Socialpsykiatri

Af Elisabeth Lockert Lange

Vorherre og min kontaktperson

Socialpsykiatrien er for de sindslidende, hvad næstekærligheden er for de kristne.

"Socialpsykiatrien er noget af det mest positive, der er sket for sindslidende mennesker. Det har givet dem muligheder for at leve et bedre liv end før."

Den entydige tilslutning til socialpsykiatrien kommer fra Benny Lihme, kendt kritiker og redaktør af tidsskriftet Social Kritik. Han har læst psykologi og undervist i det på universitetet, dengang de psykologistuderende var tidens mest oprørske gruppe, som han siger. Han gjorde ikke studiet færdigt, men valgte i stedet at arbejde med socialpædagogik på Københavns Socialpædagogiske Seminarium.

Socialpsykiatri er socialt arbejde med sindslidende og er på stort set alle områder helt modsat den traditionelle hospitalspsykiatri. Derfor undrer Benny Lihme sig også over at begrebet i sin tid fik navnet socialpsykiatri, for "der er ikke meget psykiatri i det. Psykiatrien vil slet ikke have noget med det sociale at gøre overhovedet, det er der ingen prestige i."

Socialpsykiatriens mål for de sindslidende er at de kan leve så tæt på det normale som muligt. Og det er vigtigt at bemærke at det er vilkårene, som skal være så tæt på det normale som muligt, ikke personen der skal normaliseres.

"Der er ikke tale om en afretning men mulighed for en borgertilværelse."

Den socialpædagogiske tilgang blev lig med et særligt pædagogisk arbejde målrettet mennesker i særlige vilkår.

"Det socialpædagogiske arbejde skal medvirke til at tilfredsstille behov hos mennesker i underprivilegerede situationer. Socialpædagogikken skal medvirke til at frigøre underprivilegerede mennesker fra fastlåste livssammenhænge, befri dem fra sociale og psykologiske blokeringer. Der er altså et frigørelsesperspektiv i det, at støtte dem i at blive herre i eget liv."

Men de sindslidende skal ikke kun frigøres fra noget men også til noget. Og de fik muligheder for at artikulere drømme om livet. Det gav så også de velkendte dilemmaer og etiske problemstillinger, som socialpædagoger lever med dagligt: kan og skal de sikre at de sindslidendes drømme ikke destruerer deres eget liv? Hvis drømmen er at fyre fede eller drikke sig ihjel? Friheden kommer i karambolage med andre krav til pædagogerne.

"Socialpædagoger er ansat til at være vidne til det. For i socialpsykiatrien er det tilladt at indtage noget, som ikke er tilladt andre steder, man ser i hvert fald gennem fingre med det."

Misbrugt kritik

Indtil 1970’erne levede hospitalspsykiatrien sit eget stille liv. Men så startede en hård kritik af de sindslidendes vilkår på hospitalerne. Det blev fulgt op af folk som Ronald Laing og David Cooper med antipsykiatribevægelsen og dens endnu kraftigere kritik af psykiatrien. I Danmark opstod Galebevægelsen som et kritisk oprør fra græsrødderne mod de etablerede systemer.

Politikerne hørte kritikken. Indlæggelser og sengepladser var dyre, og de kunne bruge kritikken til at spare penge. Det hele tog en ganske anden drejning, da man i stor stil begyndte at nedlægge sengepladser og misbrugte kritikken af hospitalspsykiatrien som legitimering. Kritikken blev med andre ord brugt poltisk til at skæring antallet af sengepladser ned.

"Kritikerne af den traditionelle hospitalspsykiatri forstillede sig at der efter den kritiske periode ville komme en såkaldt ikke-psykiatrisk periode. At samfundet ville udvikle sig derhen at det kunne rumme de anderleders. Jeg er enig i at der ikke skal være reservater for de sindslidende. Men resultatet var at da politikerne greb kritikken og skar ned på sengepladserne, så blev de sindslidende bare hjemløse og forhutlede", fremhæver Benny Lihme.

Der er ikke nogen helbredelse for de store sindlidelser, så der var brug for det livgivende, som lægeverdenen ikke tænkte i, peger han på. Og fra 1989 kommer socialpsykiatrien og dermed socialpædagogikken ind i billedet. Man gik fra cure til care, fra patient til borger, og pædagoger blev ansat i voksenpsykiatrien. Og der er stor forskel på psykiatrisk sygepleje og ikke-psykiatrisk socialpædagogik (se boksen).

"Socialpsykiatrien skal hylde det rummelige, det integrerende og det inkluderende, men målet med den var samtidig at sikre at de sindslidende ikke gik for lud og koldt vand."

Begreber som empowerment (betyder myndiggørelse) og Recovery (betyder helbredelse) er udbygninger af denne holdning. Selvom Benny Lihme griner lidt af at man bruger amerikanske udtryk. "Når man nu ved at netop USA ikke er det bedste sted at være psykisk syg i."

Vikarierende intimitet

Socialpædagogikkens kerne er først og fremmest omsorg og relationer.

"Omsorg er en respons på andres udsathed og sårbarhed. Men at give hjælpen bliver også en omsorgsmagt, og derfor er det så vigtigt at omsorgen underkastes en faglig refleksion, og at man sikrer de etiske retningslinjer. Man kan ikke slå op i en manual, om den måde man handler på er rigtig eller forkert. Det skal løbende tages op til refleksion, ikke bare ved store lejligheder. Respekten for den enkelte er etisk betragtet det centrale, og det vil altid være enkelttilfælde der viser, om man har gjort det rigtige", vurderer Benny Lihme.

Den norske psykiater Finn Skårderud har i sin bog fra 1999 "Uro. En rejse i det moderne selv" skrevet at "ethvert sind er og bliver bestemt af dets relationer". Vi bliver mennesker gennem andre.

Og relationer med psykisk syge er konstant anstrengende, mener Benny Lihme (som anbefaler bogen til alle som er interesseret i det moderne sind). Han sammenligner en sådan relation med det gode parforhold.

"Relationen skal genskabes, fornys og genetableres dag for dag. Forskellen mellem de to relationer er at i parforholdet er målet selve forholdet, og det er det ikke i den professionelle relation. Rollen kan virke intim, men der er ikke tale om et symmetrisk ligeværdigt forhold. Man kan kalde det vikarierende intimitet: som om det var en ven. Og udtrykket "som om" er vigtigt."

Benny Lihme citerer Egon Gad som i "Sprækker i virkeligheden. Brudstykker af en sindslidendes liv skrev: "Det vigtigste for mig er Vor Herre og min kontaktperson". Citatet illustrerer en erkendelse af behovet for "noget større" men også at han ville være ilde stedt, hvis han ikke havde sin kontaktperson.

"Og det gælder for de fleste mennesker. Vi har brug for noget større men også for en relation. Men det er svært at få plads til det spirituelle og religiøse i psykiatrien, der regnes det jo for psykose. Men hvis der virkelig er respekt for den enkelte, så skal der også være plads til det. Det er fint med rengøring, men det er ikke nok. Socialpædagogen, kontaktpersonen, skal kunne lytte og give modspil, og det kræver en vis viden bl.a. om den åndelighed, som præger mange sindslidende, og som er en del af bedringsprocessen i Recovery-tanken. Så det er et krav til det socialpædagogiske personale at det skal vide, vise interesse og kunne give modspil."

At rumme følelser

Med alle disse krav in mente, ikke mindst kravet om at skulle være et alternativ til lægeverdenens tænkning, hvilke kompetencer kræves der så af en socialpædagog i socialpsykiatrien?

Benny Lihme understreger at han anser refleksion som det overordnede fagkriterium, refleksion ikke mindst over (magt)relationen med den sindslidende.

Og derudover er det måske ikke overraskende kompetencer snarere end kvalifikationer, der efterspørges i socialpsykiatrien. Kompetencer er knyttet til personen, til vedkommendes erfaringer og holdninger. Kompetencernes brugbarhed vurderes af kollegerne og af brugerne. Kvalifikationer derimod er det målbare, som kan efterprøves fx en uddannelse.

I top i stillingsopslag ligger evner til at arbejde både selvstændigt og tværfagligt, for der er både meget alenearbejde men også brudflader til andre faggrupper. Også rummelighed, det at være psykisk robusthed, kunne rumme kaos og håndtere det uforudsigelige er kompetencer der efterspørges. Ligeså indfølingsevne, humoristisk sans og fleksibilitet. Erfaring med psykisk syge er derimod ikke et krav. Derimod er der tegn på at hårdere kompetence som viden og kunnen i forhold til metodeudvikling og dokumentation er kommet med de seneste år.

"Stærk medicinering er ofte tegn på manglende rummelighed, mens mindre medicinering oftere giver tilspidsede situationer og kræver en mere pædagogisk tilgang. Det sidste ser jeg som et sundhedstegn hos en institution. Jeg kan undre mig over angsten for at afmedicinere. Lægerne taler meget om alle de frygtelige ting der kan ske, hvis man afmedicinerer, men alle de dødsfald og ulykker, som medicinen har afstedkommet nævnes ikke, når de advarer mod mindre medicin. Måske bør man kræve at behandlere "uddannes" til at kunne rumme folk som har følelser."

I den psykiatriske sygepleje handler det om:

sygdom
objektstatus (som patient)
subtraksiv (det vil sige fjerner symptomer)
fremmedregulering
bliver behandlet
følelseskontrol (der bliver lagt kemisk låg på)
re-agerer
re-aktion
monlog
monotoni
onani
sindslidende
galskab
segregation
NIMBY (not in my back yard)

I den ikke-
psykiatriske socialpædagogik:

person
subjektstatus (herre i eget liv)
additiv (det vil sige tilfører muligheder)
respekteret
handler
emotion (energy in motion)
agerer
inter-aktion
dialog
variation
sam-leje
hvad kan de syge lide (mad, kultur fx)
selskab
integration
NABO (nærhed)

Kilde: Benny Lihme