Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Videooptagelser skaber bedre relationer i dagplejen
ICDP. Stjernestunder, topstyrker og bedre relationer er hovedpunkterne i den International Child Devolopment Programme-uddannelse, som samtlige 26 dagplejere har været igennem i Høje-Taastrup. Gennem videooptagelser af aktiviteter bliver de opmærksomme på at være anerkendende og styrke relationen til børnene.
Tekst: Malene Mølgaard
Dagplejer Helle Voss sidder i en sofa med et barn på hver side og en baby på skødet. Hun forsøger at læse for børnene, men må hele tiden vende ansigtet fra den ene side til den anden for smilende at svare ”ja, det er en bog” og ”vil du også være med” indtil en fjerde lille tumling kommer hen til sofaen og klynger sig til hendes knæ.
Situationen er optaget på video og her en måneds tid efter sidder Helle Voss og genser den på sin iPad. Sammen med sine 25 kolleger i dagplejen lærer hun at optage og bruge videooptagelser af dagligdagssituationer med sig selv og børnene for at blive klogere på både børnenes styrker, sine egne reaktioner og signaler over for børnene og hvordan hun kan forbedre relationen til børnene, så de føler sig trygge, set og anerkendt.
”Det handler om at blive opmærksom på relationer, og hvordan man er over for børnene,” siger Helle Voss, der er gæstedagplejer og tillidsrepræsentant for dagplejerne i Høje-Taastrup.
I dagplejehuset, hvor børnene kommer i gæstedagpleje, er relationsarbejdet særdeles vigtigt. De to gæstedagplejere ser børnene sjældent, men skal lynhurtigt skabe tillid og tryghed.
”Meget af det er noget, vi egentlig har gjort altid. Med den her uddannelse får vi bare sat ord på. Og vi får et fælles sprog,” forklarer Helle Voss.
”Det er jo ikke, fordi vi står og siger til vores kolleger: ”Der viste du sørme glæde for barnet” eller ”der var du god til at justere dig ind.”
Mens alle 26 dagplejere i kommunen har været på kursus sammen fire fredage og lørdage fra september til januar, tog dagplejepædagog Pia Hoier som den første fra Høje-Taastrup ICDP-uddannelsen for et år siden.
”Udgangspunktet er anerkendende og styrkebaseret pædagogik. Man får man noget selvindsigt og noget kollegial feedback på det, vi ser på videoen bagefter,” forklarer Pia Hoier om grundprincipperne.
”Med ICDP får dagplejen et løft med noget teori bag det, de går og gør,” siger hun.
Helt lavpraktisk går det ud på at optage nogle videoer af sig selv i en situation sammen med dagplejebørnene. Det kan både være en tilfældig legesituation eller en mere planlagt aktivitet som under frokosten eller en voksenstyret leg. Bagefter ser en gruppe af dagplejere videoen sammen og analyserer den, mens de udfylder et skema med forskellige pædagogiske punkter, som helst skal være opnået – for eksempel om dagplejeren viser glæde over for barnet, viser anerkendelse eller fastholder barnets opmærksomhed.
Svært at filme sig selv
”Det handler om, at det pædagogiske personale får en fælles ramme og forståelse for relationen og det ressourceudviklende arbejde,” uddyber dagplejepædagog Pia Hoier og tilføjer:
”Det handler også om inklusion, når man arbejder med ICDP, fordi udgangspunktet er, at vi voksne og gruppen justerer os efter barnet og ikke omvendt. Og vi arbejder ud fra de ressourcer barnet kommer med ved at fokusere på barnets styrker for at få mere af det.”
Dagplejer Helle Voss nikker og røber, at nogle af dagplejerne til at begynde med ikke syntes, det var rart at skulle på kursus og blive optaget på video og ’se’ sig selv.
”Men de har vendt det til noget positivt og synes i og for sig, at det er rart at høre, hvordan andre ser på det man gør. Og vi bør både kunne tage ris og ros, idet det er børn vi arbejder med og skal virke glade og positive overfor,” siger hun bestemt.
”Jeg synes heller ikke, det er rart at blive filmet. Men det er den eneste måde, vi lærer på,” understreger Helle Voss.
Dagplejepædagog Pia Hoier tilføjer:
”Det er jo ikke sådan, at man skal sidde hver gang og tænke: ”Viser jeg nu glæde for barnet” og ”fastholder jeg nu barnet i den og den rolle.” Det er jo ikke det, det går ud på. Det handler om, at man får en forståelse for, hvor vigtig kvaliteten af relationen barn-voksen er.”
Ikke hippiepædagogik
En af dem, der ærligt vedkender sig, at hun var modstræbende omkring ICDP og at skulle videofilme sig selv, er dagplejer Mona Hansen.
”Til at starte med tænkte jeg: ”Det er hippiepædagogik, og jeg gider ikke lære det!” Men så må jeg indrømme, at det kom mere og mere ind under huden. Det er jo en teori, som vi alle sammen bærer inden i os. Jeg tænker, at vi alle sammen bruger det. Nu får vi bare et fælles sprog,” siger hun og fortæller, at i hendes seneste video var opgaven at forsøge at fastholde børnene i en aktivitet, hvor hun læste for dem.
Derudover har hun også filmet ustruktureret leg og et barn, der sidder og laver en julegave til sin mor.
”Indtil videre har jeg mest taget med mig, at min stemme lyder som en tosse,” griner hun.
”Men jeg har da tænkt, at jeg fik ikke en firer, og hvorfor gjorde jeg ikke det,” siger hun og henviser til skemaet, som de skal udfylde, når de ser videoen bagefter.
Hver gang handler det om at gå på jagt efter de otte vigtige såkaldte samspilstemaer, som ICDP handler om og som gerne skulle ligge på rygraden.
”Og så skal man prøve at få’pladen fuld’,” forklarer Mona Hansen.
”Og hvis man ikke gør det, så er det lige præcis det, man lærer af,” siger hun og giver et eksempel:
”En af dagplejerne havde filmet tre film, som hun viste mig, og der var ikke en af dem, hvor hun viste glæde for barnet. Det var jo ikke, fordi hun ikke havde glæde for barnet. Hun havde bare ikke en mimik, der viste, at hun var glad for barnet. Så hun kunne ikke få kryds ved den samspilsregel, der hedder ’vis glæde’. Bagefter sagde hun, at hun skulle da helt klart arbejde med sin ansigtsmimik, så der kommer noget glæde med,” fortæller hun.
Og her er videoen stærk. Man ser situationen udefra og opdager ting, man ikke altid kan forklare med ord.
”Det gør faktisk en stor forskel,” erkender Mona Hansen.
Samme oplevelse har dagplejepædagog Pia Hoier. Under sin ICDP-uddannelse optog hun en rytmiksession med en gruppe af børn, hvor en lille pige virkede uengageret og ikke kunne fanges af sangen og aktiviteten.
”Hun virkede slet ikke, som om hun interesserede sig for det. Da jeg så så videofilmen bagefter, fik jeg øje for, at det var fordi, der sad et andet barn og græd i baggrunden, som hun var så optaget af. Hun er et barn med meget stor empati, og man kunne se hendes bekymring, og det var det, der gjorde at hun slet ikke kunne koncentrere sig om det, vi havde gang i. Jeg skulle have sat ord på og fortalt, at det tog en anden voksen sig af. Men jeg tænkte slet ikke over det,” fortæller Pia Hoier om sin oplevelse.
”Man bliver bevidst om samspillet. Det betyder, at man i underbevidstheden tænker over: hvad var det, der skete? Det kan dagplejerne også bruge derhjemme i dagligdagen. Og så at det er vigtigt, at vi tænker ens og har den fælles forståelse omkring samspil og relationer,” slutter hun.•
Stjerne stunderEn del af ICDP-uddannelsen handler om ’stjernestunder’. Det vil sige, at dagplejerne på hver undervisningsdag skal fortælle om en stjernestund – det vil sige, noget hun har oplevet i løbet af ugen, der var opløftende eller god kommunikation med et barn. Helle Voss fortæller om en stjernestund med et barn, som normalt kun ville have med sin faste dagplejer at gøre. ”Jeg tror faktisk, at det gør, at man får øjnene mere op for de positive ting. Og det er jo det, man gerne vil have mere af i stedet for det, der ikke fungerer. Det er vigtigt, at man fokuserer på alle de ting, der lykkes,” forklarer Pia Hoier. |
ICDP handler om relation og kommunikationMed uddannelsesforløbet i ICDP løftes hele dagplejen i Høje-Taastrup ind i et fagprofessionelt niveau af relationsarbejdet. ICDP står for ’International Child Development Programme’ og er et internationalt forebyggelsesprogram udarbejdet af to norske psykologiprofessorer, Henning Rye og Karsten Hundeide. Programmet var oprindeligt tænkt til at skulle forhindre forældres omsorgssvigt og misbrug af børn, men anvendes nu i hele Skandinavien for at give børn de optimale udviklingsbetingelser i dagtilbud og skole. Et af de centrale områder, i ICDP er kommunikation mellem barnet og dets omsorgspersoner. Ny forskning viser, at børns trivsel, udvikling og læring er tæt forbundet med kvaliteten af den kontakt, omsorg og opmærksomhed, som børnene får fra deres nære omsorgsgivere. Derfor skal personerne omkring barnet udvikle deres bevidsthed om, hvordan de praktiserer de otte samspilstemaer. |
SamspilstemaerI løbet af kurset skal dagplejerne filme både en planlagt og en ikke-planlagt aktivitet. Og ud fra det skal de krydse af, om de udfører de otte samspilsregler, som er vigtige i ICDP’en. SamspilstemaerFølelsesmæssig dialog Meningsskabende dialog5. Fang barnets opmærksomhed Guidende/vejledende dialog8. Fortæl barnet hvad det må og skal – trin for trin. Marker tydelige begyndelser og afslutninger. |
Peger på forbedringsmulighederPia Hoier, dagplejepædagog: |
Vi bliver bedre til ros og kritikHelle Voss, TR og gæstedagplejer i dagplejehuset: |
Fjerner forudtagelserMona Hansen, dagplejer: |