Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Netop nu
Glad læring
Børn bliver glade af at bevæge sig samtidig lærer de mere. Alle undersøgelser bekræfter at børn der bevæger sig, er glade børn, at de har mere selvtillid og flere venner og at de føler sig mere raske og lærer mere. Derfor er der brug for masser af bevægelse i børnenes hverdag, både derhjemme og i skolen. Men det handler også om at forhindre, at børnene bliver overvægtige, for jo tykkere man er, jo mindre bevæger man sig.
Overvægtige mennesker sidder dagligt stille gennemsnitligt 164 minutter mere end slanke, mens de slanke står op 152 minutter længere end de overvægtige. Det svarer til, at overvægtige forbrænder omkring 300 kalorier mindre hver dag, og det kan føre til en vægtøgning på cirka ti kilo pr. år.
Vores bevægelsesmønster fastlægges tidligt i livet. Det betyder, at det aktivitetsniveau, vi vænner vores børn til, er helt afgørende for deres fremtidige sundhed. Derfor handler det om at bakke op om barnets medfødte spontane behov for at røre sig.
I hjemmet er fjernsynet og computeren den store skurk. Der er gennemført en undersøgelse, hvor man ved lodtrækning inddelte skolebørn i to grupper, henholdsvis en "sluk fjernsynet"-gruppe og en gruppe, hvor børnene måtte se alt det fjernsyn, de havde lyst til. I "sluk fjernsynet"-gruppen fik forældrene udleveret en anordning, så de kunne tildele deres børn en afmålt mængde elektricitet til fjernsyn og computerspil. Når el-rationen var brugt op, slukkede fjernsyn og computer. Efter syv måneder stod det klart, at "sluk fjernsynet"-gruppen havde taget betydeligt mindre på i vægt end kontrolgruppen. Undersøgelsen tyder på, at børn bliver overvægtige af at se fjernsyn, og at man med små anordninger kan ændre børns fysiske aktivitetsniveau i dagligdagen. Sandsynligvis gælder konklusionerne også for voksne.
Sverige er gået forud med en regeringsbeslutning i 2003 om at lave følgende tilføjelser (her i kursiv) til læreplanen for det obligatoriske skolevæsen, børnehaveklasser og fritidshjem: "Skabende arbejde og leg er væsentlige dele af den aktive læring. Skolen skal stræbe efter at tilbyde alle elever daglig fysisk aktivitet inden for rammen af hele skoledagen.…I skolearbejdet skal de intellektuelle såvel som de praktiske, sanselige og æstetiske aspekter opprioriteres. Alle former for sundheds- og livsstilsspørgsmål skal opprioriteres."
Udvidelsen af læreplanen er blevet positivt modtaget af børn, lærere, pædagoger og forældre. Det har været frit for hver institution, hvordan man har villet opfylde kravene, og evalueringen viser en bred vifte af initiativer. F.eks. forlængelse af frikvartererne og flere idrætstimer, eller indrettelse og fornyelse af skolegårde, så de inspirerer til leg, bevægelse, idræt og undervisning udenfor.
At gå ture er også en god idé. Gå-ture stimulerer til spontane samtaler mellem børnene og også mellem børn og voksne. Samtalen fører til bedre relationer, og de voksne får indsigt i ting, som de ellers ikke ville få kendskab til.
Oplev natur og miljø
Fuglesang foroven og friske grønne spirer forneden – foråret har meldt sin ankomst. Det samme har folderen "Oplev natur og miljø i København 2005". Tryksagen er fyldt med masser af gratis tilbud om spændende aktiviteter og oplevelser i Københavns grønne områder man kan deltage i sammen med byens naturvejledere. Folderen er udgivet af Vej & Park og fås bl.a. i Københavner Information, på bibliotekerne og via www.vejpark.kk.dk (link ikke længere aktivt, red.)
Folderen rummer et varieret program henvendt til såvel voksne som børn. Der er en forårstur som "Besøg på Kalvebod Miljøcenter" – hvor familiehygge i det grønne kombineres med information om centerets arbejde. På Skovens Dag i Ryvangens Naturpark" kan børn og voksne sammen plante egetræer og tilberede smagsprøver af parkens grønne urter. Sommerens program byder på ture som "Vandhulsdyr i Kagsmosen", "Blomster på Kastellet" og "Dyr i krible-krable-størrelse". Senere på sæsonen sættes fokus på nogle af luftens dyr med ture som "Flagermus på Assistens Kirkegård" og "Lav dit eget fuglefoder". For dem med særlig "højtflyvende" interesser er arrangementet "Stjerneskud over byen" en oplagt chance.
Også arrangementer med fokus på miljø har fået plads i folderen. Hvad med en tur i DGI-byens svømmehal, og inden svømmeturen få indblik i, hvad der gøres og kræves, for at miljøet her er tip top? Håndteringen af københavnernes "brugte" vand har fået plads i programmet med et besøg på Københavns store Renseanlæg Damhusåen. Og ved "Københavns Befæstnings Dag på Vestvolden" kombineres information om voldgravens vandmiljø med lystfiskeri for hele familien og små historiske udflugter.
Ved de større arrangementer som "Mosetræf" i Utterslev Mose og "Havnens Dag" på Gammel Strand samarbejder naturvejlederne bl.a. med kolleger fra Københavns Kommune. Mosetræf byder på et alsidigt naturaktivitetsog underholdnings program, mens "Havnens Dag" rummer udstilling af levende fisk, hoppende rejer og mange andet med spræl i fra Københavns Havn.
Ny arbejdsmiljøportal
Tre branchearbejdsmiljøråd har udviklet en portal www.arbejdsmiljoweb.dk der indeholder viden om arbejdsmiljø i kommuner, amter, stat og finanssektoren.
På den nye hjemmeside er samlet information, som før var spredt på en række selvstændige sider fra brancearbejdsmiljørådene. Hér finder du fakta, inspiration og konkrete værktøjer til arbejdet for bedre sundhed, trivsel og arbejdsglæde.
Du kan blandt andet læse om - stress, mobning, konflikter og vold - forflytning, skærmarbejde, arbejdsstillinger og EGA - støj, lys, luft og rengøring - ledelse, samarbejde, konflikthåndtering og forandringsprocesser - teamarbejde, hjemmearbejdspladser og fremtidens kontor. - sikkerhedsorganisationens arbejde, APV og arbejdsmiljøuddannelse.
Der er brancheindgange for sygehuse, ældrepleje, døgninstitutioner, daginstitutioner, privat praksis, kontor, undervisning og forskning.
Arbejdsmiljøweb tilbyder også nyheder og nyhedsbreve om arbejdsmiljø, adgang til de mange trykte og elektroniske materialer udgivet af Branchearbejdsmiljørådene for det offentlige og finanssektoren, samt links til fakta, love og regler, artikler og baggrundsstof med mere om arbejdsmiljø.
Arbejdsmiljøweb er udarbejdet af de tre branchearbejdsmiljøråd (BAR): Social & Sundhed, Undervisning & Forskning og Finans / Offentlig Kontor & Administration. Derfor kan du stole på de oplysninger, du finder på siden. De er udtryk for, hvad arbejdsgivere og fagforeninger er enige om er god praksis på området.