De tavse børn bliver overset

Selektiv mutisme. Der er børn, der sidder i børnehaven en hel dag uden at sige et ord. De er ikke generte, men lider i tavshed – af den oversete diagnose selektiv mutisme. Hvis lidelsen bliver behandlet tidligt, er der mulighed for at overvinde den helt.

Tekst: Tine Sejbæk

Måske kender du et barn i børnehaven eller vuggestuen? Forældrene siger, hun pludrer løs og er livlig derhjemme, men hver gang du ser hende, klapper hun i som en østers. Hun holder sig i baggrunden og stivner helt, hvis du forsøger at tale til hende. Hjemme igen er alt normalt, og hun fortæller om løst og fast.

Der er omtrent lige så mange børn med angstlidelsen selektiv mutisme som børn med autisme. Alligevel hører man sjældent om selektiv mutisme, der modsat mange andre lidelser er en indadvendt diagnose. Men de børn, den rammer, kan ikke tale i andres påhør. Derfor overser vi dem ofte.

”Selektiv mutisme er invaliderende for børn, der er under udvikling. Hos de fleste børn går mutismen over igen, men bliver der ikke taget vare på barnet og søgt behandling, kan lidelsen udvikle sig til depression eller andre former for angst,” siger Majbritt Augustinus, der er forfatter til bogen ”Tavse børn” – den første bog om lidelsen på dansk.

”Angst er den hyppigste lidelse blandt børn og unge, og hos børn med selektiv mutisme har vi endda at gøre med en særligt sart gruppe, der ikke kan gøre opmærksom på sig selv. Og i en tid, hvor der er meget fokus på de udadrettede diagnoser, er de nemme at overse,” siger Majbritt Augustinus, der er journalist og cand. merc.

Hun blev selv opmærksom på, at selektiv mutisme findes under et længere ophold i Sydøstasien. Som bestyrelsesformand for en international ’Preschool’ i Laos fik hun kendskab til selektiv mutisme og de sociale problemer, tilstanden kan medføre.

”De fleste lærere og pædagoger på skolen havde kendskab til selektiv mutisme. Jeg blev derfor overrasket over, at lidelsen stort set var ukendt i Danmark,” siger hun.

”Selektiv mutisme bliver tit forvekslet med andre lidelser. Over tid kan tilstanden eskalere, og når man så ser tilbage, kan man se, at barnets tavshed var et større problem end som så,” forklarer Majbritt Augustinus.

En overset lidelse

0,5 til 1 pct. af alle børn lider af selektiv mutisme. To ud af tre er piger. Tavsheden begynder ofte i tre-års alderen og ses sjældent efter det 9. år. Alligevel er kendskabet til lidelsen ikke stort – heller ikke blandt fagpersoner. Men for de børn, mutismen rammer, er det en belastning, der især påvirker deres sociale liv.

Selektiv mutisme er karakteriseret ved fuldkommen tavshed i bestemte situationer, typisk i daginstitution eller i skolen, og når der kommer fremmede voksne i hjemmet. Nogle af børnene griner og græder heller ikke med lyd på.
Det er stadig en gåde, hvorfor nogle børn holder op med at tale i bestemte situationer.
Ofte bliver tavsheden udløst af overvældende hændelser – at starte i børnehave, skilsmisse, få en lillebror, skæld ud i børnehaven etc. Den manglende tale bliver for barnet en form for selvbeskyttelse, et sikkerhedsværn.

”Angst har en arvelig disposition, og har man selektiv mutisme, er ens mor eller far ofte også generte. Og så siger personalet i daginstitutionen måske til hinanden ”Nå, ja, men moren er jo også lidt sådan.” Man slår det lidt hen,” forklarer Majbritt Augustinus.

Det kan være svært at skelne mellem selektiv mutisme og almindelig generthed. Og kender man som udgangspunkt ikke til selektiv mutisme, kan der naturligvis opstå mange misforståelser.

”Flere ender med at få en forkert diagnose. Som tommelfingerregel: hvis et barn er tavst, skal man altid se på, hvad der kan være galt. Så skal man ikke vente og se, fordi barnet måske bare er genert,” siger Majbritt Augustinus og uddyber:

”Det, der ofte sker, er, at pædagoger og dagplejere har svært ved at se problemets omfang, fordi barnet måske leger ude på legepladsen. Først lige før barnet skal i skole, bliver det for alvor klart, at der er noget helt galt. Og så er det sent at sætte ind. Man venter for længe, fordi lidelsen er ukendt, og man misforstår, hvad der er galt.”

Et genert barn vil tø op i løbet af en dag, når det f.eks. er ude at lege. Barnet med selektiv mutisme tør ikke op. Det kan godt være, at det leger med nogen, og at det taler med få udvalgte børn (nikker og bruger tegnsprog), men det taler som regel ikke til de voksne.

Tidlig indsats er afgørende

Barnet med selektiv mutisme taler – hvis det taler til de andre børn – så oftest kun til ét barn.

”Men det kan være nok til, at det sår lidt tvivl hos pædagogerne om, hvor vidt der er et problem, når barnet nu har nogen, det taler til. Men at barnet stivner, når det træder ind i institutionen, eller når der kommer en voksen ind i rummet, er som udgangspunkt ikke normalt. Det er heller ikke normalt, at et barn ikke svarer, når man taler til det,” siger Majbritt Augustinus.

Ved mistanke om, at noget er galt, skal pædagog eller dagplejer kontakte forældrene og PPR, og man skal først udelukke, at der er tale om manglende sproglige færdigheder eller andet, som barnet reagerer på. Er der tale om selektiv mutisme, skal man have en behandler til at guide forældre og børn videre.

Der findes forskellige former for behandling. Det er vigtigt, at barnet har en god kemi med den terapeut, man bruger. Det kræver, man ser det enkelte barn – hvor er det angsten opstår? Og det er forholdsvist let at behandle, hvis man kommer tidligt, dvs. før skolealderen.

Eftersom børn med selektiv mutisme gerne skal i behandling tidligt, har pædagoger naturligvis en nøglerolle i forhold til at støtte op om behandlingen. Og nogle gange kan det være en god idé, at det er en helt ny pædagog i institutionen, der tager fat i barnet.

”Det er svært for barnet at bryde tavsheden og begynde at tale til en pædagog, som det har været tavst over for i flere år. Her kan det være nemmere i forhold til en, som det ikke kender,” forklarer Majbritt Augustinus.

Der er også nogle pædagoger, der har haft succes med at tage hjem til barnet – hjem i de omgivelser, hvor barnet er trygt og taler frit.

”Jeg talte for nylig med en familie, hvor en pædagog havde siddet hjemme på værelset hos et barn, der ellers havde været tavst i flere år. Pædagogen havde læst op af pigens yndlingsbog og stillet hende få spørgsmål. Pludselig var pigen begyndt at tale i en strid strøm. Pædagogen, der jo ellers kun havde oplevet pigen uden sprog, blev så rørt, at tårerne væltede ned af kinderne,” siger Majbritt Augustinus.

Vigtigt at tage små skridt

Per Hove Thomsen er børnepsykiater og har erfaring med at behandle børn med selektiv mutisme.

”Generthed i varierende grader er normalt. Forskellen er, at barnet med selektiv mutisme aldrig siger noget f.eks. i daginstitutionen. Mens et genert barn godt kan tale, når det i løbet af dagen bliver mere trygt. Et barn med selektiv mutisme er fuldstændig fastlåst og taler overhovedet ikke med nogen – eller kun med f.eks. ét andet barn, og kun i nogle bestemte omstændigheder og lokaler,” siger han.

Man kan have selektiv mutisme i forskellige grader. Nogle børn har det i en periode, og som voksne er de også til den generte side. Men de er ikke så påvirkede, at det går ud over deres livskvalitet. Hos andre bliver det en svær kronisk tilstand.

”I går blev jeg f.eks. ringet op af en praktiserende læge, der sad med en 18-årig pige, der aldrig havde talt! Et sådant forløb har store følger for den sociale udvikling,” siger han og uddyber:

”Jo længere tid tilstanden går upåagtet hen, desto flere senfølger og komplikationer vil der komme socialt og personlighedsmæssigt,” siger Per Hove Thomsen.
De behandlinger, man anvender i dag, er bl.a. kognitiv adfærdsterapi og dét at belønne barnet, når det tør gøre noget nyt/så småt begynder at tale.

”Det handler som udgangspunkt om at konfrontere barnet med de situationer, der er svære, og give barnet nogle små sejre. Det handler ikke om, at hun skal holde foredrag for hele blå stue, men at hun gradvist kommer med i mere og mere. Og man skal gøre det i alliance med barnet, så man ikke presser det til at sige noget! Små, sikre skridt,” siger Per Hove Thomsen.

F.eks. kan man aftale med barnet, at den næste uge skal det hver dag kigge på og smile til en bestemt pædagog, når det kommer om morgenen. Ugen efter skal det måske øve sig i at sige ”godmorgen” til den pædagog.

Det kræver stor tålmodighed at støtte barnet med selektiv mutisme. Selv om man sætter nogle tiltag i gang, forsvinder det ikke på to uger. Det er vigtigt, at barnet er trygt, så hvis man har en pædagog til at støtte barnet i at turde mere, så skal det ikke være én, der står lige foran at gå på barsel, sommerferie eller holde op.

Nogle børn begynder pludselig at tale, når der sker et skift – det kan være, at de starter i skole, eller der starter en ny pædagog i børnehaven, som de så taler til. På den måde kan en ændring, en positiv spiral, starte af sig selv. Men det kan man ikke satse på, forklarer Per Hove Thomsen.

Alment kendt i udlandet

Aino Holme er børnepsykolog og har også specialiseret sig i børn og unge med selektiv mutisme. Før hun blev psykolog, tog hun i øvrigt en uddannelse til socialpædagog.
Nogle af de børn, hun møder, har levet flere år med selektiv mutisme uden at få hjælp.

”Nogle gange er barnet meget motiveret for hjælp, og så går det stærkt med at få resultater. Andre gange er barnet blevet misforstået så længe, at det både bider, spytter og er helt desperat, når jeg møder det. Det er synd for børn i Danmark, at der er så lille viden omkring selektiv mutisme. I England og USA er lidelsen alment kendt,” fortæller Aino Holme.

”Rigtigt mange steder siger personalet i daginstitutioner til forældre: ”Jeres barn er meget genert.” På den måde bliver lidelsen gemt ind under et almindeligt begreb, hvor den ikke hører hjemme. Det er ikke generthed, det er en angstlidelse,” forklarer Aino Holme og uddyber:

”Det, der driver mig i mit arbejde, er, at vores samfund er baseret på kommunikation. Så det at fratage børn muligheden for at tale som os andre er alvorligt. Der findes børn, der ikke har talt med andre end deres forældre,” siger Aino Holme, der synes at det er livgivende og fantastisk at være med til at give børn stemme.

Fokus væk fra problemet

Ikke så sjældent tror pædagoger og dagplejere, at dét med at tale, det kommer. Nogle forældre har derfor oplevet, at der gik op til to år i institutionen, før pædagogerne fortalte, at barnet ikke sagde noget.

”Pædagoger skal med det samme sige til forældrene, at barnet ikke taler i institutionen,” understreger Aino Holme.
Man skal gøre alt for at forstå barnet. Når barnet er helt trygt, er det godt, hvis man kan få det til at tale i nogle situationer. Ofte er det muligt i lege, hvor det kan sige lyde.

Det kan være sange, hvor hunden skal sige ”Vov vov” og fuglen ”Pip pip.” Nogle børn med selektiv mutisme kan også godt sige lyde, hvis de er klædt ud som f.eks. Supermand. Hvis de ikke er sig selv. Jo længere man kan komme ad den vej, des mere vil barnet opleve, at det ikke er farligt at tale.

”På den måde flytter man også fokus væk fra, at barnet ikke taler. Man skal ikke have fokus på problemet men på alt muligt andet,” siger Aino Holme.

Hvis barnet f.eks. siger en lyd inde i et nyt rum, kan man sige til barnet:”Jeg hørte, at din stemme var inde i puderummet, lad os se om vi kan finde den derinde.”

”Når jeg har børn i terapi, siger jeg til dem:”Du har en stemme, men den stikker af. Lad os fange den sammen.” På den måde er der ikke noget forkert ved barnet. Det handler altså om endelig ikke at presse barnet ved f.eks. at komme til at sige ”tag dig dog sammen” eller ”sig dog noget,” fortæller Aino Holme.

Uanset om den behandling, der bliver sat i værk, foregår via en PPR psykolog eller en privat praktiserende psykolog som Aino Holme, har pædagoger og dagplejere en helt central rolle i behandlingen.

”Det er utrolig vigtigt, at behandler og pædagog samarbejder, ellers bliver barnet forvirret. Samarbejdet kan foregå via email, hvor man aftaler forskellige tiltag. Nogle gange tager jeg også ud i institutionen og taler med pædagogerne,” fortæller Aino Holme.

En af de ting, der er meget vigtigt at arbejde meget med, er selvstændighed. Jo mere barnet lærer at gøre selv, jo mere fundament har det for at turde flere ting. Er der tale om et barn, der ikke tør gå på toilettet uden, at der står en bestemt voksen udenfor døren, kan man arbejde med først at gå en centimeter væk, så et skridt væk – så barnet til sidst tør selv, uden at pædagogen er der.

Det er også utroligt vigtigt at arbejde med kommunikationen mellem et barn med selektiv mutisme og de andre børn i institutionen. Nogle gange kontakter barnet nemlig de andre på en uhensigtsmæssig måde.

”Barnet kan f.eks. finde på at tage et stykke legetøj og banke i hovedet på det andet barn. Det vil bare i kontakt med det andet barn. Men bliver misforstået og får at vide ”Kan du så lade være.” Her må man forstå barnet og give det andre måder at kommunikere på,” siger Aino Holme. •

Bogen ’Tavse børn’ er udkommet på forlaget Frydenlund. Den er på 152 sider og koster 249 kroner. Bogen redegør for den aktuelle viden og for behandlingsmulighederne. Den er lettilgængelig og særdeles informativ, indeholder mange cases og er egnet for både fagfolk og forældre.

Fakta om selektiv mutisme Selektiv mutisme kommer typisk til syne, når barnet er mellem to og fem år, det vil sige allerede ved barnets første erfaringer med sproget. Langt de fleste forældre vil dog – når de bliver spurgt om, hvornår det først viste sig hos deres barn – svare, at det altid har været der. Men efterhånden som barnet bliver ældre, vil det være lettere at vurdere, hvorvidt der blot er tale om almindelig generthed. Vi forventer nemlig, at et stort barn svarer, når en anden person taler til det. Det er stadig en gåde, hvad der forårsager tavsheden, men ofte er der i forvejen angst og generthed i familien – og nogle gange kan en pludselig hændelse som en skilsmisse, flytning etc samtidig udløse det. Hvordan og hvornår et barn kommer ud af tavsheden er forskelligt, men med den rette behandling er prognoserne gode. En schweizisk undersøgelse fra 2006 viser, at 82 procent af dem, der havde fået diagnosen som barn, enten havde overvundet den helt, eller at tilstanden var markant forbedret, efter de fyldte 18 år. En norsk undersøgelse viser, at hvis børn overvinder tavsheden, før de kommer i skole, er der gode chancer for, at de kommer ud af tilstanden uden varige mén. Risikoen for tilbagefald - eller at mutismen eskalerer og udvikler sig til en anden angstform senere i livet – er betydeligt mindre. Kilde: Tavse Børn