Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder om OK2015:
Af Britt Petersen, formand for LFS
Ubekvemme arbejdstider kræver restitutionstid – ikke mere løn!
Oven på en rigtig dejlig og restituerende juleferie er et nyt arbejdsår begyndt og sikken et. Det helt store og aktuelle emne for alle er overenskomstforhandlingerne – og dog. Der er nogen der tror, at det, man én gang har aftalt, gælder evigt. Sådan er det ikke. I hvert fald ikke længere.
Overenskomstforhandlinger er alene et spørgsmål om, hvor meget mere i løn man kan få, eller hvilke forbedringer man kan blive enige om – i den aftalte periode.
Krav om forringelse af det ene og det andet er desværre blevet hverdagskost i overenskomstforhandlingerne. Hver forhandling er blevet en kamp fra gadehjørne til gadehjørne.
Forringelserne fremstilles oftest under ’fornuftige’ overskrifter som ’fleksibilitet’, ’administrative lettelser’, ’forenkling’ osv. I år er det med fokus på arbejdstid og særligt på det døgndækkede område.
Kommunernes Landsforening har lanceret en lang række af lidt brede krav, som for det utrænede øje kan se helt uskyldige ud, men som ved nærmere eftersyn vil have vidtrækkende konsekvenser.
Vi har tidligere i LFS Nyt omtalt deres krav om sammenskrivning af arbejdstidsregler for personale, der arbejder på døgnåbne institutioner (hospitaler, plejehjem, pædagogiske døgntilbud osv.).
Særligt kravet om at få ændret 37/3-reglen – altså gå fra optjening af afspadsering til udbetaling af mere løn. Flere penge mellem hænderne lyder sandsynligvis som sød musik i nogles ører, men hold op nogle konsekvenser det vil få for de ansatte, hvis kravet går igennem.
Jeg har haft fornøjelsen af at se nogle vagtskemaer igennem, og der kan jeg se, hvad KL’s krav i realiteten vil ændre for den enkelte. Det er skræmmende. Umiddelbart er det vores skøn, at det gennemsnitligt vil betyde, at den enkelte vil skulle arbejde mellem 120 og 150 timer mere pr. år – og det skal ses i sammenhæng med, at de yngre medarbejdere kan se frem til først at kunne gå på pension, når de er over 70 år.
Det er svært at forstå, at arbejdsgiverne rent faktisk skulle have gennemtænkt, at den 70-årige pædagog, som i måske 40 år har arbejdet på alle tider af døgnet – alle årets dage, vil være fremtidens kvalificerede arbejdskraft for vores svageste grupper, hvis de bare får lidt højere timeløn. Særligt når der er forskning, der viser at arbejde på ubekvemme tidspunkter kræver ekstra restitutionstid.
Det gør den afspadsering, der optjenes i dag, er guld værd. Men måske er forskningen kun tilgængelig for os på arbejdstagersiden? Eller er det sådan, at arbejdsgiverne ønsker den samme udvikling, som er sket på ældreområdet, hvor deltidsansættelse i dag udgør 80 procent af medarbejdergruppen?
I LFS og FOA er vi ikke i tvivl: Vi ønsker ikke at sælge frihed for penge på det pædagogiske område!
Hvis forhandlingsplanen holder, skal forhandlingerne om døgnarbejdstid slutte i weekenden den 15.-16. februar.
Jeg vil rigtig nødigt være den formand, der til den tid skal fortælle, at vi solgte friheden for penge. Derfor skal jeg gøre mit til, at det krav på ingen måde kommer igennem.•