Nu taler han med stor stemme

Tavshed. Marcus-Emil pludrede ikke som lille, og som 4-årig kom han i behandling for selektiv mutisme. I dag er han snart 9 år og taler med ’stor stemme’ sammen med sin støttelærer og to legekammerater.

Der havde altid været ’noget.’ Marcus-Emil havde aldrig talt i vuggestuen.

Jeg tænkte, at det var fordi, han var nervøs. Han har altid haft tics, også da han lå inde i maven,” siger hans mor Søsser Olsen.

Marcus-Emil talte i starten heller ikke derhjemme, og han har aldrig pludret. Da han var 10-11 måneder gammel, opdagede hans mor og 20 år ældre storesøster, at han sad på sit værelse og talte med sig selv. Ellers pludrede han ikke og sagde ikke lyde.

Det var dog først, da Marcus-Emil var fire år, at hans familie blev helt klar over, at der var noget galt. Børnehaven gjorde dem opmærksom på, at der fandtes en tilstand, der hed selektiv mutisme.

”Vi troede bare, han var genert. For på det tidspunkt talte han jo løs derhjemme. Faktisk havde han et meget avanceret sprog, fordi han kun talte med voksne,” siger Søsser Olsen.
Marcus-Emil, der bor i Odsherred, fik tilknyttet en psykolog, Therese Bach, der bruger theraplay (en form for terapi, der bygger på berøring, tumlelege og glædesfyldte samspil).

På det tidspunkt talte han kun til sin mor og storesøster. Den første dag på besøg hos sin far i weekenden talte han heller ikke til faren (forældrene blev skilt, da han var 9-10 måneder).

Psykologens arbejde gav bonus, og i dag går det godt. Marcus-Emil taler rigtig meget, undtagen i skolen. Her taler han dog også ”med stor stemme” sammen med sin støttelærer og to legekammerater. Han hvisker ikke længere. Han er nu ved starten af 3. klasse også begyndt at tale lidt til andre lærere, selv om han endnu aldrig har talt i klassen.
At det er gået så godt tilskriver mor og søster, at de fik massiv og tidlig hjælp gennem psykologen, mens han gik i børnehave.

”Der var en god kemi mellem psykologen og Marcus-Emil fra første øjeblik. Hun har brugt rigtig mange timer på ham og har troet på ham,” siger Søsser Olsen.

I starten ville han kun tale på psykologens kontor. Men gradvist blev området udvidet, så han også talte med hende andre steder. Psykologen kom over i børnehaven, hvor behandlingen så foregik. Her var en af børnehavens pædagoger med i behandlingen, og Marcus-Emil fik hende som en fast pædagog. Han var meget tryg ved hende, selv om han ikke talte til hende, og hun fulgte med over i skolen i starten og gjorde overgangen tryg.

Selv om Marcus-Emil allerede fra 4-års alderen blev tilknyttet en psykolog, var det ikke noget quick fix. Det tog meget, meget lang tid. Og han røg tilbage, efter han startede i skolen, og begyndte igen at få ”mærkelige tics” og blive angst. Det første år i skolen sagde han ikke en lyd, selv om han tumlede og legede med de andre og egentlig ikke var tilbageholdende.

Sin første ven fik han som 5-årig, og de udviklede nogle koder, hvor Marcus-Emil fik svarmuligheder som at pege på 1, 2 eller 3 fingre, når de skulle aftale noget.

På skolen fik Marcus-Emil også en støttelærer, som han stadig har 12 timer om måneden.

Hun hjælper ham med kommunikationen, og hvis der f.eks. er konflikter, kommer han til hende.

Og hans mor forventer, at Marcus-Emil kommer til at fungere normalt talemæssigt med tiden.

”Ja, det gør jeg nu. Det har jeg ikke troet på før. Han bliver ikke det mest højtråbende. Men med det ryk, han har taget det sidste halve år, jo, så tror jeg på det.”
På det sidste er der sket så meget med Marcus-Emil, at han fornylig var med i en cirkusopvisning som det eneste barn ud af 50 børn, der turde. Og inde i manegen sagde han endda sit navn ind i en mikrofon.

”Selv om han har selektiv mutisme, har der egentlig aldrig været noget tilbagetrukket over ham. Han har ikke noget imod at være midtpunkt. Så på den måde tror jeg ikke, der er to børn med selektiv mutisme, der er ens,” siger Søsser Olsen.•