Leder

Af Jan Hoby, medlem af forretningsudvalget

Offentlig fattigdom og privat rigdom

Jeg bliver irriteret, skuffet og vred over politikernes prioriteringer. Politikerne har muligheden og mandatet til at påvirke beslutningsprocesserne i dette samfund. Når politikkerne har fået denne enestående gave, hvorfor bruger de den så ikke til at gøre noget ved "tingene"?

Hvorfor skal en københavnsk kloakarbejder kun have lov til at blive 48 år gammel? Hvorfor skal en københavnsk buschauffør have åreknuder som 32 årig, fordi busserne skal være pissekolde om morgenen? Hvorfor skal en pædagog forlade det pædagogiske område psykisk og fysisk nedslidt som 45 årig, fordi normeringerne i daginstitutionerne er blevet så dårlige? Hvorfor skal en institutionsleder fyres for "uduelighed" som 50 årig, fordi kommunen ikke kan sikre gennemsigtige ledelsesredskaber?

Vi oplever i disse år en øget brutalisering af arbejdsmarkedet. Flere og flere mennesker bliver ikke i stand til at gennemføre et helt arbejdsliv på grund af kravet om mere markedsgørelse og profit i både den offentlige og den private sektor. FTFs undersøgelse 'Sammenhæng mellem arbejds- og familieliv' viser, at hver 6. ansat oplever, at krav i arbejdslivet påvirker familielivet negativt mindst én gang ugentligt, mens hver 10. har den oplevelse flere gange ugentligt.

Nye tal fra FOA viser, at antallet af fyrede pædagogmedhjælpere er steget 82 pct. i perioden 2000-2004. BUPL har offentliggjort tal, der peger i samme retning: fra 2003 til 2004 blev 12 pct. flere pædagoger fyret på grund af sygdom.

Et brutaliseret arbejdsmarked koster samfundet mere end 30 milliarder kroner om året. Et beløb som vil stige i årene frem med store menneskelige omkostninger til følge! Angrebene på den kommunale velfærd skyldes ikke mangel på ressourcer, men at skattelettelser og øget privat forbrug bliver prioriteret. Omfordelingen er med andre ord en ønsket politik. De som har nok, vinder! Forskels-København vokser frem og antallet af nyfattige øges. Opvækstvilkårene for børn og unge, tilbudene til medmennesker med funktionsnedsættelse og omsorgen for ældre og syge bliver de store tabere. Alt imens København udvikler sig til en ghetto for millionærer.

Dette er uacceptabelt! Vi har et samfund, hvor privat rigdom og offentlig fattigdom udvikler sig side om side. Kommuneøkonomien må derfor have et løft. Der skal tilføres flere hundrede millioner kroner for at Københavns kommune skal kunne opretholde det nuværende velfærdsniveau, og flere hvis der skal være mulighed for at tage fat i de uløste problemer.

Kommunevalget drejer sig om hvem der skal styre København de kommende fire år. Spørgsmålet er om politikerne vil vende udviklingen? Og skabe et andet København med offentlig og menneskelig velfærd i centrum!

De 6,3 milliarder kr. fra salget af Københavns Energi kunne blandt andet bruges til at hæve normeringerne i daginstitutionerne, sænke gruppestørrelserne i vuggestuerne til 10, i børnehaverne til 20. Indføre gratis sund og varm mad til alle børn i daginstitutionerne. Og lavere takster!

Hvis Socialdemokraterne, SF’erne, De Radikale og Enhedslisten er mere end flotte ord og valgløfter, må de i fællesskab sætte nyliberalismen stolen for døren! København har ikke brug for mere udlicitering, mere privatisering, flere nedskæringer. En ny kurs kræves ved kommunevalget i 2005!