Boganmeldelse

Af Jan Hoby, forretningsmedlem af LFS

Social arv af problemer er en myte!

Den nuværende og den forrige regering har under stor mediebevågenhed manet til kamp mod den "negative sociale arv". Med introduktionen af de ideologisk betinget nationale "pædagogiske læreplaner" er det pædagogiske område sat til at skulle arbejde med at bryde den "negative sociale arv". Men hvad er social arv? Og kan vi overhovedet tale om at vi som mennesker arver sociale færdigheder eller mangel på samme?

I bogen "Social opdrift – social arv" gør Morten Ejrnæs, Gorm Gabrielsen og Per Nørrung grundigt op med det begreb, som første gang blev anvendt af den svenske børnepsykiater Gustav Jonsson i slutningen af 1960’erne. Social arv er et udtryk for, at børn "arver" forskellige problemer fra deres forældre, men det store problem er at det anvendes i meget forskellige betydninger. Begrebet er nemlig ikke præcist defineret; det er svært at sige hvad der arves, eller hvordan der arves. Det skaber derfor problemer for både forskningen i sociale problemer og for arbejdet med social udsatte børn.

Nogle vil påstå at vi lever i et vidensamfund, men hvorfor er det så lige at den videnskabelige viden som er tilgængelig ikke bliver omsat til handling? Hvorfor benytter samfundet hårdere og hårdere fængselsstraffe, når forskning viser at det ikke gavner? Hvorfor prioriteter samfundet ikke flere voksne og mere plads til færre børn i daginstitutionerne, når forskning viser at det øger den sociale inklusion og øger børns selvværd?

Først og fremmest skal svaret på disse spørgsmål findes i de meget tvivlsomme sociologiske analyser, som fylder i det offentlige rum og i medielandskabet. Analyser der påstår at vi ikke mere lever i et klassesamfund, hvor flertallet af os tilhører arbejderklassen. Vi er alle i stedet blevet til middelklasse.

Klassesamfundet eksister!

Eksistensen af en arbejderklasse er forsøgt elimineret. Den herskende klasses ideologer har altid benægtet eksistensen af klasser, fordi selve klassebegrebet antyder en indbygget kollektivulighed, hvor det ikke er et individuelt valg, der afgør den enkeltes skæbne. Et af de fremmeste argumenter mod eksistensen af en arbejderklasse i dag er kombinationen af teknologisk udvikling og de stigende materielle goder, som vi arbejdere har tilkæmpet os. Når arbejderne har fået bil, ejerbolig, tv og pc, er blevet befriet for den blå kedeldragt og har en funktionærlignende ansættelse i et job uden snavs og tunge løft, så kan man ikke længere tale om en arbejderklasse. Dette bygger ikke på en analyse af, hvad der definerer en klasse, men på et stivnet historisk billede af den "typiske arbejder".

Sådanne sociologiske analyser forholder sig hverken til, at kapitalismen udvikler sig og dermed også arbejderklassen, eller til de grundlæggende sociale spørgsmål, om hvem der udbytter og udbyttes.

Ikke social arv – men social chanceulighed!

"Social opdrift – social arv" viser at begrebet social arv og teorien omkring det lægger op til en næsten deterministisk eller reduktionistisk forklaring på børns sociale problemer, hvor forældrenes problemer – i deres egen barndom – tillægges meget stor forklaringsværdi. Forholdet er imidlertid, at en lang række belastninger betyder forøget risiko for, at børnene får sociale problemer. I undersøgelser af den social arv fokuseres der primært på forældrene og nærmeste familie og i langt mindre grad sættes der fokus på andre risikofaktorer i barnets øvrige miljø, som fattigdom, ulighed, diskrimination og undertrykkelse. Arv af sociale problemer er undtagelsen og ikke reglen. I stedet for at bruge det upræcise og uvidenskabelige begreb "social arv", forslog forfatterne at bruge betegnelse "chanceulighed" til at analysere strukturelt betingede uligheder i det danske samfund. Professor på Danmarks Pædagogiske Universitet Erik Jørgen Hansen formulerer det sådan: "det ville derfor være et fremskridt om vi i analyser af social reproduktion anvendte begrebet "livschancer", idet betegnelsen begrænsede livschancer i højere grad end betegnelsen social arv leder analysen væk fra fokuseringen på individet og frem til fokuseringen på samspillet mellem individ og samfund."

Pædagogisk personale og den sociale arv

Det er ikke kun på det forskningsmæssige plan at begrebet "social arv" er problematisk. Begrebet bliver også knyttet tæt sammen med overvejelser om, hvordan man forebygger og afhjælper sociale problemer. Forfatterne ser social arv begrebet som et potentielt stigmatiserende begreb, da der er meget stereotype og overordnet alt for lave eller negative forventninger til børn, hvis forældre har eller har haft sociale problemer. Det medfører ofte at en lang række sociale omstændigheder dæmoniseres. Dermed bliver det pædagogiske personale indirekte og direkte medvirkende til at forstærke den sociale reproduktion af chanceuligheden gennem børnenes liv i daginstitutionerne.

Børn lærer i daginstitutionerne at nogen børn har en "respektabel krop", andre har ikke. Det "respektable" barn lærer at det kan være med til at differere indholdet i daginstitutionen. Det "ikke-respektable" barn lærer at det må underordne sig. Børn der forsøger at få respektabilitet ses af det pædagogiske personale som børn de skal vejlede og tager en position som lærer/elev. Dermed bliver der en ulige adgang til respektabilitet som deler sig efter klasse, køn og race.

Når børn forlader daginstitutionen ved de om deres "krop" er anerkendt eller ej. Og de ved at dette er en del af "hverdagens logik"

Social opdrift – social arv er på mange måder en banebrydende bog. Fordi den skærer igennem alt det ideologiske og uvidenskabelige vås, som fylder hele det offentlige rumombørns livsvilkår. For der findes ingen "sociale arvelov", individers skæbne kan ikke forudses – "kun" sociale klassers.

Jan Hoby er leveringsdygtig i oplæg om emnet. jaho@foa.dk