså huslejeomkostningerne. Dermed er der en stor pulje penge tilbage, som man påtænker at dele op i typer af børn, f.eks. "behandlingskrævende børn", "skolebørn" eller "akutbørn".
"Jeg synes, at der er brug for fem-seks kategorier, hvor man så går ind og siger, at sådan et barn koster så og så meget pr. måned. De andre i gruppen (dvs folkene fra ØPA2 og K10, red.) mener, at der bare skal være tre kategorier, nemlig småbørn, børn og unge. Det er fuldstændig ufatteligt at tro, at man kan forenkle tingene på den måde", siger Per Dreibøl, der pt ikke ved, om det ender sådan.
"De siger, at vi som forstandere skal have indflydelse. Men det virker ofte mere som om vi er med som konsulenter end har reel indflydelse. Vi håber på at få noget at sige. Vi maser på og holder ved", siger Per Dreibøl.
I hans undergruppe skal de også drøfte muligheden for at lave kontrakter.
"Vi ønsker en konkret kontrakt med lokalcenteret for hver anbringelse. For os handler det om at holde fast i at lave aftaler fra starten. Ellers kan der opstå den situation, at der bliver uenighed om, hvad der er aftalt".
I den anden undergruppe, der bl.a. skal arbejde med kvalitetsstandarder, sidder forstanderne Trine Lindskov fra Skole- og behandlingshjemmet i Kokkedal og Lone Petersen fra Ryvangsvænge. Der er deadline 1. maj 2005 på at afklare indholdet af ydelser (det institutionerne skal yde for pengene pr. barn) og på at udarbejde kvalitetsstandarder 1. juni 2005. De nye budgetmodeller skal være færdige 1. september (dvs en pris pr. type barn). Endelig skal arbejdet med at lave "kontraktlignende aftaler" være færdigt omkring den 1. november. Det hele træder i kraft 1. januar 2006.
Når undergrupperne har lavet deres arbejde, bliver de faglige organisationer som LFS, SL, Socialrådgiverne og Forstanderklubben under KKE indkaldt og kan kommentere indholdet.
"Socialcentrene har længe ønsket, at de selv kunne bestemme, hvor de ville købe pladser. Efter min mening svarer det lidt til, at A.P. Møller har en produktion af et produkt eller en ydelse, men alligevel vælger ikke at købe de tilhørende varer hos sine egne afdelinger. Hvis noget ikke virker, må man omstille produktionen. Man kan ikke både producere noget og så købe varer andre steder. Det er ejendommeligt", mener Per Dreibøl.
Norske erfaringer med budgetmodel
I Oslo blev der i juni 2002 indført en lignende model, som den man nu har indført i Københavns kommune. Man ønskede bl.a. at skille bestiller fra udfører, skabe konkurrence mellem institutionerne og give private aktører mere plads.
Erfaringerne har været mange og nuancerede, men bl.a. har modellen betydet, at:
- Institutionerne har fået mere usikre vilkår at arbejde under
- Der er nok flere, der anbringes i private tilbud
- Flere henlæggelser af "indberetninger"
- Ansatte på institutioner oplever stor utryghed i forhold til, om institution og fagmiljø vil bestå
- Anbringelserne bliver generelt gjort kortere
- Fald i anbringelser af unge
- De unge, der anbringes, har mere komplekse problemstillinger end før
Positive effekter af modellen har bl.a. været:
- Større bevidsthed om kvaliteten i anbringelsen, både på lokalcentre og institutioner
- Meget opmærksomhed fra medier på vilkår for anbringelsesområdet.