Kultursammenstød i Socialforvaltningen

Tillidsdagsordenen. Socialforvaltningen er udfordret af et kultursammenstød så massivt, at der ingen vej er udenom at gøre op med tænkningen i forvaltningen. Det konkluderer antropolog og tidligere embedsmand Julie Rahbæk Møller, der mener at særligt embedsmændenes kultur står i vejen for Tillidsdagsordenen.

Tekst: Jon Arskog

Der er en uoverensstemmelse mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen i Københavns Kommune.

Det fastslog tidligere embedsmand i forvaltningen Julie Rahbæk Møller allerede i efteråret 2013 i sin Ph.d.-afhandling ’Galskabens bureaukrati’, der var ’en antropologisk analyse af diskrepansen mellem idealer og betingelser’ blandt embedsmænd, socialarbejdere og beboere på socialpsykiatriske bosteder i Socialforvaltningen i København.

Oprindeligt skulle afhandlingen fokusere på socialarbejdernes praksis og medvirke til at udvikle værktøjer til politikere og embedsmænd til at organisere og udvikle indsatsen på socialpsykiatriområdet, men ved mødet med praksis ændrede Julie Rahbæk Møller fokus sig dog til også at handle om hendes egen tidligere praksis som embedsmand og arbejdet i centralforvaltningen.

I dag gentager hun kritikken og peger på, at selvom socialarbejdere og embedsmænds mål kan være de samme, så er kulturerne de to grupper i mellem så forskellige, at det slår gnister. Selvom hun altså oprindeligt var embedsmand, peger hun på, at man i forvaltningen er nødt til at tage et opgør med ikke mindst den måde embedsmændene tænker socialt arbejde på, hvis idealerne skal opnås. Tillidsdagsordenen er ikke tilstede for socialarbejderne og kommer det ikke, hvis ikke det sker, konstaterer hun.

”Socialarbejdere mødes fortsat med modsatrettede krav fra forvaltningen og fanges i det rum mellem forvaltningen, der kræver dokumentation og borgerne, som kræver pragmatisk ’her og nu’-handlen,” konstaterer hun og peger blandt andet på indførelsen af effektstyringsværktøjet Forandringskompasset, som hun har iagttaget ikke er afstemt til virkelighedens borgere, på trods af dets 12 varianter.

”Der er gode intentioner bag, men socialarbejderne siger, at det dels er vanskeligt at nå at opdatere hver enkelt beboers forandringskompas i hverdagens travlhed og dels skal det være udtryk for en faglig vurdering, hvilket kolliderer med en recovery-orienteret tilgang til mennesker med sindslidelser.

Hermed bliver det endnu et kontrolelement, som bare skal overstås. Det er udarbejdet på baggrund af en forestilling om praksis, som ikke stemmer overens med socialarbejdernes og beboernes hverdag,” siger hun og peger på, at Forandringskompasset f.eks. ikke kan rumme, at en borger står stille i sin udvikling, mens en socialarbejder og borgeren selv kan se fremskridt i, at det bare ikke går tilbage for den enkelte borger.

”Med Forandringskompasset skal der ske en forandring til det bedre. For nogen virker det, men der er også borgere, der ikke har gavn af det. Det definerer en række områder, der skal gøre borgeren klar til en mere selvstændig levevis. Men det er bureaukratisk definerede måder at være god borger på.

Jeg kunne snakke med dem om helt andre ting, som f.eks. religion og tro, som de selv føler bidrager mere til deres recovery-proces end det at have et stort socialt netværk. Og hvad hjælper det borgere, der har det dårligt, at de kontinuerligt bliver mindet om, at de ikke er det sted i livet, hvor de burde være,” spørger hun retorisk.

”Udsathed er ret utilregneligt. Det er noget, der er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at tæmme igennem bureaukratiske procedurer Der bruger socialarbejdere den sociale relation, som de altid reflekterer over.”

Relationer kan noget

”Indenfor socialpsykiatrien, snakker man om skellet mellem dem og os, som man hele tiden forsøger at nedbryde, men det bliver bare kraftigere og kraftigere, når socialarbejderne sidder inde på kontoret og skriver på computeren.
Jeg oplevede, at beboerne kaldte personalet for administrative medarbejdere,” siger hun og peger på, at det ikke skaber den udvikling man gerne vil. Tværtimod. Det bliver borgerne ikke mere selvstændige og klar til egen bolig af, konstaterer hun.

”Sådan sat lidt på spidsen kunne man spørge: Skal den sociale relation overhovedet være en del af det socialpædagogiske arbejde? Men der sker noget i relationen. Jeg oplevede under mit feltarbejde, hvor jeg dokumenterede mennesker der dokumenterer mennesker, at når jeg lagde kuglepennen fra mig, så skete der noget i relationen mellem socialarbejderne og mig, som paradoksalt nok affødte bedre data.
Jeg opnåede en større forståelse for deres arbejde og af deres opfattelse og håndtering af de daglige dilemmaer. Det fik mig til at reflektere over, hvad dokumentation betyder for selve relationen mellem socialarbejder og beboer; foruden den tidsmæssige udfordring, influerer dokumentation på de menneskelige aspekter i relationerne. Der er altså noget på spil, når man dokumenterer andre mennesker. Der er der noget relationelt der rykker sig – ligeværdigheden får vanskeligere kår.”

”Samtidig kan beboerne mærke kravene oppefra, men mange forstår ikke pointen ved at skulle flytte, når de nu har fået det bedre af at bo på et bosted. Måske skal man tænke bosteder anderledes – at personalet flytter i stedet for?
Vi forsøger at afinstitutionalisere og integrere beboere i det omkringliggende samfund, men mange af beboerne frygter ensomheden ved at bo i egen bolig.
Og i forsøget på at udvikle dem imod større selvstændighed fra velfærdssamfundet, dokumenterer man dem på så omfattende vis, at jeg mener, at man i stedet fastholder dem, som mennesker, der ikke kan klare sig selv. Systemet bliver altså medskaber af de tilstande, det prøver at forandre.”

Ikke koordineret indsats

En ting er altså, at der er modstrid mellem ønsket om effektstyring og relationsarbejdet blandt f.eks. psykisk udsatte borgere. Noget andet er, at der er flere forskellige samtidige tiltag, som er i konflikt med hinanden.

”Det er meget karakteristisk, at de enkelte embedsmænd primært kender til de nye tiltag, de selv arbejder med til hverdag. Samtidig med Forandringskompasset har vi f.eks. Recovery-tanken, som skal modsatrettede ting på samme tid. Hver for sig giver de måske god mening, men i samspil bliver det svært for socialarbejderne, der mere ser den pædagogiske handlingsplan, som det nyttige værktøj til at skabe refleksion, relation og udvikling.
Da jeg gik i gang med feltarbejdet på bostederne, kunne jeg se, hvordan socialarbejderne kæmpede med alle dokumentationskravene og hvor forvirrende deres hverdag var. Det fik mig til at ændre fokus og inkludere embedsmændenes praksis,” fortæller Julie Rahbæk Møller

Embedsmænd er ikke onde

”Det at indgå i den sociale relation med borgeren og samtidig få bostedet til at fungere i hverdagen, opretholder den sociale orden for socialarbejderne, men den orden bliver udfordret, når primærarbejdet skal foregå ved computeren,” siger hun og understreger, at når så meget arbejde efterhånden sker foran computeren, så er det ikke fordi at embedsmændene ikke har et oprigtigt ønske om at skabe bedre trivsel for borgerne.

”Man skal huske på, at nok de fleste af embedsmændene i Socialforvaltningen har valgt Socialforvaltningen, fordi de gerne vil gøre noget for socialt udsatte. Og det, der skaber social orden for embedsmændene, der jo på den ene side har ansvar for at sikre økonomien og på den anden side møde borgerens utallige og foranderlige behov, er kontrol og styringstiltag, så det sikres, at alle behandles lige og pengene udnyttes mest effektivt til gavn for borgeren.”

”Deres idealer bliver jo også udfordret. Når det f.eks. bliver besluttet politisk, at 10 procent af beboerne på socialpsykiatriske bosteder skal flytte ud i egen bolig – og ikke gør det, fordi de ikke er klar til det, så bliver de også udfordret på deres idealer og på bureaukratiet. Deres hænder er ikke så kolde, som mange tror,” siger hun.

Skab fælles forståelse – og retning

Hvordan kommer man så videre, så idealer og betingelser kan tilnærmes og den vedtagne tillidsdagsorden kan realiseres i Socialforvaltningen, spørger hun.

”Mantraet er, at vi kun skal iværksætte indsatser, vi kan måle på. Spørgsmålet er, om vi kan og skal måle på alt? Gør det, at folk får det bedre? Jeg mener bestemt, at der skal være noget kontrol, men kan vi komme væk fra den økonomiske tankegang som udgangspunktet?
Kan vi komme væk fra, at alle skal arbejde ens? Kan vi supplere med noget andet? Der må være noget midt i mellem de omfattende dokumentationskrav, som vi har nu og ingenting, som kunne være vejen frem og som burde være en del af tillidsdebatten,” siger hun og konstaterer, at man må stole på, at de forskellige medarbejdergrupper hver især har fået en faglighed og er gode til at identificere et behov hos borgerne, som de ikke selv kan møde.

Derfor foreslår hun et praktikforløb, hvor embedsmænd kan komme ud i praksis og få en forståelse for hverdagen blandt socialarbejderne og socialt udsatte borgere.

”Det skal ikke være en enkelt dag, hvor de bare har været ude at konstatere, at socialarbejderne ikke gør, hvad de skal. De skal i højere grad have en introduktion til, hvordan man sætter sig i andres sted, så de kan forstå det sociale arbejde på dets egne præmisser og ikke ud fra bestemte styringsidealer,” siger hun og peger på, at det også gælder omvendt.

Socialarbejderne skal også i praktik i forvaltningen.
”Det er embedsmændene, der har ansvar for økonomien og også redder udfører-leddet, hvis de har overskredet budgettet, eller måske skal skaffe midler udefra til at starte spændende projekter op til gavn for borgeren. Det er ikke en nem opgave, og det skal socialarbejderne og borgerne også have forståelse for,” siger hun.

Hun peger simpelthen på, at der skal skabes grundlag for at skabe en fælles forståelse og retning. I den forbindelse peger hun også på den udvikling, der har ført til, at man i højere grad har ansat den samme type medarbejdere i forvaltningen.
”Jeg mener, at man også i højere grad skal have mennesker ind i forvaltningen med erfaring fra praksis, som der tidligere var. Arbejdsdelingen er blevet meget rigid. Tidligere sad der folk med forskellige baggrunde. I dag er det stort set kun akademikere.”

Julie Rahbæk Møllers håb er, at diskussionen kan tages til et nyt niveau, så de egentlige barrierer for gennemførelse af Tillidsdagsordenen og den unødvendige del af dokumentationen kan fjernes.

”For mig handler det om at få en diskussion i gang, om hvordan det er man tænker i forvaltningen. Man skal turde stille spørgsmål, som ryster fundamentet snarere end styrker det – og man skal turde tage diskussioner om det, som man tager for givet.”•

Julie Rahbæk Møller Adjunkt på det Samfundsfaglige og Pædagogiske Fakultet, Institut for Socialt Arbejde på Professionshøjskolen Metropol Ph.d. i antropologi. Tidligere fuldmægtig i Socialforvaltningen i København.